2-årig post.doc. -stilling i museumsprojekt: Johanne Bindesbøll og Kristiane Konstantin Hansen. Et casestudie af kvindelige entreprenører i det 20. århundrede.

Brænder du for forskning og kvindelige entreprenører i historiske og kulturelle sammenhænge? Og har du en relevant ph.d.-grad i et humanistisk fag? Så er denne mulighed noget for dig. Frederiksborg ∙ Nationalhistorisk Museum i Hillerød søger i samarbejde med Center for Erhvervshistorie på CBS en engageret post.doc. forsker, der ønsker at dykke ned i historien om to markante kvindelige entreprenører i det 20. århundrede.

Om stillingen

Som post.doc. bliver du en del af et spændende projekt, der har sit udgangspunkt i Johanne Bindesbøll og Kristiane Konstantin-Hansen, to pionerer inden for vævning og kunsthåndværk, der i perioden fra 1900 til 1928 ledte vævningen af billedtæpper til riddersalen på Frederiksborg Slot. Forud for deres ansættelse på Frederiksborg var kvinderne selvstændige. De drev sammen butikken ”Boden”, der solgte garn og kunsthåndværk til bl.a. højskoler og kirker. Bindesbøll og Konstantin-Hansens virke på Frederiksborg og som kvindelige entreprenører er endnu ikke tilfredsstillende belyst, og det er denne lakune i forskningen som projektet skal råde bod på.

Da projektet forbinder sig til centrale og generelle spørgsmål om tidlige kvindelige entreprenører og deres virke, spørgsmål der i forskningen endnu ikke er synderligt udforskede, vil du indgå i et frugtbart universitetsmiljø på Center for Erhvervshistorie på CBS. Her vil du have mulighed for at gå i dialog med førende forskere indenfor entreprenørskab, samt deltage i seminarer og workshops.

Ansvarsområder

  • Gennemførelse af et forskningsprojekt om Johanne Bindesbøll og Kristiane Konstantin- Hansen med fokus på deres entreprenørskab i en bredere kontekst.
  • Indsamling og analyse af historiske kilder fra bl.a. museets arkiver og eksterne samlinger.
  • Bidrage til planlægning og udarbejdelse af en særudstilling på Frederiksborg om billedtæpperne i Riddersalen på Frederiksborg Slot, i samarbejde med forskningschefen og udstillingskurator. Udstillingen skal åbne i foråret 2026.
  • Deltagelse i forskningsseminarer og workshops på CBS og i museets projektgruppe.

Kvalifikationer og udvælgelse

Hvis ovenstående vækker din interesse, inviterer vil til, at du formulerer dine egne specifikke forskningsspørgsmål i en projektbeskrivelse, der skal relatere sig til casen omkring Bindesbøll og Konstantin-Hansen. Kilderne til projektet befinder sig bl.a. i vores museumsarkiv, men også mange andre kildegrupper kan indgå, fx Højskolebladet, Dansk Kvindesamfunds Tidsskrifter, brevsamlinger mellem parterne osv. Mulige tematiske og teoretiske vinkler i projektbeskrivelsen kan omfatte, men er ikke begrænset til:

  • Begrænsninger og muligheder for kvindelige erhvervsdrivende og virksomhedsejere i det 20. århundrede.
  • De kvindelige entreprenørers forbindelse til den danske kvindebevægelse.
  • Netværksforbindelser, fx til Sverige hvor vævetraditionen også var stærk.
  • Væverskernes sociale historier; ægteskab, børn, sygesikring, pension, etc.
  • Frederiksborg som arbejdsplads for kvinder i perioden 1900-1930.

I bedømmelsen vedrørende ansættelse vil der blive lagt vægt på:

  • Relevant ph.d.-uddannelse, og evt. erhvervserfaring fra museum.
  • Uddannelseskompetencer og evt. andre faglige kvalifikationer, f.eks. arkiverfaring.
  • Projektbeskrivelsens kvalitet, relevans og overvejelser over den museale gennemførsel af projektet.
  • Tilstrækkelige kvalifikationer og erfaringer til at kunne gennemføre post.doc. projektet.
  • Omfanget af projektbeskrivelse må ikke overstige 3 sider (af 2400 anslag inkl. mellemrum).

Vi tilbyder

  • En unik mulighed for at bidrage til forståelsen af kvindelige entreprenører i en historisk kontekst.
  • Et spændende og udviklende samarbejde mellem et museum og en forskningsinstitution.
  • Mulighed for at sætte dit præg på en vigtig særudstilling på et af Danmarks mest ikoniske museer, med højt til loftet og store ambitioner.

Du er velkommen til at kontakte forskningschef Lone Kølle Martinsen på mail lkm@dnm.dk  og mobilnummer 41436500for yderligere oplysninger.

Vi skal have din ansøgning senest den 8. november 2024 kl. 12.00 på job@dnm.dk.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt på Frederiksborg Slot i begyndelsen af december 2024, med projektopstart 1. februar 2025.