På vej ud i fremtiden

Frederiksborg er under forandring. Således indledte vi vores årsberetning i 2023, og sådan kan 2024 bedst beskrives. Med Frederiksborgs historiske arv som fundament og et ønske om at modernisere museet som byggesten præsenterede vi i 2024 museets strategi for 2024-2029. Vi tog de første dybe spadestik til at forme fremtidens Frederiksborg.

Direktør Ulla Tofte. Foto: Jonathan Damslund

Ny strategi skaber fremtidens Frederiksborg

Da Carlsbergs direktør J.C. Jacobsen grundlagde Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i 1878, ønskede han at skabe et sted, hvor forståelse af fortiden skulle ruste borgene til fremtiden. Han gjorde dengang Frederiksborg til et moderne museum.

Frem mod 2029 skaber vi, i bryggerens ånd, et tidssvarende nationalhistorisk museum i den ikoniske ramme, som Frederiksborg Slot er. Vi opdaterer J.C. Jacobsens vision, så museet igen bliver et centralt dannelsessted for alle danskere. Vi åbner dørene for samtale og refleksion over, hvad national identitet er: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Og vigtigt: Vi er nysgerrige på andres perspektiver.

I videoen fortæller direktør Ulla Tofte om Frederiksborgs aspiration og udvalgte elementer inden for de tre strategiske fokusområder:

Fysiske rammer: Bedre udstillings-, børne- og publikumsfaciliteter. Bedre magasinforhold og mødefaciliteter.

Museumsudvikling: Fokus på kvalitet og diversitet i samlingen. Forskning i samarbejde med universiteter. Udstillinger og formidling, der skaber resonans.

Totaloplevelsen: Frederiksborg skal kendes som en attraktion af høj kvalitet, bestående af et enestående museum, et slot, en barokhave og indgangen til en nationalpark.

Sideløbende optimeres og digitaliseres museets administrative processer i forhold til arbejdsgange og gæsterejse.

Foto: Jonathan Damslund

Fire tværgående strategiske principper

Ud over de tre fokusområder arbejder vi med fire tværgående strategiske principper: Kvalitet, diversitet, bæredygtighed og kommunikation.

Vi stræber efter kvalitet i alle led: Fra gæstens første møde med museum og slot, til samling og forskning. Vi ønsker også mere diversitet: Flere perspektiver på historien, et internationalt udsyn og en bredere publikumssammensætning. Vi har fokus på bæredygtighed, og vi ønsker at være åbne, synlige og tilgængelige såvel i mødet med publikum, fagfæller og mellem medarbejdere. Frederiksborg skal være i øjenhøjde og skabe resonans mellem museum og omverden.

Vores strategi for 2024-2029 er tilgængelig her.

 

Hvem besøgte os i 2024?

245.904 gæster besøgte museet i 2024 – en stigning på 18 % i forhold til 2023 (207.691) og et godt stykke over målsætningen på 225.000 gæster. Antallet af danske gæster (85.561) nærmer sig nu niveauet fra 2019 (93.164) og udgjorde 38 % (65.334) af de besøgende mod 31,5 % i 2023.  Dermed arbejder vi os med små skridt frem mod målsætningen om 450.000 gæster i 2028, hvoraf 50 % skal være danske gæster.

152.740 udenlandske gæster valgte at besøge Frederiksborg. Det er en stigning på 7,3 % i forhold til 2023 (142.366) men stadig ca. 50.000 færre end tiden før Covid-nedlukningerne, hvor en tredjedel af museets gæster var fra Kina.

For at nå målet om henholdsvis 225.000 danske og 225.000 udenlandske besøgende ved udgangen af 2028 styrkes museets markedsførings- og kommunikationsarbejde sideløbende med de øvrige strategiske fokusområder.

Alle tal er baseret på besøgende, der interagerer med museets samling, udstillinger og aktiviteter.