Indlæser Begivenheder
Sæsonaktivitet

Efterårsferie på Frederiksborg

15/10 2022 - 23/10 2022
Køb billet
Sæsonaktivitet 3 / 5

Oplev blandt andet Riddersalen i al sin pragt og se museets nyeste historiemaleri 'Justitia' .

Efter i flere år at have lagt sal til forskellige kongelige særudstillinger, er det fra efterårsferien igen muligt at opleve Riddersalen på Frederiksborg i al sin pragt. Riddersalens imponerende loft og de detaljerige Frederiksborg-gobeliner er omdrejningspunktet for flere af efterårsferiens aktiviteter på museet.

I forbindelse med efterårsferien præsenteres museets nyeste historiemaleri, Justitia, der omhandler Rigsretten som institution. Maleriet er udført af kunstner Mathilde Fenger som en syntese over rigsretssagen mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Justitia er også titlen på en ny særudstilling med skitser til maleriet – blandt andet af sagens hovedpersoner og naturligvis selve historiemaleriet.

Særudstillinger på museet:

Et nyt portræt af H.K.H. Kronprinsesse Mary bliver til.

1000 nye bekendtskaber – 100 gruppebilleder.

Dannebrogordenen 350 år. Sidste chance for at se denne særudstilling er 23/10.

Se de forskellige aktiviteter i forbindelse med efterårsferien nedenfor.

For aktiviteter særligt målrettet besøgende med børn, se her.

Historievandringer

Museets slotsværter tilbyder hver dag løbende historievandringer i Riddersalen. Historievandringerne giver indblik i salens interiør og historie for både voksne, børn, familier og grupper. Værterne er klædt i dragter, der er genskabt ud fra portrætter på museet.

Hør om Riddersalens brug under Christian IV, genopbygningen efter slottets katastrofale brand i 1859 og de 28 års gobelinvævning, der blev ledet af Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll, og som først afsluttedes i 1928.

Riddersalen, hver dag kl. 10-16.45.

 

 

Omvisninger

Omvisninger om Frederiksborg Slots historie fra kongebolig til nationalhistorisk museum tager besøgende med rundt på slottet og viser alle slottets pragtrum. I efterårsferien har omvisningerne ekstra fokus på Riddersalen.

Hver dag kl. 11.30-12.15: Frederiksborg Castle – from royal residence to Museum of National History (engelsk)

Hver dag kl. 13.30-14.15: Frederiksborg Slot – Fra kongebolig til nationalhistorisk museum (dansk)

Omvisningerne starter i slottets gamle spisesal, Rosen, i stueetagen. Tilmelding ved ankomst.

 

 

Audioguider

Appen Smartify indeholder museets udvalg af audioguider. Hent appen forud for besøget og vær ekstra godt forberedt. Vælg mellem audioguiderne Frederiksborg Slot og Museum og Stueguide. Førstnævnte er en rundtur på ca. 50 minutter. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af alle stuer på museet. Appen indeholder også en scanningsfunktion, der gør det muligt at scanne portrætter og historiemalerier for information om værkerne.