Indlæser Begivenheder

Fantastiske Frederiksborg: Porttårnet og det kongelige triumftog

28/09 2024 - 06/10 2024

Oplev det imponerende Porttårn, også kaldet ’Fangetårnet’ – en arkitektonisk perle og et mesterværk i dansk arkitektur!

Fantastiske Frederiksborg: Porttårnet og det kongelige triumftog

Porttårnet på Frederiksborg Slot rejser sig over S-broen på vej ind i springvandsgården. Det forbinder Frederik II’s og Christian IV’s Frederiksborg og står som et monument over kongernes magt og selviscenesættelse. Nu åbnes tårnet for første gang for besøgende på Nationalhistorisk Museum.  På denne særlige omvisning udforsker vi de historiske rum, kigger ud af de storslåede vinduer og mærker historiens vingesus. Vi kommer helt op under taget og ser den imponerende tagkonstruktion.

Omvisningen tager dig også med gennem Staldgade og slotsgårdene, hvor vi dykker ned i slottets rige arkitektoniske detaljer. Vi fortæller om de mange restaureringsprojekter, som har holdt tårnet i stand gennem århundreder, og de personer, der har været ansvarlige for dette store arbejde – fra konger til Slots- og Kulturstyrelsen.

På turen op til Porttårnet vil du opleve, hvordan Christian IV skabte et billede af sig selv som en mægtig europæisk fyrste. Fra Porttårnet får vi et unikt overblik over slottet og hans store ambitioner. Du vil også høre om tårnets historie som bolig for kongesønner, fangehuller og senere anvendelse som depot for historiske ovne.

Dette er en enestående mulighed for at opleve en skjult del af Frederiksborgs historie og arkitektur, som normalt ikke er tilgængelig for offentligheden. Omvisningen varer ca. 90 minutter, med 45 minutter inde i tårnet (max 10 personer ad gangen), hvor du også får tid til at gå på opdagelse på egen hånd.

Praktik: Omvisningen er desværre ikke egnet for gangbesværede. Det kræver en del benarbejde at komme op og ned inde Porttårnet, og der er flere steder med stejle trapper. Der er ikke adgang for barnevogne, rollatorer og kørestole i Porttårnet.  Vi beklager på forhånd.

Hvornår: 28. 29. september og 5. 6. oktober. Hver dag afholdes tre omvisninger på hver tur kl. 11.00-12:30, 13.00-14:30 og 15.00-16:30. Maksimum på 20 personer per omvisning.

OBS! Billetterne sættes til salg i uge 37.