Indlæser Begivenheder
Sæsonaktivitet

Fantastiske Frederiksborg: Sommerferie for børn!

28/06 2024 - 11/08 2024
Sæsonaktivitet 1 / 2

Tag på opdagelse blandt finurlige genstande og form guder i skulpturværkstedet! Frederiksborg er fantastisk for børn.

Nordens største renæssanceslot. Bygget til pomp og pragt og for at vise kongens magt. Frederiksborg Slots sale og lofter rummer en ufattelig detaljerigdom, og I skal sætte god til af til at se på Nationalhistorisk Museums tusindvis af portrætter, genstande og malerier.

Fantastiske Frederiksborg: For Børn 

Tag på opdagelsesrejse blandt tusindvis af finurlige genstande og udforsk slottets sale, lofter og tidslommer. Find frem til de magiske detaljer på egen hånd med museets særlige guide for besøgende med børn i alle aldre. Oppe, nede, ude, inde: Familieguiden Fantastiske Frederiksborg tager besøgende med hele vejen rundt på Slotsanlægget, fra Slotskirken og Riddersalen gennem samlingen på Nationalhistorisk Museum til Barokhaven og Louises ø ved det lille Badstueslot i den romantiske landskabshave.

Aldersgruppe: Hele familien kan være med her. Både teenagere og ihærdige opdagelsesrejsende på 7 år!

Skulpturværksted i Guder Genskabt

Gør fortidens og nutidens billedhuggere kunsten efter! Tegn skitser og form skulpturer i selvhærdende ler i skulpturværkstedet i særudstillingen Guder Genskabt. Bliv inspireret af skulpturerne i udstillingen: Vidunderlige Venus, mægtige Bacchus’ vindrueklaser eller fragmenter af hænder og føder. Både børn og voksne er velkomne til at prøve kræfter med skitser og ler.

Skulpturværkstedet er åbent 14.00–16.45 hver dag. En portion ler koster 25 kr. pr. deltager.
Skitsetegning: 10.00-16.45 er gratis. Ændringer i programmet kan forekomme og vil fremgå her.

Aldersgruppe: Alle kan forme en vindrue. Nogle ruller en pølse og andre former Venus.

Tegn rumraketter og astronautportrætter

Vi har alle en forestilling om rummet og universet. Og langt de fleste har set billeder af Andreas Mogensen i fuldt astronautudstyr eller svævende vægtløs rundt på ISS. I udstillingen indbyder vi børn, og voksne hvis de har lyst, til at skitsere deres bud på et astronautportræt af Andreas Mogensen. Måske svæver han i Cupola. Måske sidder han i rumraketten, eller måske sidder han under en stjernehimmel.

Aldersgruppe: Alle kan tegne en astronaut eller en rumraket!

Prøv historiske dragter

Museets populære, historiske dragter i børnestørrelse kan i prøves hver dag i skolernes sommerferie. Dragterne er genskabt ud fra portrætter i portrætgalleriet. Hold særligt øje med de første stuer, I kommer igennem på besøget på 1. sal. Her kan I finde dragterne på portrætter af fx Christian 4. som barn og voksen, hans datter Leonora Christina og Frederik 2.s dronning Sophie.

Aktiviteten foregår i tidsrummet 11.00-13.30. Ændringer i programmet kan forekomme og vil fremgå her.

Aldersgruppe: Fra 3-10 år afhængig af størrelse.

Den lille færge og Slotshaverne

’Den lille færge’ M/S Frederiksborg sejler på Slotssøen hele sommeren. Oplev Frederiksborg Slot fra søsiden, når færgen sejler helt tæt på de imponerende bygninger, der står på kampesten i Slotsøen. Der er mulighed for at stige af og på ved Rosenhaven ved den lokale legeplads, på Torvet og ved Barokhaven. Springer man af undervejs, kan man springe på senere og fuldføre turen rundt. En sejltur tager ca. 25 minutter. Færgen sejler hver halve time.

Sæt tid af til at gå en tur i Barokhaven, dufte til den flotte flora og lytte til brusende springvand. På de øvre plateauer er der store labyrinter, der indbyder til gemmeleg og afslapning. Ved siden af Barokhaven ligger den romantiske landskabshave med Badstueslottet, Louises ø i en sø og snoede stier og kanaler, der fører tilbage til Frederiksborg Slot.

Kig efter dyr! 

Fasaner, ræve, kronhjorte, ulve og kaniner gemmer sig i lofterne på jagt- og pragtslottet Frederiksborg. Lige siden kongerne gik på jagt i skovene udenfor slottet, har dyrene boltret sig i farverige kunstværker og lofter. Når I har ledt efter dyr i Riddersalens lofter bliver I ledt videre ud på museet med nye øjne på samlingen og lofterne.

Aldersgruppe: Anbefalet til de 4-8-årige gæster.