Indlæser Begivenheder
Særudstillinger

Forglem mig ej

31/10 2024 - 09/03 2025
Køb billet
Særudstillinger 1 / 5

Liv. Død. Længsel. Særudstilling med Frederiksborgs samling af livs- og dødsmasker.

At sætte tiden i stå, bevare øjeblikket, eviggøre de mennesker vi elsker. Forglem mig ej er en fascinerende og sanselig udstilling med Frederiksborgs store samling af livs- og dødsmasker i centrum.

Op gennem europæisk kunst- og kulturhistorie er livs- og dødsmasker, afstøbninger taget direkte af ansigtet, blevet fremstillet for at fastholde mindet om mennesker, der har været betydningsfulde for os. Maskerne står tilbage som både nøjagtige vidnesbyrd om specifikke personers ansigtstræk og som sanselige, sælsomme spor efter levende mennesker.

Blandt maskerne i udstillingen findes ansigter på nogle af de mest kendte danske personligheder, bl.a. Karen Blixen, Bertel Thorvaldsen, Holger Drachmann og Johannes V. Jensen. Hver rynke, fold, linje – enkelte endda med øjenvipper eller skæghår – er bevaret i aftrykket, der står sanseligt og nærværende tilbage.

Udstillingen præsenterer maskerne sammen med en række malerier, buster, tegninger, voksskulpturer og samtidskunst, der tilsammen undersøger vores forhold til kroppen, livet, døden, savnet, ansigtet og portrættet.