Jul på Frederiksborg
Julesymfonier og -melodier strømmer ud på museet.
Julesymfonier og -melodier strømmer ud på museet.
Händels Messiah i Riddersalen, Corellis berømte julekoncert i g-mol fra ca. 1690 i Audienssalen og fortryllende julemelodier i Prinsessefløjen. I julemåneden lader vi lyden af jul fylde de store pragtrum og de lysekroneoplyste korridorer på 2. sal i Prinsessefløjen. Velkommen i de stemningsfyldte sale, når vi for første gang på Frederiksborg sætter lyd på julen!
I Englesalen står museets juletræ, der indgår som en del af julebesøget for skoleelever om Grevinde Danners julefester på slottet. Under Eventyrloftet i den store 18-1900-tals stue på 1. sal i Prinsessefløjen lyder Lydmors værk, der blev skabt til loftet i forbindelse med særudstillingen Magiske Lofter.
Oplev den helt særlige vinterstemning
Når mørket falder på og på vinterdage med tunge skyer, er der mulighed for at opleve Frederiksborg på en helt særlig og stemningsfuld måde! Gå en magisk tur under lysekronerne og oplev Slotskirken, Riddersalen og Prinsessefløjen på 2. sal i lysekronernes skær. Andre dele af Frederiksborg er indhyllet i stemningsfyldt mørke. Gå på opdagelse i portrætgalleriet med lommelygte og oplev scener på historiemalerier og portrætter af fortidens store personligheder tage sig helt anderledes ud.
Læs om vinteren på museet, med lysekroner og lommelygter her.
I anledning af julen gør vi opmærksom på højmesser og særlige arrangementer i Frederiksborg Slotskirke. Under kirkelige handlinger lukkes gallerigangen på første sal, men som besøgende på Frederiksborg er du velkommen til at deltage i gudstjenester og højmesser. Vi genåbner kirken for vores gæster, så snart den kirkelige handling er slut. Slotskirken er kendt for de mange våbenskjolde, kongelige bryllupper og salvinger – og i nyere tid også som kulisse i julekalenderen Tinka og sjælens spejl.