Indlæser Begivenheder
Børneaktiviteter

Kongelige dage på Frederiksborg i efterårsferien

10/10 2020 - 18/10 2020
Køb billet
Børneaktiviteter 5 / 4

I efterårsferien puster Det Nationalhistoriske Museum liv i fortællingerne om de danske konger og dronninger, der siden 1500-tallet har beboet slottets gemakker eller benyttet kirken til storslåede salvinger.

Fra lørdag d. 10. oktober til søndag d. 18. oktober kan børn i følgeskab med voksne dykke ned i danmarkshistorien og gennem fortællingerne komme tæt på kongerne og dronningerne på Frederiksborg. På guidede familieomvisninger fortælles historien om kongernes Frederiksborg ud fra portrætterne og de imponerende historiemalerier i slottets pragtrum.

Forskellige historiske værter fortæller, iklædt genskabte, kongelige dragter, om deres samtid og personlige historier, og i Audienssalen er det hver dag muligt at komme i audiens hos kongen, som man kunne gøre det netop hos Frederik 4. eller Christian 5. i den prægtige Audienssal på Frederiksborg i slutningen af 1600-tallet.

Frederiksborg kan også udforskes på egen hånd gennem forskellige sporlege, herunder en til efterårsferien særlig sporleg om kongerne og dronningerne på Frederiksborg. Det er også muligt at benytte en digital guide, der er udviklet til besøgende med børn og teenagere, som ønsker at få fortalt eller selv læse helt korte eller længere historier under besøget. Der er desuden sporlege til alle særudstillinger.

Bemærk: Reservation af plads på familieomvisninger skal ske telefonisk til: 4820 1454 mellem kl. 10 og 17. Eventuelt ledige pladser kan reserveres ved ankomst på dagen. Der er plads til 25 deltagere per omvisning. Alle aktiviteter indgår i billetprisen til museet. 

Aktiviteter for børn hver dag:

  • 10.00-17.00: Børneområde i Frederiksborgs gamle spisesal ’Rosen’:
    Posér som Frederik 4. og skab dit eget kongeportræt. Lav royale figurer af piberensere eller tegn dit eget kongelige våbenskjold med inspiration fra de mange våbenskjolde i Slotskirken på Frederiksborg. Børneområdet er forbeholdt børnefamilier. Der er god plads og særlige hygiejneforanstaltninger.
  • 10.00-12.00 samt 14-16.45: Mød en historisk vært i kongelig dragt ved sit portræt:
    En historisk vært fortæller om den person i portrætgalleriet, som bærer den kongelige dragt og som har haft en særlig tilknytning til Frederiksborg Slot.
  • 11.00-11.45 samt 14.30-15.15: Familieomvisning i ’Kongernes Frederiksborg’:
    En guidet omvisning gennem Frederiksborgs stuer, pragtrum og slotskirke med fokus på kongerne på Frederiksborg – de populære, de sagnomspundne, de enevældige, dem man ikke har hørt så meget om og – naturligvis – deres dronninger.
  • 12.00-13.00: Procession og audiens hos kongen i Audienssalen på Frederiksborg:
    Kom i Audiens hos kongen i slottets audienssal. Museets historiske vært guider besøgende gennem den rigtige procession og fortæller om audienssalens funktion og udsmykning.