November i Slotshaverne
Haverne gøres klar til vinter. Oplev Slotshaverne, Slotssøen og området uden for Frederiksborg Slot.
Haverne gøres klar til vinter. Oplev Slotshaverne, Slotssøen og området uden for Frederiksborg Slot.
I starten af november er efterårsfarverne stadig at finde i Slotshaverne, om end der nu er færre blade på træerne. Farverne strækker sig gennem hele haveanlægget, og de sidste gyldne og orange nuancer lyser op mellem de næsten nøgne grene. I Barokhaven skaber de sparsomme blade på træerne en særlig stemning, som gør det til en oplevelse at gå igennem de falmede alleer.
Baljeplanter fra Barokhaven sættes i drivhus for at beskytte de sarte middelhavsplanter mod den kolde danske vinter.
Barokhaven er åben fra solopgang til solnedgang.
De enorme mængder af nedfalden løv fra træer og buske fjernes fra græsplæner og belægninger og fordeles i nærliggende beplantninger og skovområder, så det indgår i det naturlige kredsløb til gavn for mikroorganismerne.
En del af havens 300-år gamle lindetræer knudebeskæres for at fastholde form og størrelse og får derved helt skulpturelle dimensioner indtil de næste forår – lettere forsinket i forhold til alle andre træer, igen dækkes af nyt grønt løv.
Springvandet tømmes og der lægges i stedet et lag af halm og gran for at beskytte mod kulden henover vinteren.
Den Lille Færge M/S Frederiksborg er taget op og skal vinteropbevares.
En gåtur rundt om Slotssøen viser Frederiksborg Slot fra mange forskellige vinkler og er et hyggeligt møde med slotsbyen Hillerød.
Museets jord-til-bord-restaurant Rabarbergaarden Slottet har nu aftenåbent fredag og lørdag. De øvrige dage er der åbent til kl. 17.00. Menuen tager som altid udgangspunkt i årstidens grønt; rodfrugter, kål og græskar, som er høstet på Rabarbergaardens egen gård i Vejby.
Velkommen i Slotshaverne i november!
Der er gratis adgang til haverne.