Indlæser Begivenheder
Særarrangement

Slotssødage på Frederiksborg

10/06 2023 kl. 10:00 - 16:30
Særarrangement 1 / 2

Klokkespilskoncert, historievandringer og historiske dragter udenfor på Frederiksborg

Hvorfor hedder Frederiksborg Slot Frederiksborg Slot? Hvilke bygninger er opført af hvem, hvorfor og hvornår? Og hvad er det, man kan opleve indenfor på slottet 164 år efter den katastrofale brand i december 1859?

I anledning af Slotssødage i Hillerød bevæger museets værter sig ud i slotsgårdene. Her fortæller de – iklædt dragter, der er skabt ud fra portrætterne i portrætgalleriet på museet – om renæssanceanlægget, Frederiksborg Slots, historie. Arkitekturen gemmer f.eks. på historier om kongelige ambitioner og antik symbolik. Værterne fortæller også om, hvad man som gæst kan opleve inde bag murene på Det Nationalhistoriske Museum.

Historievandringer
Følg med værterne på små hyggelige historievandringer gennem Staldgade, ved Neptun-springvandet i ydre slotsgård, forbi antikkens store helte på søjlerne foran hovedslottet og ved Marmorgalleriet i indre slotsgård. Historievandringerne er gratis, finder sted løbende og kræver blot, at man henvender sig til værterne. Alle er velkomne til at lytte med undervejs.

Historievandringerne finder sted mellem 10.30 og 12.00 og igen fra 13.00-16.30.

 

Aktiviteter indenfor på Frederiksborg
Indenfor på slottet finder museets weekendaktiviteter sted. Der er familieomvisning lørdag kl. 11.30 og omvisning om slottets og museets historie kl. 13.30. Det Nationalhistoriske Museum med Danmarks Nationale Portrætgalleri kan også opleves på egen hånd med audioguide og med sporlege for børn. Der er dragtprøvning i den gamle vinkælder under slottet og portrætværksted i særudstillingen Portræt NU! 2023.
Børn (0-18 år) har gratis adgang ifølge med voksne. Køb billetter her

Klokkespilskoncert i indre slotsgård

Lørdag d. 10. juni kl. 14.30 til 15.00 spiller Frederiksborg Slotskirkes klokkenist, Ulla Handler klokkespilskoncert. Koncerten præsenteres i samarbejde mellem museet på Frederiksborg og Frederiksborg Slotskirke.

Koncerten kan høres både i Slotsparken og på Torvet i Hillerød, men i dagens anledning kan musikken fra de gamle klokker også nydes helt tæt på, nemlig lige under klokketårnet i indre slotsgård, hvor der er sat stole op.

Koncerten er gratis.

Værter i dragter på Torvet i Hillerød

Allerede fredag d. 9. juni er der mulighed for at se et udvalg af historiske dragter. Mellem kl. 14.30 og 16.30 bevæger museets værter sig – sammen med børn iført de dragter, som børn kan prøve på museet – ud i Hillerøds bykerne, hvor de på Torvet fortæller om Frederiksborg Slot og Museum.

 

Bemærk, at programmet udendørs fredag og lørdag kan ændres i tilfælde af dårligt vejr.