Indlæser Begivenheder
Sæsonaktivitet

Sommer på Frederiksborg

25/06 2022 - 07/08 2022
Køb billet
Sæsonaktivitet 2 / 3

Oplev Frederiksborg på daglige omvisninger om slottes og museets historie og gennem udvalget af audioguider.

Hver dag fra lørdag d. 25. juni til og med søndag d. 7. august byder museet på omvisninger om Frederiksborg Slots historie – fra tiden som kongebolig og tiden med de enevældige kongers kroningsceremonier i Slotskirken – til natten, hvor en katastrofal brand ødelagde slottet, der efterfølgende, særligt på initiativ af Carlsbergs grundlægger, brygger J.C. Jacobsen, blev genopbygget og åbnet som nationalhistorisk museum.

 

Omvisningerne foregår i de storslåede pragtrum og overdådige stuer og tårnværelser, hvor portrætterne i det nationale portrætgalleri sætter ansigter på personer, der har formet Danmarks historie. Ud fra en række monumentale historiemalerier fortæller museets omviser om maleriernes tilblivelse og begivenhedernes betydning.

Kl. 11.30-12.15 Frederiksborg Castle – From royal residence to museum of national history (engelsk)

Kl. 13.30-14.15 Frederiksborg Slot – Fra kongebolig til nationalhistorisk museum (dansk)

Tilmelding til omvisning sker ved ankomst. Tidspunkterne er med forbehold for ændringer. Tjek hjemmesiden på dagen for besøget.

Frederiksborg på egen hånd
Det Nationalhistoriske Museum er kronologisk bygget op som en vandring gennem Danmarks historie. Historien om Frederiksborg, Det Nationalhistoriske Museum og aktuelle særudstillinger kan også høres og opleves med museets udvalg af audioguider. Hent museumsappen SMARTIFY til eget device før besøget i Google Play/Appstore og vær godt forberedt til besøget på Frederiksborg.

I SMARTIFY findes følgende muligheder for at udforske Frederiksborg på egen hånd:

  • Audioguide til Det Nationalhistoriske Museum. Ca. 50 minutter.
  • Stueguide til de mange stuer på Frederiksborg
  • Scanningsfunktion – scan portrætter og historiemalerier for information om værkerne
  • Børneguide – udvalgte stuer på Frederiksborg i børnehøjde
  • Audioguide til særudstillingen H.K.H. Kronprinsesse Mary 1972-2022
  • Oplæsninger fra Leonora Christinas selvbiografiske værker i særudstillingen Leonora Christina 400 år. En stemme fra Danmarkshistorien.

Bemærk at det er muligt at skifte mellem audioguider, stueguide, scanningsfunktion m.m. undervejs i besøget. Husk høretelefoner. Besøgende med børn kan afspille audioguider uden brug af høretelefoner.

Se sommeraktiviteter for børn her.