Indlæser Begivenheder
Sæsonaktivitet

Sommerferieaktiviteter for børn

26/06 2021 - 08/08 2021
Køb billet

Jagten på Danmarks dronninger og andre aktiviteter for børn i skolernes sommerferie

Jagten på Danmarks dronninger og Kongernes Frederiksborg

Danmarks konger og dronninger er omdrejningspunktet for Det Nationalhistoriske Museums sommeraktiviteter for børn og børnefamilier i skolernes sommerferie.  På to daglige omvisninger kan børn i følge med voksne deltage i henholdsvis Jagten på Danmarks dronninger (formiddag kl. 10.30) og Kongernes Frederiksborg (eftermiddag kl. 14.00).

I Jagten på Danmarks Dronninger skal børn ved hjælp af nogle af museets gamle dokumenter hjælpe museet med at finde frem til de dronninger, som dokumenterne handler om. Jagten tager de yngste gæster gennem den historiske samling og slutter i særudstillingen Dronningens Ansigter.

På omvisningen Kongernes Frederiksborg fortæller museet, med udgangspunkt i Frederiksborgs pragtrum, om kongerne på Frederiksborg Slot, og hvad de storslåede rum blev brugt til.

Jagten på Danmarks Dronninger kan desuden udføres på egen hånd gennem en af museets sporlege.

For at være sikker på at få plads på omvisninger, bør disse bookes på forhånd på tlf. 48201454. Billetter købes separat online eller ved ankomst.

Audioguide og sporlege

Museumsappen SMARTIFY indeholder en børneaudioguide, der guider familier med børn rundt på slottet på egen hånd. Via appen fortælles historien om Frederiksborg Slot gennem stuer og malerier og i børnehøjde. Appen indeholder også en stueguide til de mange stuer på Frederiksborg og giver mulighed for at scanne flere af museets malerier for yderligere information om disse. Appen kan downloades før besøget. Museets værter i børneaktivitetsområdet kan hjælpe med at downloade og starte audioguide og stueguide ved ankomst.

Museet tilbyder desuden sporlege til museet og blandt andet særudstillingen Dronningens Ansigter.

Aktivitetsområdet i slottets gamle spisesal Rosen

I børneaktivitetsområdet i slottets gamle spisesal er museets genskabte historiske dragter til børn udstillet. Genskabte historiske dragter findes også rundt omkring på slottet i forbindelse med de portrætter, som dragterne er genskabt ud fra. I børneaktivitetsområdet kan danske konger og dronninger farvelægges og klippes ud som påklædningsdukker ligesom, at man kan designe sit eget våbenskjold og l’Union Parfaite-orden.

Velkommen til børn og voksne i sommeren 2021!