Indlæser Begivenheder
Særudstillinger

Tag på museum hjemmefra!

04/04 2020 - 13/04 2020
Særudstillinger 5 / 4

Påsken 2020 på Frederiksborg bliver digital! Tag på virtuel tur, gå på portrætjagt eller følg med på Facebook.

Tag med på en digital vandring gennem flere hundrede års danmarkshistorie via museets virtuelle tur. På turen kan du opleve Frederiksborgs pragtrum og stuer og komme tæt på begivenheder og personligheder.

Se eller gense tidligere særudstillinger
Der er rig mulighed for at se eller gense tidligere kulturoplevelser på Frederiksborg i påskedagene. Oplev eksempelvis særudstillingerne ’Regent i 40 år’ om H.M. Dronning Margrethe II, ’Prins Henrik’, ’Krigen 1864’, ’Danmark og Zarernes Rusland’ såvel som portrætudstillinger med Ralph Heimans’ portrætter og museets portrætkonkurrence ’Portræt NU!’. Den nyligt afsluttede særudstilling med Jesús Herrera Martínez’ kunst kan også opleves hjemmefra.

Portrætjagt
Mens Frederiksborg venter på igen at slå slottets gamle porte op, og værter iklædt historiske dragter møder besøgende rundt om på museet, kan børn, børnefamilier og andre interesserede via den virtuelle tur bevæge sig rundt på museet og gå på jagt efter de portrætter, som museets historiske dragter er genskabt ud fra.

Palmesøndag, tirsdag, skærtorsdag, lørdag og 2. påskedag (kl. o9.00) offentliggør museet under menupunktet ‘Det sker’ et udsnit, en ledetråd og historisk baggrundsviden, der leder frem til et bestemt portræt! Portrætterne hænger forskellige steder i de mere end 50 stuer og pragtrum, som er en del af den virtuelle tur rundt på Det Nationalhistoriske Museum. Ved hjælp af piletaster og touch-funktioner er det muligt for besøgende i alle aldre fra sofaen eller spisebordet at bevæge sig rundt i portrætgalleriet. Hold øje med ‘Det sker’ de pågældende dage.

Føljeton om Genforeningen 1920 på Facebook
I år markerer to særudstillinger på Frederiksborg 100-året for Genforeningen 1920, og i anledning af en af de markante begivenheder i forbindelse med Genforeningen, nemlig ‘Påskekrisen’ i 1920, sætter museet i påsken fokus på Genforeningen via en række opslag på Facebook. Følg med på Facebook-profilen ‘Det Nationalhistoriske Museum’.