Talk med Tore Leifer: Digter Pia Tafdrup og kunstner Dan Stockholm
Kom og lyt til Talk med Tore Leifer, som denne gang får besøg af digter Pia Tafdrup og kunstner Dan Stockholm
Når erindring bliver til værker
I denne Talk med Tore Leifer har vi inviteret digteren Pia Tafdrup og kunstneren Dan Stockholm til en samtale om erindring og de spor, vi efterlader i livet. Afsættet er den aktuelle særudstilling “Forglem mig ej”, der går helt tæt på temaer som liv, død og længsel.
Både Tafdrup og Stockholm bearbejder deres sorg og mindet om deres forældre i deres værker. De arbejder med ideen om, at det, vi har mistet, ikke er helt væk, men efterlader spor, som vi kan røre ved, mærke og måske forstå på en ny måde. Søgen efter erindringen og aftrykket af det tabte skaber en dyb forbindelse mellem de to kunstneres værker. Tore Leifer er vært, og publikum er naturligvis velkomne til at stille spørgsmål.
Dan Stockholms værk ’By Hand’, som kan opleves i særudstillingen ’Forglem mig ej’, er en mur af ubrændt med aftryk af hænder. I installationen bearbejder han tabet af sin far gennem en fysisk manifestation af sin sorg og erindringsproces. Under værkets tilblivelse berørte Stockholm hver eneste mursten i sin afdøde fars hus, hvorefter han overførte denne berøring til aftryk af sine hænder – som fossiler i sten. Nærmest som et ekko af denne berøring skriver Pia Tafdrup i sine digte også om at tage sin afdøde mors ansigt i hænderne.
Pia Tafdrup udgav i september 2024 digtsamlingen ’Hjertet i zenit’, som udspringer af hendes mors død. Nyskrevne digte står side om side med ældre og væver en strøm af hemmeligheder om drømme og længsler, traumer og flugt, alderdom og sorgen ved at blive mor for sin egen mor.
Læs mere om udstillingen her.
Vi anbefaler at udstillingen besøges inden talken.
Hvor: Valdemarssalen. Der er adgang via trapper. Elevator findes i Prinsessefløjen mod syd.
Jeg har årskort – skal jeg bestille billet?
Ja, det skal du. Der er arrangementsgebyr på 50 kr. Husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret i at deltage på dnm@dnm.dk. Så kan en anden få glæde af din plads.Jeg har årskort – kan jeg tage en ledsager med gratis?
Ja, du skal bestille en ekstra billet til din ledsager. Arrangementsgebyr på 50 kr. pr. deltager.Hvad koster billetten?
Billetter koster almindelig billettakst + et arrangementstillæg på 50 kr.Hvordan ved jeg, at jeg har købt den rigtige billet?
Arrangementets navn fremgår på billetten.Arrangementet fremgår ikke på billetten?
Så har du købt en almindelig dagsbillet til almindelig billettakst. Henvend dig til dnm@dnm.dk