Indlæser Begivenheder
Sæsonaktivitet

Vinter på museet

01/11 2024 - 28/02 2025

Oplev museet oplyst af lysekroner, stearinlys og lommelygter.

 

 

Når mørket falder på og på vinterdage med tunge skyer, er der mulighed for at opleve Frederiksborg på en helt særlig og stemningsfuld måde! Gå en magisk tur under lysekronerne og oplev Slotskirken, Riddersalen og Prinsessefløjen på 2. sal i lysekronernes skær. Andre dele af Frederiksborg er indhyllet i stemningsfyldt mørke. Gå på opdagelse i portrætgalleriet med lommelygte og oplev scener på historiemalerier og portrætter af fortidens store personligheder tage sig helt anderledes ud.

Vi skifter til museets og slottets after-dark udgave, når klokketårnet slår tre i weekenden. Her lukker museet klokken 17. På hverdage – og på overskyede dage kan mørket opleves før kl. 15, hvor museet lukker. Vi anbefaler brug af lommelygter både for atmosfære og orientering, særligt i de helt mørke områder. Besøgende opfordres til at medbringe lommelygter eller meget gerne benytte telefonlygter til at lyse op! Museet udlåner også lommelygter, dog i begrænset omfang.

Af sikkerhedsmæssige årsager er der elektrisk lys i museets lysekroner, og stearinlysene er batteridrevne.

Almindelig belysning

Mens størstedelen af museet er indhyllet i lysekronernes stemningsfulde skær og dæmpet eller ingen belysning, præsenteres særudstillingerne samt samlingerne fra det 20. og 21. århundrede på tredje sal under almindelig belysning i åbningstiden, så alle detaljer træder tydeligt frem.