Kunstfaglig museumsinspektør

Museumsinspektør søges til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

Har du lyst til at stå i spidsen for nye særudstillinger og være med til at styrke Det Nationale Portrætgalleri på Frederiksborg?

Til en nyoprettet stilling søger vi en kunstfaglig museumsinspektør, der kan bidrage til udviklingen af museet over de kommende år. Sammen med kollegaer i en ny programafdeling skal du aktualisere museets enestående samling gennem udstillinger, der giver rum for refleksion over egen og fælles identitet.

Vi håber at få en kollega, der kommer med nye ideer og visioner, og som har stor erfaring med udstillingsarbejde i praksis. Du skal være vant til at samarbejde med kollegaer i ind- og udland, så museets position og relevans styrkes – ikke blot overfor publikum, men også i museumssammenhænge.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg står foran en forandringsproces, som du bliver en del af. Vi har derfor ikke alle svarene endnu, men ved at bringe nye perspektiver og fagligheder i spil, vil vi sammen udvikle Frederiksborg over de kommende år.

Dine kvalifikationer:

  • Erfaring med udstillinger på projektlederniveau herunder konceptudvikling, kuratering, udstillingsopbygning og økonomistyring
  • Viden om og interesse for dansk og europæisk portrætkunst
  • Erfaring med samarbejde med danske og internationale museer
  • Gode formidlingsevner i skrift og tale
  • Relevant kunstfaglig uddannelse (cand.mag/ph.d. i kunsthistorie eller tilsvarende)

Vi tilbyder:

  • Mulighed for at være med i en spændende forandringsproces, hvor du får stor indflydelse
  • En fantastisk samling, der spænder fra 1400-tallet til i dag
  • Enestående rammer på ét af Danmarks smukkeste slotte
  • Dedikerede kollegaer, der deler ambitionen om at åbne samlingen og gøre museet mere relevant
  • En fast stilling på en arbejdsplads, som du kan være med til at sætte dit præg på

Vi stræber efter at være en arbejdsplads, der kendetegnes ved dialog, tillid og åbenhed. Vi tror, at mange forskellige perspektiver gør os klogere – og museet bedre.

For at skabe et godt fælles arbejdsmiljø vægter vi fysisk tilstedeværelse højt, så hjemmearbejde vil kun være muligt i begrænset omfang. Til gengæld får du en smuk arbejdsplads med udsigt til Neptunspringvandet og tonerne fra klokkespillet som baggrundsmusik.

Løn og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst med Dansk Magisterforening. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til direktør Ulla Tofte, mobil 20700146.

Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt. Send din ansøgning med CV til chefsekretær Mette Carstensen: mc@dnm.dk  senest søndag den 11. december. Samtaler forventes afholdt 15. og 19. december. Du kan læse mere om museet her: https://dnm.dk/om-museet/

Museet er en del af Carlsbergfamilien, som du kan læse om her: https://www.carlsbergfondet.dk/da

Billede: Margrethe Vestager. Fotografi af Søren Solkær, 2017.