I forbindelse med vores 1864-udstilling i foråret 2014, lavede vi en historisk dagbog med vigtige begivenheder i 1864. Disse datoer har vi samlet i dette indlæg, da de kan give et godt rids over krigen. De kan også bruges til at illustrere, hvordan man kan arbejde med billeder i historieformidlingen.
31. januar 1864: Denne sidste dag i januar erklæredes krig fra tysk side til stor overraskelse for den danske overkommando, der tidligst havde ventet et krigsudbrud i løbet af foråret: Den danske hær var langt fra parat til krigshandlinger mod den overlegne preussisk-østrigske hær. Trods krigserklæringens alvorlige budskab sendte den preussiske øverstbefalende von Wrangel dog samtidig en hilsen til sit danske modstykke, overgeneral de Meza: ”Han griber tillige denne anledning til at udtale for hr. generalløjtnant de Meza forsikringen om sin mest udmærkede højagtelse.” Portræt af Christian Julius de Meza, malet af Heinrich August Georg Schiøtt, 1860.
5. og 6. februar 1864: Den danske overkommando og overgeneral de Meza vurderede, at hærens stilling ved Dannevirke var for udsat for angreb fra den allierede hær. Derfor iværksatte man et tilbagetog mod andre stillinger i Jylland, bl.a. Dybbøl og Fredericia. Denne operation – der omfattede 40.000 soldater, 10.000 heste, samt hundredevis af kanoner og vogne med fødevarer og ammunition – skulle foregå i dybeste hemmelig og var en enorm logistisk udfordring, især fordi fjenden var så tæt på. Den preussisk-østrigske styrke planlagde et ødelæggende angreb på den danske stilling, men danskerne brød op inden. “Danske infanterister trækker en kanonlavet ved tilbagetoget fra Dannevirke stillingen 1864” malet af Niels Simonsen, 1864.
6. februar 1864: Den danske retræte nordpå var vanskelig pga. det iskolde vejr og de spejlglatte veje. Hæren bevægede sig kun langsomt fremad og måtte til sidst erkende, at de østrigske forfølgere næsten havde indhentet de bagerste styrker. Den danske bagtrop, der bestod af oberst Max Müllers 7. brigade på omkring 3.000 mand, måtte forsøge at bremse østrigerne for at redde resten af hæren. Danskerne og østrigerne tørnede gentagne gange sammen i voldsomme kampe, uden dog helt at kunne knække modparten. Omkring 800 mand, døde og sårede fra begge sider, lå på slagmarken, da de stridende parter henimod aften opgav kampen og trak sig tilbage. Træfningen var, trods de høje tab, en sejr for danskerne, da stort set hele den danske hær ved kampens slutning var bragt i sikkerhed. Dette var frustrerende for den allierede hær, der havde håbet på og planlagt en hurtig og afgørende sejr over de danske styrker. Maleriet er malet af Otto Bache i 1887.
28. februar 1864: Under en forpostfægtning syd for Vejle blev den 24-årige danske dragon Niels Kjeldsen fra 6. dragonregiment dræbt. Hermed grundlægges en af krigens nationalromantiske myter. Selvom Kjeldsen formentlig blev dræbt under flugt, var det i samtiden en udbredt opfattelse, at Kjeldsen ene mand med sabel i hånd vendte front mod den preussiske overmagt og tog kampen op for kun at blive skudt ned bagfra af en nedrig tysker. Begivenheden udløste omkring århundredeskiftet en større polemik i offentligheden om det realistiske ved udlægningen. Her ses maleriet “En Helt fra 1864” af Frants Peter Diderik Henningsen fra 1901. Næppe nogen vil hævde, at Henningsens fremstilling er strengt korrekt. Det er snarere at betragte som et stemningssymbol end som dokumentarisk historiefremstilling, og som symbol på den menige soldats tapperhed er Niels Kjeldsens skikkelse blevet folkeeje.
22. marts 1864: Ovenpå den vanskelige militære situation faldt moralen blandt soldaterne, men humøret forbedredes dog, da Christian 9. kom på uanmeldt besøg i skanserne. Besøget bidrog bl.a. til at højne kongens popularitet, der tidligere havde lidt under, at han var af tysk afstamning. Maleriet her er malet af Otto Bache i 1888 og skildrer kongens besøg i skanse II.
9. april 1864: Efter flere ugers total tysk artilleridominans var de danske skanser stærkt medtagne, og den danske hær kunne hver dag notere sig et tab på omkring 100 mand som følge af det intense bombardement. De danske batterier var desuden ikke længere i stand til effektivt at besvare ilden mod overmagten. Stillingen og dens mandskab var kort sagt ved at gå i opløsning. Dette overbeviste overgeneral Gerlach og resten af den danske overkommando om, at Dybbølstillingen ikke længere kunne holdes, og at man hurtigst muligt måtte evakuere hæren til Als. Den officielle anmodning til Krigsministeriet blev afvist med beskeden om at stillingen skulle holdes til det yderste. På maleriet her ses overgeneral Gerlach på Dybbøl Kirkegård under forpostkampen den 18. marts. Det er malet af Viggo Simesen i 1897.
12. april 1864: På foranledning af Kong Wilhelm i Berlin besluttede preusserne sig for at udskyde stormen på skanserne fra d. 14. til d. 18. april. Man ville grave sig yderligere et par hundrede meter frem mod skanserne og ødelægge flere af danskernes kanoner, før man vovede sig med en storm. Angsten for en fiasko overvandt ønsket om en hurtig sejr. I mellemtiden svækkedes den danske hær dag for dag med massevis af sårede og døde og mere eller mindre ødelagte skanser. “Fra Dybbøl først i april 1864” malet af Jørgen Sonne, 1871.
17. april 1864: 40.000 tyske soldater var nu parate til at gennemføre stormen på Dybbøl. Samtidig var danskerne klar over, hvor håbløs situationen ved Dybbøl var. Flere danske officerer, bl.a. generalmajor Claude du Plat, forsøgte en sidste gang at overbevise generalløjtnant Gerlach om at rømme stillingen. Men Gerlach turde ikke gå imod regeringens ønsker og bad i stedet endnu engang krigsministeren om tilladelse til at trække soldaterne væk fra Dybbølskanserne. Svaret nåede ikke frem, før det var for sent. Samtidig rykkede det 2. og 22. infanteriregiment for sidste gang op i de nedskudte skanser på venstre fløj. Netop her havde tyskerne planlagt at sætte det første stød ind med 11.000 omhyggeligt udvalgte soldater mod de to regimenters blot 2.200 mand, der udmattet ventede på stormen. “Den sidste gang til Dybbøl Skanser” af Simon Simonsen, 1864.
Kl. 10:00 til 10.30, 18. april 1864: Kanonerne tav, og efter et kort øjeblik myldrede de preussiske soldater ud af skyttegravene og frem mod skanserne få hundrede meter borte. Straks affyrede danskerne deres skyts, og preusserne led flere tab, men tropperne i skanserne var alt for få og for ringe udrustet til effektivt at bremse den massive fremrykning. Voldsomme kampe udkæmpedes mellem danskerne og preusserne i skanserne og løbegravene. Efter få minutter faldt de første skanser, og de danske soldater flygtede mod stillingerne længere bagude. Den danske reserve i form af 8. brigades to regimenter, 9. og 20. infanteriregiment, iværksatte endelig med en halv times forsinkelse et voldsomt modangreb. 2. og 22. infanteriregiment befandt sig i en tilstand af opløsning, og de to regimenter på højrefløjen, 16. og 17. infanteriregiment, var truet af omringning. I første omgang blev de fremrykkende preussere kastet tilbage mod skanserne med store tab til følge. Et kort øjeblik fik man det indtryk, at en dansk sejr pludselig var mulig. Men da brigaden nåede Dybbøl Mølle, mødtes den af store preussiske forstærkninger støttet af artilleri, og en voldsom ild regnede ned over 8. brigade, der på få minutter mistede mange hundrede mand. Angrebet gik i opløsning, men havde givet den danske hær mulighed for at påbegynde en tilbagetrækning til Als. “Ottende Brigades angreb ved Dybbøl 18. april 1864” af Vilhelm Rosenstand, 1894.
Kl. 14:30, 18. april 1864: De sidste danske tropper nåede over til Als, og broerne mellem Slesvig og Sønderborg ødelagdes. Efter over fire timers kamp var slaget om Dybbøl forbi. Skanserne og dermed den sidste rest af det slesvigske fastland var gået tabt. Den danske hær havde på få timer lidt et gevaldigt nederlag med utallige dræbte – heriblandt Generalmajor Claude du Plat – sårede og tilfangetagne. Nederlaget ved Dybbøl den 18. april fik afgørende betydning for resten af krigens forløb, og i det hele taget for den danske selvopfattelse og nationale opbygning efter 1864.
9. maj 1864: Et sjældent lysglimt fra et dansk synspunkt: Den danske Nordsøeskadre bestående af fregatterne Niels Juel og Jylland samt korvetten Heimdal under ledelse af admiral Suenson slog en mindre østrigsk flådedeling på to østrigske fregatter og tre mindre preussiske skibe. Efter nogle timers kamp lykkedes det danskerne at skyde det østrigske flagskib Schwarzenberg i brand, hvorefter den østrigske styrke flygtede i sikkerhed i det neutrale farvand omkring Helgoland. Sejren var i højere grad symbolsk end af militær betydning, men det styrkede den danske selvfølelse for en stund. “Slaget ved Helgoland” malet af Carl Dahl, 1865.
Museets samling rummer mange værker fra krigen i 1864 – læs eventuelt om vores undervisningsforløb her.