Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg markerede i 2012 dronning Margrethe IIs regentjubilæum med en særudstilling. Her præsenteredes et nyt portræt af dronningen og de kommende generationer af den glücksborgske kongefamilie. Værket er udført af Niels Strøbek og kan ses som en forlængelse af Laurits Tuxens maleri af de første fire generationer af de glücksborgske konger fra 1902.
Niels Strøbek
Det hele kulminerede med Niels Strøbeks generationsportræt med dronningen, kronprinsen og prins Christian. Her ser man ikke bare kongeriget Danmarks nuværende regent, men også de sandsynlige næste i en horisont, der strækker sig adskillige årtier ud i fremtiden. I det følgende vil jeg se nøjere på Strøbeks nye maleri, der er med til at illustrere den særegne kontinuitet, der karakteriserer et monarki – kongefamilien inkarnerer en meningsgivende sammenhæng mellem nationens fortid, nutid og fremtid. Niels Strøbeks nye portræt placerer sig i forlængelse af Laurits Tuxens De Fire Slægtled fra 1902, som viser Christian IX siddende på enevoldstronen på Rosenborg med sit oldebarn, den lille prins Frederik (IX), flankeret af sin søn kronprins Frederik (VIII ) og sønnesøn prins Christian (X). Dette værk findes på Christiansborg, mens Frederiksborg ejer to forstudier. Til sammen rummer Tuxens og Strøbeks værker syv generationer af glücksborgerne – fire som har været regenter, vor nuværende regent og to formentlig kommende regenter. Allerede nu rækker disse to værker over 149 års danmarkshistorie. Maleren Niels Strøbek modtog sin første portrætopgave i 1970, og selv om han i sin motivkreds har genopdyrket opstillingen, landskabet og menneskefiguren, har han udført adskillige markante portrætter, der placerer ham som en af Danmarks mest fremtrædende portrætkunstnere. Niels Strøbek har tidligere udført tre portrætter af dronning Margrethe, som alle er præget af stor indlevelse og gennemslagskraft. I 1975 malede han det første officielle portræt af majestæten, et portræt, som blev bestilt af Landmandsbanken, nu Danske Bank, til en sal i bankens hovedsæde med officielle portrætter af de glücksborgske konger. Derefter fulgte i 1977 et mere privat portræt, der skildrer regentens personlige interesser. Dette værk tilhører dronningen og prinsgemalen. Endelig malede han i 1998 et portræt til Aarhus Kommune, som hænger på byens rådhus. Det nye portræt har givet kunstneren lejlighed til endnu en gang at skildre en for ham yndet model. Samtidig giver det en mulighed for at se den samme kunstners oplevelse af dronningen gennem forskellige stadier i livet. Kort før årsskiftet i 2010 havde Niels Strøbek lejlighed til på Amalienborg at forelægge sine intentioner for dronningen, og i begyndelsen af januar blev det første møde med de tre kongelige modeller og kunstneren afholdt i riddersalen i residenspalæet. Allerede ved den lejlighed blev påklædningen, de indbyrdes stillinger i kompositionen og personernes placering i rummet fastlagt. Derefter fulgte adskillige besøg i Niels Strøbeks atelier i den indre by. Enten var det dronningen, som havde afsat et par eftermiddagstimer, når der var tid, eller det var kronprinsen og prins Christian, som også ved deres deltagelse gjorde det muligt for kunstneren at gennemarbejde sit værk og føre det til ende.
Generationsportrættet ”Tre Slægtled”
Niels Strøbek har valgt et højformat, 250 x 175 cm, hvor han har skabt en komposition i stående helfigur, der både er monumental og dynamisk. Det monumentale opnår han ved den stående figurgruppe, hvor dronningen naturligt er placeret som emnets hovedperson i billedets midterakse og frontalt. Ifølge almindelige konventioner er hun flankeret af sin søn på venstre, og sin sønnesøn på højre hånd. Det er, som om der derved skabes en forventning om, at billedet er et statuarisk og monumentalt værk præget af ro og balance. Men kunstneren skaber desuden en dynamisk virkning takket være prins Christian. Den lille prins har grebet sin farmors hånd, mens han tager et skridt frem og synes at ville træde ud af billedrummet imod beskueren. Han drejer ansigtet op mod dronningen, som måske vil følge ham i næste nu, mens kronprinsen, der endnu er stående og i ro, er aktivt registrerende. Det overraskende i kompositionens dobbelte virkning skabes også gennem de kongelige modellers påklædning, som for dronningen og kronprinsens vedkommende er den højeste galla. Dette giver et yderst formelt indtryk, der imidlertid brydes af den utvungne livfuldhed, som prins Christian giver anledning til. For at understrege den festlige begivenhed var det kunstnerens ønske, at de kongelige som nævnt skulle være iført højeste galla. Man ser dette på Elefantordenen. Oftest bæres den i et blåt skærf over venstre skulder, men til særligt festlige lejligheder som her bæres den i kæde på skuldrene. I sin egenskab af regent og ordensherre bærer dronningen elefanten, der er udført i hvidemaljeret guld. Denne er med et kvadratisk tårn, som antageligvis er udført til Christian Vs salving i 1671, og siden da er båret af Danmarks regenter. Den til ordenen hørende Elefantordensstjerne er udført i 1731 til Christian VIs salving i guld, sølv, emalje og brillanter. Anbragt under Elefantordensstjernen ses Dannebrogordenens bryststjerne. Dette eksemplar, der er udført i guld, sølv, brillanter og rubiner, har været anvendt siden 1808. Til bryststjernen hører Storkommandørkorset, som bæres i en sløjfe og ses over Elefantordensstjernen. Øverst ses et diamantbesat miniatureportræt malet af Fanny Falkner forestillende dronningens far, kong Frederik IX. Fra samlingen af kronjuveler har dronningen valgt at bære det overdådige smaragdgarniture med diadem bestående af i alt 67 smaragder, som oprindeligt har tilhørt Christian VIII s dronning, Caroline Amalie. Dronningen er iført en pragtfuld ceriserød silkekjole med bladformede applikationer. Oprindelig blev den syet af Mogens Eriksen som frakke over en blomstret taftkjole til kronprinsparrets bryllup i 2004. Den blev omsyet til gallakjole af Birgitte Thaulow i anledning af dronningens 70-års fødselsdag i 2010. Kronprins Frederik er iført søværnets gallauniform. Han bærer Elefantordenen i kæde samt Elefantordenens bryststjerne. Storkommandørkorset bæres om halsen, mens den tilhørende Dannebrogsstjerne ses under Elefantordenen. Desuden bærer kronprinsen en række hæderstegn og medaljer, navnlig forskellige kongelige erindrings- og mindemedaljer. Den lille prins Christian bærer ingen ydre tegn på sin kongelige værdighed. Han er dog ikke længere et småbarn, som da hans oldefader var i den tilsvarende situation, og man kan ane, at karrieren som skoledreng med deraf følgende udfordringer allerede er begyndt. Hans påklædning i en flannelsjakke, mørke bukser og blanke sorte sko er således i fin overensstemmelse både med hans position og med hele den festlige situation. Scenen udspiller sig i riddersalen i residenspalæet på Amalienborg. Denne sal i Christian IXs Palæ, der er beliggende i beletagen og vender ud mod slotspladsen, og som i højden går gennem den overliggende mezzaninetage, er palæets store sal. Her fra balkonen modtager dronningen og den kongelige familie på fødselsdage folkets hyldest. Kunstneren har anbragt de kongelige modeller i nærheden af den balkondør, som alle kender fra slotspladsens synsvinkel, og derved besvarer han spørgsmålet: ”Hvordan ser der mon ud indenfor?”. Salen blev i 1967 restaureret og fik i den forbindelse den turkisgrønne farve. Mellem vinduerne er der spejle, og over dørene er anbragt dørstykker udført af Jacob Fabris, hvoraf ét anes i billedets baggrund. Amalienborg med de fire palæer må siges at være den absolut ideelle scene for en kongelig families liv gennem generationer. De danske konger har siden 1794 haft deres residens på Amalienborg. At der er tale om fire palæer og ikke ét slot, gør, at en yngre generation flytter ind i et andet palæ, og en ældre generation bliver boende, – man bliver genboer. Kunstneren har udnyttet denne arkitektoniske spejling af de portrætterede i sin miljøkarakteristik. Prins Christian vil derfra, hvor han står, kunne se hjem. Palæet, der er udsigt til, er nemlig Frederik VIIIs Palæ, kronprinsparrets nyindrettede bolig. Her har kronprinsparret nu deres hjem, her vil prins Christian vokse op, og her havde dronningen sit barndomshjem. De kongeliges livscyklus er i høj grad forbundet med Amalienborgs palæer, der er et vigtigt element i billedets historiefortælling. De er forbundet med livsaldrenes cyklus såvel som slægtleddenes, idet den voksne tronarving indtager et nyt palæ, der engang bliver residenspalæ. Riddersalen er skildret på en måde, der giver en illusion af at være fuldstændig realistisk med en gengivelse af alle gulvtæppets mønsterdetaljer, gardiner, guldlister, spejle og malerier. I virkeligheden har de fleste billedelementer undergået nærmest umærkelige ændringer, som skaber en syntese af virkeligheden. Det ses tydeligt af den koloristiske behandling af rummet. Væggenes turkise farve, som anes på rummets bagvæg, er intensiveret i vinduesvæggens mørke og er i forgrundens gardiner forvandlet til den dybeste kongeblå. Denne mørke indramning af vinduesfeltet skaber muligheden for at vise det kølige, lysende himmelrum over slotspladsen, som er karakteristisk på Amalienborg, der er beliggende i nærhed af havnen og vandet. Vinduernes stejle linjevirkning og det pragtfulde gulvtæppe danner sammen en ramme, der indeslutter personerne og understreger deres nære fællesskab. Dette indtryk underbygges ved farvevalget, der er baseret på de blå og røde farvenuancer og spiller på modsætningen mellem det varme og kolde. Kronprinsens mørke uniform og prins Christians blågrå jakke fremhæver dronningens røde kjole, der giver en fornemmelse af varme og imødekommenhed. Her er ikke tale om en kølig formalisme, men en smilende majestæt, som vedkender sig og fastholder sin ophøjede rolle og samtidig træder frem som et harmonisk menneske omgivet af kærlighed. Niels Strøbek har som nævnt portrætteret dronningen flere gange tidligere. Også hans første officielle portræt af majestæten fra 1975 er iscenesat på Amalienborg, i et forrum til riddersalen. Dette billede fremtræder med kølig alvor og distance; vi ser en ung, agtpågivende og lidt fjern monark – Danmarks nye dronning i en tid, hvor monarkiet var til diskussion, hvor kongehusets fremtid ikke var givet, og hvor alt var under forandring. Maleriet er uden centralperspektiv, og Strøbek har i stedet, i forlængelse af sin baggrund i den abstrakte billedkunst, koncentreret sig om de basale elementer: linje, farve, flade og form. Dybdevirkning og rumlighed bliver alene skabt gennem parallelitet i elementernes opstilling på samme måde, som klassiske teaterkulisser med sætstykker anbragt bag hinanden. Dette understreger værkets reference til den tidlige renæssances fyrsteportrætter. Med det nye værk har kunstneren til gengæld fundet det nødvendigt at gøre brug af centralperspektiviske virkemidler. Trods den umiddelbare enkelthed er billedet i virkeligheden kompliceret i sin opbygning. Horisonten er placeret i prins Christians øjenhøjde, hvilket underbygger kompositionens monumentalitet. Desuden er flere perspektiviske enheder anvendt: vinduet, gulvet og væggene, hver del har sit eget perspektiv. Det er en frasering af virkeligheden, hvor nogle hver især besynderlige elementer tilsammen skaber en overvirkelighed, som intensiverer billedets fortællende univers og understreger figurernes roller og det dynamiske samspil mellem dem. I en kunsthistorisk kontekst kan der i opstilling, farvevalg og figurfremstilling findes en reference til guldalderens mestre, idet værket desuden afspejler kunstnerens egen tid og hans egen kunstneriske udvikling. Trods ligheder i placering er billedet med den smilende dronning omgivet af sine efterkommere en slående kontrast til portrættet fra 1975. Kongehusets position er ikke som for 40 år siden. Dronningen kommer os majestætisk, men også smilende i møde med et åbent kropssprog. Her er ikke nogen forsvarsposition. Ingen er i tvivl om kongehusets berettigelse og hendes format. Hendes søn, kronprinsen, er fremstillet parat til at påtage sig sine pligter, når den tid kommer. Det helt centrale element i billedet er i virkeligheden de to hænder, som holder om hinanden – dronningens og prins Christians. De er forbundet med blodets bånd, der for netop de kongelige indebærer et skæbnebestemt fællesskab. Hvor dronningen og hendes søn er monumentale og er iført deres kongelige værdighedstegn, står den lille prins stadig som et menneske, der endnu ikke er indgået i det officielle liv. Men hans rolle er givet, og monarkiets fremtid hviler i lige så høj grad på hans menneskelige egenskaber som på de nedarvede former. Niels Strøbeks generationsportræt vil blive et yderst værdifuldt element i museets permanente samling og være med til at udbygge museets funktion som nationalt portrætgalleri. Det vil pege ud i fremtiden og måske endnu om 100 år fascinere på samme vis som Tuxens portræt af de fire første glücksborgske slægtled. Og det vil minde om monarkiets stilling i 2012, hvor regentjubilæet blev fejret i Danmark og på Det Nationalhistoriske Museum.
Af direktør Mette Skougaard, Det Nationalhistoriske Museum
Uddrag af artikel fra Carlsbergfondets årsskrift 2012