PORTRÆT #93: GULDFISKENS ERINDRING – POUL DUEDAHL OM HISTORIE
”Historie” hedder bind nr. 116 i den fantastiske serie ”Tænkepauser”.
Det er Poul Duedahl, der har skrevet den – professor i historie ved Aalborg Universitet, flittig formidler og forfatter, ikke mindst med bøger om samfundets udstødte. Men her gælder det altså intet mindre end selve faget og begrebet ”historie”. Det hele forklaret på 60 sider.
Frederiksborg er Danmarks nationalhistoriske museum – så jeg syntes, det var oplagt med en podcast-episode, hvor Poul Duedahl netop fortæller om historie. Om erindring og hukommelse, stat og grænser, kultur og sprog, mindesmærker og erindringssteder, nostalgi og længsel, tradition og sammenhold.
Og om GULDFISK. De husker nemlig faktisk meget bedre, end vi tror.
”Ingen kan undslippe historien”, skriver Poul Duedahl. ”Den er med os overalt i det kulturlandskab, vi bebor, og i de bygninger, der omgiver os. Den er med os i de ord, vi bruger til at se og forstå verden med, og som giver os den bedste indikation på, hvad der venter forude.”
C.W. Eckersberg har malet gravhøjen på Holmens Kirkegård over de faldne fra slaget på Reden i 1801. De omkomne søfolk blev begravet i en moderne gravhøj – et erindringssted, et minde over historien, som med sin symbolik også rækker langt tilbage i oldtiden, før historien blev til. Maleriet kan ses i stue 55 på Frederiksborg.