
PORTRÆT #101: MAN TAGER IKKE ET SØLVFAD – MADAM MANGOR, FRU NIMB OG FRØKEN JENSEN
Den første kogebog i Danmark blev trykt i 1616.
Og de næste 200 år udkom der kun 20 kogebøger i Danmark. Det er én hvert tiende år!
Men fra omkring 1820 eksploderede kogebogsmarkedet og gav plads til en perlerække af store kogebogsforfattere, hvor især fire har sat deres blivende præg på genren.
Dem skal vi tale om i denne episode af PORTRÆT: Christiane Rosen, Madam Mangor, Fru Nimb og Frøken Jensen.
Caroline Nyvang er forsker på Det Kongelige Bibliotek og skrev ph.d.-afhandling om lige præcis danske trykte kogebøger. Vi skal tale om den moderne kogebogs fødsel.
Her på Frederiksborg har vi et meget fint portræt af Anne Marie Mangor. Det er malet af portrætmesteren C.A. Jensen, og det var med på vores store udstilling sidste år. Nu hænger det sammen med en række af Jensens andre portrætter i stue 55 her på Frederiksborg.
Fordommen om Madam Mangor er, at hun skulle have sagt ”Man tager et sølvfad…”
Men det står absolut ingen steder i hendes kogebog. Tværtimod er den praktisk, fornuftig og funktionel. Det var nemlig det, en kogebog skulle være i 1800-tallet, hvor mange danskere flyttede ind til byen og måtte lære at leve på en helt ny måde.
Øverst Anne Marie Mangor, født Bang, malet af C.A. Jensen 1835. Her viser Jensen sine karakteristiske, mesterlige, løse penselstrøg i kjolens silke og kysens hvide kniplinger. Kan ses i stue 55 på Frederiksborg.
Derunder Louise Nimb, født Gunst, tegnet af Hugo Vilfred Pedersen (i Frederiksborgs store samling af tegninger).
Kristine Marie Jensen har vi desværre ikke i vores samling.
Nederst ses Danmarks første trykte kogebog fra 1616. Den er udkommet i fotografisk genoptryk og kan købes på museer rundt omkring – men dette er den originale udgave på Det Kongelige Bibliotek.
Opskrifterne, jeg har slået op på, er: Marcipan at bage (meget lækker, smager nærmest som kransekage!), En mos af peberkage, En mos af ris, og Konfekt af hyldeblomster.