SAMLINGEN

Frederiksborg rummer Danmarks største portrætsamling. En samling der har rod i Christian 8.s kongelige portrætsamling og som sammen med historiemalerier og interiører indvier besøgende i, hvordan Danmark har udviklet sig til det land, vi kender i dag. Samlingsmedarbejdere og museets konservatorer varetager hver dag arbejdet med at vedligeholde og aktualisere Brygger J.C. Jacobsens gave til Danmark.

 

Foto: Frederiksborg · Nationalhistorisk Museum

Ny samlings- og udstillingschef

1. marts 2023 tiltrådte Mette Houlberg Rung, tidligere Statens Museum for Kunst, i en nyoprettet stilling som samlings- og udstillingschef. Som leder af museets næststørste afdeling, samlingsafdelingen, har Houlberg Rung i 2023 igangsat et omfattende arbejde med at aktualisere og skabe repræsentation i samlingen. Vi kaster et nyt blik på den: Sikrer, at den er relevant og sætter lys på fortiden med henblik på at ruste os til nutid og fremtid. Også i forbindelse med særudstillinger er der fokus på relevans og repræsentation.

Sideløbende med bevarings- og aktualiseringsarbejdet er der i 2023 igangsat et digitaliseringsprojekt, hvilket indebærer fotografering af alle værker og genstande samt flytning af den nuværende database til danske museers fælles system til registrering og administration af samlinger.

Foto: Marie Hald

Podcast: Portræt med Tore Leifer

Med det klare formål at aktualisere samlingen tiltrådte Tore Leifer, tidligere vært på Kulturen på P1, 1. marts 2023 som redaktør og podcastvært i samlings- og udstillingsafdelingen på Frederiksborg. Leifer diskuterer historierne om Danmarkshistoriens mennesker og begivenheder. Dem der har formet Danmark – og dem der lever her nu.

Podcastserien ‘PORTRÆT med Tore Leifer’ udkommer hver fredag i lytternes foretrukne podcast-apps. 40 episoder blev det til i 2023.

Du finder alle episoder her – men bemærk, at du forlader årsberetningen.

Video: ‘Portræt med Tore Leifer’ trækker skuespillere, instruktører, forfattere, historikere, kunsthistorikere og eksperter til Frederiksborg. I forbindelse premieren på filmen Viften om Anna Heegaard og Peter von Scholten havde Tore Leifer i PORTRÆT #3: De slavegjorte frem i lyset, besøg af manuskriptforfatter og skuespiller Anna Neye og instruktør Frederikke Aspöck. I podcasten ser de tre på slavegjorte i samlingen: Sorte pager med turban og tjeneruniform, kaffebakker og sølvring om halsen.


Nye værker

Som en del af arbejdet med at opdatere samlingen identificeres “huller”, hvor personer, kunstnere og repræsentation kræver anskaffelse af værker til samlingen. I 2023 indkøbtes ni værker og tre blev modtaget som gave. Fra 2024 føres en meget aktiv indkøbspolitik.

Eksempler på erhvervelser ved køb:

  • Christen Dalsgaard. Portræt af tre unge kvinder, 1882. Olie på lærred. A 14033
  • C.A. Jensen. Thora Bloch (1802-1834), 1825. Olie på lærred. A 14034
  • Michael Ancher. Elisabeth Dons (1849-1927), ca. 1920. Olie på lærred. A 14035
  • Wilhelm Freddie. Selvportræt, 1960. Olie og collage på lærred. A 14038
  • Georg Achen. Amalie og Erik Skram, 1890. Olie på lærred, monteret på malerpap. A 14036

Udlån

Frederiksborg udlånte i 2023 14 værker til museer i ind- og udland. Michael Anchers Kunstdommere har endnu en gang repræsenteret museet uden for murene. Samme maleri med fire store Skagensmalere, malet af den femte, var også udlånt i 2020 som del af en udstilling på National Portrait Gallery i Washington, D.C.

Eksempler på udlån 2023 :

  • Michael Ancher. Kunstdommere, 1906. Olie på lærred. A 4154: Ordrupgaard, til udstillingen “Anna og Michael Ancher. Sammen og hver for sig” .
  • Wilhelm Marstrand. Censurens Triumftog, 1843. Pen og sepia. A 7181: Frederiksbergmuseerne. STORM – Museum for humor og satire, til udstillingen ”Den censurerede udstilling om censur”.