Frederik 1.

Navn: Frederik 1.

Levetid: 1471-1533

Regeringsperiode: 1523-1533

Valgsprog: Intet uden den guddommelige vilje (Nihil sine numine)

Frederik 1. havde oprindeligt små chancer for at blive konge af Danmark. Han var kong Hans’ yngre broder, og nevøen Christian (2.) var udset til at overtage tronen, hvilket han gjorde i 1513. Christian 2. blev imidlertid afsat i 1523, hvorefter Frederik 1. blev valgt til konge af Danmark.

Da Frederik 1. overtog magten som konge i 1523 var der mange spændinger i kongeriget.  Frederik 1. skulle balancere mellem religiøse modsætninger mellem katolicismen og den nye lutherske lære (protestantismen), dertil kom rigsrådets stadige kamp for at bevare sin magt og indflydelse overfor det stadigt voksende borgerskab.

At rigsrådet følte sig truet på sin indflydelse, kom måske klarest til udtryk i den utroligt strenge håndfæstning, som Frederik 1. måtte underskrive ved sin tronbestigelse. Den strenge håndfæstning var adelens forudsætning for at hylde ham som konge. Dette lagde begrænsninger på Frederik 1.s handlefrihed, og han fik øgenavnet ”adelens fange”.

I religionsspørgsmålet mellem katolicisme og protestantisme havde Frederik 1. i håndfæstningen skrevet under på at ville værne om den katolske kirke. Reelt indførte han en form for religionsfrihed, idet han holdt hånden over flere af den lutherske læres fremtrædende repræsentanter her i blandt Hans Tausen, som han gjorde til sin egen kapellan.

Udover den interne uro og spændinger i kongeriget måtte Frederik 1. også forholde sig til den detroniserede konge. Christian 2. spøgte hele tiden i kulissen og kunne til en hver tid ventes at tage sin trone tilbage ved et angreb på Danmark. Christian 2. havde stor opbakning i bondestanden og blandt store dele af borgerskabet, og det kom til oprør i Skåne, som Frederik 1. dog fik slået ned. Christian 2. forsøgte igen i 1531 at generobre tronen, men blev i 1532 inviteret til forhandlinger i København under løfte om frit lejde. I stedet for at forhandle tog Frederik 1. sin nevø til fange og spærrede ham inde på Sønderborg Slot.

Frederik 1. døde på Gottorp Slot den 10. april 1533.

Malerier af Frederik 1. findes i stue 25