Biskop Peder Hersleb, 1689-1757

Biskop Peder Hersleb, 1689-1757

Malet af Andreas Brünniche, 1757

Olie på lærred. 80 x 64 cm

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, inv.nr. A 1138

 

Biskop Peder Hersleb er afbildet i sin embedsdragt med hvid pibekrave, gylden messehagel med broderede blomster og hvid skjorte med kniplinger. Man fornemmer den alvor og værdighed, som den portrætterede fremstod med i embedsanliggender; i selskaber anlagde han gerne en mere munter tone og lod sit vid spille.

Slægten havde sit navn fra Herslev Sogn nær Fredericia. En korsbrodermunk fra Viborg ægtede efter reformationen en nonne og blev præst i Herslev. Gennem de følgende fire slægtled efterfulgte den ældste søn sin far i embedet. En af de brødre, der ikke arvede kaldet, rejste til Norge og blev foged – hermed var den norske gren af familien grundlagt.

Peder Herslebs far, Christoffer Hersleb, var præst i Stod. Efter først at have modtaget undervisning i hjemmet og siden gået i skole i Trondhjem rejste Peder Hersleb til København for at studere teologi ved universitetet. Han udmærkede sig som en flittig studerende og fik plads på Elers Kollegium, før han i 1707 tog sin eksamen og rejste tilbage til Stod for at undervise sine yngre søskende og øve sig i at prædike.

I 1713 ledsagede han sin bror, Ole Hersleb, til København, og han blev udnævnt til feltpræst i Holsten, hvor han prædikede på tysk. Blandt hans tilhørere var Frederik IV, der i 1718 kaldte ham til slotspræst ved Frederiksborg og sognepræst i Hillerød og Herlev. I 1725 blev Hersleb hofprædikant i København.

Peder Hersleb var hos Frederik IV den sidste nat, han levede, og dagen efter blev han udnævnt til biskop over Akershus Stift. Han repræsenterede således Norge blandt de tre biskopper, der salvede Christian VI i Frederiksborg Slotskirke den 6. juni 1731. Ved Frederik Vs salving samme sted den 4. september 1747 var han avanceret til ordinator, da han i 1738 havde tiltrådt embedet som Sjællands biskop, der blev regnet for rigernes fornemste.

Herslebs liv illustrerer, hvordan embedsmænd i løbet af deres karriere kunne gøre tjeneste i alle det oldenborgske monarkis statsdele, og hvordan mennesker med deres livsforløb og slægter bandt landene sammen. Et omdrejningspunkt var universitetet i København, hvor danske og norske måtte rejse til for at studere. For de, der kom helt til tops i det enevældige system, var hoffet og en personlig forbindelse til kongehuset også af afgørende betydning.

 

Artikel af museumsinspektør Thomas Lyngby, Det Nationalhistoriske Museum

Katalog til “1814 – Spillet om Danmark og Norge” (artikelsamling). 2014