Navn: Christian 2.
Levetid: 1481-1559
Konge af Danmark: 1513-1523
Valgsprog: Således var det af skæbnen bestemt (Sic erat in fatis)
Christian 2. var allerede som ung prins udpeget til at være tronfølger. Ikke blot i Danmark hvor han blev udpeget til tronen af det danske rigsråd i 1487, men også af det norske rigsråd i 1489 og i 1499 af det svenske rigsråd. Kalmarunionen var stadigvæk på papiret en realitet, selvom den var yderst skrøbelig.
Christian 2. havde i perioden 1506-1512 fungeret som vicekonge i Norge. Under sit ophold i Norge mødte den unge vicekonge den nederlandske købmandsfrue Sigbrit og dennes unge datter Dyveke. Sigbrit blev en slags rådgiver for Christian 2. og Dyveke blev hans elskerinde. Sigbrit fik stor indflydelse på Christian 2. og var med til at præge hans politiske konfrontationskurs over for rigsrådet og deres magt. Christian 2. forsøgte i hele sin regeringsperiode at stække adelens magt samtidig med han støttede sig til den nye hastigt voksende købmandstand.
Da Christian 2. blev konge i 1513 underskrev han en streng håndfæstning, der ikke passede godt med hans ideer for udvikling af kongemagten. Christian 2. blev i 1515 gift med den habsburgske prinsesse Elisabeth. Ægteskabet med Elisabeth var en magtpolitisk drøm for Christian 2., der derved blev allieret med kejser Karl 5. datidens stærkeste europæiske hersker.
Til trods for sit ægteskab med Elisabeth forsatte Christian 2. sit forhold til Dyveke til stor forargelse blandt aristokratiet og Elisabeths habsbursgske familie. Dyveke døde pludseligt under mystiske omstændigheder i 1517 og Christian 2. lod adelsmanden Torben Oxe henrette som værende skyldig i mordet. Alt dette imod rigsrådets billigelse.
Christian 2. brugte megen energi på at fastholde Sverige i Kalmarunionen. Han førte ligesom sin far, kong Hans, en række krige for at holde Sverige inden for Kalmarunionen. I 1520 lykkedes det endelig at vinde og Christian 2. blev kronet i Stockholm. Christian 2. indbød nu sine tidligere fjender blandt det svenske højaristokrati til festligholdelse af hans kroning. Han lovede dem frit lejde og forsoning men brød sit løfte. De følgende dage lod Christian 2. hen ved 90 adelige halshugge på Stortorvet i Stockholm ved det, der blev kendt som ”det stockholmske blodbad”.
I kølvandet på blodbadet i Stockholm tog utilfredsheden til, og adelen opsagde i 1523 deres troskabsed til kongen. I stedet tilbød adelen kronen til Christians onkel, Frederik (1.), og Christian flygtede til Tyskland. Christian 2.s forsøg på at generobre sit rige i 1532 slog fejl, og han blev fængslet på Sønderborg Slot. Her sad han i fangenskab til sin død i 1559.
Malerier af Christian 2. findes i stue 22 og 25.