Christian 7.

Levetid: 1749-1808.

Regeringsperiode: 1766-1808.

Valgsprog: Fædrelandets kærlighed, min berømmelse (Gloria ex amore patriae)

I 1766 blev Christian 7. salvet til enevældig konge. Den unge konge havde dog hverken evner til eller interesse i at regere. Hans temperament var uforudsigeligt – det kunne skifte fra raserianfald til total sløvhed. Uden evner og interesse for at regere, blev statsarbejdet overtaget af andre. Den enevældige konge var reduceret til en kransekagefigur, hvor skiftende kræfter overtog landets styring. Hans vage forsøg på at opnå indflydelse blev afværget af både livlægen J. F. Struensee, adelige i statsrådet og ikke mindst stedmoderen, enkedronning Juliane Marie.

Christian 7. brugte som ung ikke sin tid på at regere, men underholdt sig ofte ved at tage på ødelæggende togter igennem København. Her var han i selskab med den prostituerede ”Støvlet-Katrine” og kongens ven, grev Conrad Holck. Disse togter bestod gerne i at smadre vinduer, samt at komme i slagsmål med ordensmagten. Til sidst måtte vægterne i København klage deres nød til gehejmekonseilet (datidens statsministerium), der tog konsekvensen og fik deporteret ”Støvlet-Katrine” til Holsten.

Den 15-årige engelske prinsesse Caroline Mathilde kom til Danmark i 1766 for at blive gift med sin fætter, Christian 7. Kongen viste ikke særlig interesse for sin hustru, og Caroline Mathilde indledte et forhold til kongens livlæge, J. F. Struensee. Livlægen havde fået mere og mere indflydelse og magt, hvilket resulterede i, at han blev upopulær både ved hoffet og i befolkningen. Affæren med dronningen blev med tiden afsløret, og den 28. april 1772 blev Struensee henrettet for majestætsfornærmelse. Caroline Mathilde blev forvist, genså aldrig sine børn og døde som 24-årig.

Malerier af kongen kan ses i stue 48 og 52.

Det viste billede er Alexander Roslins portræt af Christian 7. – et minde om kongens rejse til Paris i 1768 og om de tætte bånd, der eksisterede mellem Danmark og Frankrig i 1700-tallet. Roslins billede viser den enevældige konge i klassisk herskerpositur, iklædt kostelige rober og med de rette kongelige symboler, men det er samtidig lykkedes kunstneren at skabe et særligt nærvær ved at lade Christian 7.s skrøbelige personlighed skinne igennem. Portrættet er desuden interessant, fordi det netop var på rejsen til Paris, at kongen blev nære venner med den tyske læge Struensee. Det skulle senere vise sig at få alvorlige følger.

(Kilde: Museumsdirektør Mette Skougaard: Portræt af en enevældig. Christian VII og Alexander Roslin.  Enevælden på Frederiksborg, Det Nationalhistoriske Museum 2010)