Der var store forventninger til kronprins Frederik (VI), da han ved et statskup i 1784 tog kontrollen over den danske-norske stat. Den norske storkøbmand Bernt Anker kaldte ham for »den kommende Trajan« og så i kronprinsen en oplyst monark, der kunne tjene som samlingspunkt for det oldenborgske kongerige. Tiden efter statskuppet og frem til Københavns bombardement i 1807 var gode år for kronprins Frederik og for Danmark-Norge. Perioden var præget af økonomisk fremgang som følge af den blomstrende handelssektor og de store landboreformer, der søgte at modernisere samfundet. Neutralitet var et fokuspunkt for regeringen i København. Det var en politik, som befolkningen støttede, især de velstående købmænd, som tjente formuer på at stille neutrale skibe til rådighed for krigsførende nationer. Neutralitet var ikke udtryk for frygt. Hvis fædrelandet blev angrebet, ville patriotiske borgere gribe til våben og forsvare rigets grænser. Denne holdning delte kronprins Frederik. Han var ikke kun konge af Guds nåde, men også statens mest pligtopfyldende embedsmand, der ville ofre livet i kamp for fædrelandet. Hvis man var overbevist om at have gjort alt for at bevare freden, kunne man gå krigen kækt i møde, hævdede Frederik.
Den offensive neutralitetspolitik og slaget på Reden
Selvom Danmark-Norge nød godt af neutralitetens velsignelser i 1700-tallets anden halvdel, var Europa præget af krig, og det tvang den dansk-norske stat til at afsætte store midler til militærvæsnet. En betydelig flådestyrke var påkrævet for at opretholde unionen mellem Danmark og Norge, mens den danske landhær skulle forsvare grænsen mod syd. Norges forsvar bestod primært af bønder, der blev indkaldt i tilfælde af krig, mens professionelle søfolk udgjorde en væsentlig del af flådens personel. På trods af hæren og flåden var kongeriget ingen militær stormagt, og politiske alliancer var en nødvendighed. I 1773 indgik Danmark-Norge og Rusland Den Evige Alliance, som forpligtede landene til at komme hinanden til undsætning i tilfælde af krig. Danmark-Norge var reelt underlagt stormagtens udenrigspolitiske linje, men det løste statens vigtigste opgave, nemlig at holde sammen på kongens riger og lande. På verdenshavene dominerede Storbritannien. Som et led i tidens økonomiske krigsførelse forsøgte briterne at beslaglægge fjendens handelsskibe, og det gjorde oversøisk handel risikabel for især franske købmænd. Denne situation forstod danske købmænd at udnytte. De tilbød at fragte varer for Storbritanniens fjender under beskyttelse af det neutrale Dannebrog. Krig var således forudsætningen for handelsopsvinget, og da aktiviteterne tilførte statskassen penge, var regeringen interesseret i at opretholde neutraliteten. Storbritannien var ikke tjent med, at fjendens handelsaktiviteter blev udført under neutralt flag, og i mangel på klare internationale regler afhang neutralitetsudnyttelsen af Storbritanniens evne til at begrænse omfanget. Neutrale lande kunne handle med, hvem de ville, lød det danske standpunkt, mens briterne påberåbte sig retten til at undersøge skibenes papirer og beslaglægge værdier, som tilhørte købmænd, hvis land var i krig med Storbritannien. De dansk-norske købmænd var ikke interesserede i, at Storbritannien undersøgte deres skibsladninger, og gennem forbindelserne til statsmagten rettede de en appel til kronprins Frederik. Flåden skulle beskytte handelsskibene mod de britiske overgreb og om nødvendigt bruge magt. Finansminister Ernst Schimmelmann, der selv var storkøbmand, fremlagde sagen for kronprinsen i 1798 og betonede det ærekrænkende ved det britiske standpunkt. Frederik var enig og satte flåden til at forsvare den danske handel. Det første alvorlige sammenstød fandt sted i juli 1800, da en konvoj under fregatten Freyas beskyttelse blev standset af en overlegen britisk flådeenhed. Kaptajn Krabbe nægtede at lade briterne undersøge handelsskibene. Han valgte den ulige kamp, og selvom danskerne måtte overgive sig, roste kronprins Frederik kaptajnens handlemåde. Konflikten med Storbritannien førte i december 1800 til etableringen af et væbnet neutralitetsforbund bestående af Danmark-Norge, Rusland, Sverige og Preussen. Da den russiske zar, Paul I, samtidig gik i forbund med Frankrig, blev neutralitetsforbundet trukket ind i stormagtskonflikten, og hvad der tidligere havde været en handelstvist, blev nu en militær trussel, som Storbritannien ikke kunne sidde overhørig. Den 2. april 1801 angreb den engelske flåde København. Byens forsvar bestod af 18 blokskibe, som var blevet udlagt i Kongedybet for at beskytte indsejlingen til hovedstaden. Besætningen var en broget skare: udkommanderede soldater, frivillige borgere, og 1561 norske matroser, som var ankommet til København i tide. Men situationen var håbløs. Efter fire timers kamp havde viceadmiral Horatio Nelson kontrol over Kongedybet og tvang kronprins Frederik til at indgå våbenstilstand. Briterne krævede, at Danmark-Norge trak sig ud af det væbnede neutralitetsforbund, men det nægtede kronprinsen, fordi han ikke ville bryde alliancen med Rusland. I de efterfølgende dage gik forhandlingerne i hårdknude, og briterne truede med at begynde et bombardement af København. Så indtraf et mirakel. Den 7. april erfarede kronprinsen, at Paul I var blevet myrdet i Sankt Petersborg. Hermed var det væbnede neutralitetsforbund ikke længere i forbund med Frankrig, og Danmark-Norge kunne indgå en fredsaftale med Storbritannien uden at få problemer med Rusland. Den neutrale handel på verdenshavene fortsatte, men skibene måtte fremover sejle uden flådens beskyttelse. Efter slaget på Reden stod kronprinsen og det patriotiske borgerskab sammen, men samhørigheden kom i de følgende år under pres i takt med, at den europæiske stormagtskrig inddrog de skandinaviske lande.
Europa i Napoleons skygge, 1802-07
I årene efter slaget på Reden styrkede Napoleon sit greb om det europæiske kontinent og ændrede det politiske landskab i et hidtil uset tempo. Siden revolutionen i 1789 og oprettelsen af republikken havde europæiske magter bekriget Frankrig. De franske hære havde modstået presset, og Napoleons militære sejre i 1790erne havde tilmed udvidet republikkens interesseområde. I 1804 udråbte Napoleon sig til fransk kejser, og året efter dannede Storbritannien, Østrig, Rusland og Sverige en militær alliance rettet mod det nye kejserdømme. Alliancen led nederlag. Napoleons sejre ved Ulm og Austerlitz tvang Østrig til at indgå en separatfred. Det tysk-romerske kejserdømme blev opløst i 1806 og erstattet af Rhinforbundet, en fransk lydstat, hvis grænser lå faretruende nær på Holsten. Preussen følte sig også truet og gik ind i krigen, men den preussiske hær blev nærmest tilintetgjort i slagene ved Jena og Auerstedt. Endelig tvang Napoleon Rusland til at indgå freden i Tilsit den 7. juli 1807, hvorved de tidligere fjender blev allierede. På få år var der blevet vendt op og ned på det europæiske alliancesystem. Frankrig dominerede kontinentet og krævede, at Europas havne blev lukket for britiske skibe. Der var ikke længere plads til neutrale lande som Danmark-Norge. Som en konsekvens af Frankrigs militære sejre var kronprins Frederik begyndt at samle sine styrker i Holsten, og i 1807 var 20.000 soldater indkvarteret i Kiel. Oprustningen skulle vise omverdenen, at Danmark-Norge ville forsvare sin neutralitet, men det beroligede ikke de britiske politikere, der frygtede, at Napoleon ville bemægtige sig den dansk-norske flåde. Briterne valgte at slå først, og i august 1807 blev København belejret.
Københavns bombardement og alliancen med Napoleon
Den britiske belejring af København kom bag på kronprins Frederik, som befandt sig i Kiel sammen med hæren. Han nægtede at indgå i alliance med Storbritannien og ville ikke frivilligt udlevere flåden. Kronprinsens plan var at føre hæren til Sjælland og befri hovedstaden. I august 1807 skrev han til en af sine generaler på Sjælland: »Vær forvisset om, at jeg ingen lejlighed lader gå forbi uden at søge at komme med den hele armé eller en del af samme for at understøtte mine kække landsmænd, og om end København var taget, som vist ikke kan ske i de første tre måneder, så forandrer dette ej min beslutning at vove alt mod disse voldsmænd.« København modstod ikke tre måneders belejring. Efter fire dages bombardement overgav byen sig, og flåden blev udleveret til briterne. Det var et hårdt slag for kronprinsen, som følte sig svigtet af borgerskabet. Som guvernør over hansestæderne var marskal Jean-Baptiste Bernadotte den øverste franske myndighed i Nordtyskland. Han stod klar til at besætte Jylland, men det engelske angreb overflødiggjorde en fransk offensiv, og Bernadotte tilbød i stedet kronprinsen sin hjælp i kampen mod den britiske invasionsstyrke. Så længe kronprinsen mente, at hans egne styrker ville klare opgaven, blev det franske tilbud høfligt afvist, men efter Københavns overgivelse blev udenrigsministeren sendt til Paris. I oktober 1807 indgik Danmark-Norge en alliance med Frankrig, mens en krigserklæring blev sendt til London. Efter Tilsit-aftalen stod Sverige tilbage som Storbritanniens eneste forbundsfælle. Derfor rettede Ruslands zar, Aleksander I, sin opmærksomhed mod Norden og benyttede lejligheden til at indfri et længe næret ønske, nemlig en erobring af Finland. Rusland var stærkt interesseret i at få Danmark-Norge involveret i krigen mod Sverige. En dansk-fransk styrke skulle landsættes i Skåne, mens norske tropper skulle gøre indfald i Värmland og Bohuslän. Planerne blev ikke til noget, men til gengæld angreb svenske tropper Norge i april 1808. Det norske forsvar blev organiseret af prins Christian August af Augustenborg, og på trods af den svenske hærs numeriske overlegenhed lykkedes det nordmændene at sejre i slagene ved Toverud og Præstebakke. De svenske soldater blev slået tilbage, og med den norske sejr ved Berby i september ophørte krigshandlingerne. De militære bedrifter betød, at prins Christian August blev meget populær i Norge og en person, som var omgærdet med stor respekt i Sverige. Efter tabet af flåden kontrollerede briterne de dansk-norske farvande, og det kom til sporadiske kampe mellem britiske og danske fartøjer. I 1808 tilintetgjorde briterne det sidste linjeskib i den dansk-norske flåde ved Sjællands Odde, mens det nybyggede fartøj Najaden blev ødelagt ved den norske havn Lyngør i 1812. Den dansk-norske stat hang ikke længere sammen, og nordmændene kunne ikke få tilsendt regelmæssige forsyninger af det livsvigtige korn, hvorved der opstod perioder med hungersnød. Kaperfarten var en mere speciel side af søkrigen, hvor danske og norske skibe blev udrustet med kanoner og sat i søen for at opbringe engelske og svenske handelsskibe. I Christiansand Stift i Norge var der på et tidspunkt 114 kaperskibe i søen. Langt de fleste kaperskibe tjente ingen penge, og ejerne gik som regel konkurs efter kort tid.
Det svenske kongevalg
I 1809 havde Rusland erobret Finland, og som en konsekvens af nederlaget blev den svenske konge, Gustav IV Adolf, afsat og efterfulgt af sin farbror, Karl XIII. Da den nye konge var uden arving, skulle Sverige vælge en tronfølger, og dermed opstod muligheden for en forening af de skandinaviske riger, hvis Frankrig aktivt støttede Frederik VIs kandidatur. Men Napoleon anså Norden for russisk interessesfære, og efter Finlands erobring var den russiske zar ikke indstillet på at styrke Danmark-Norges position. I første omgang blev prins Christian August af Augustenborg valgt til svensk tronfølger. Da han døde i 1810, valgte svenskerne i stedet Jean-Baptiste Bernadotte til tronfølger. Hans militære evner tilfredsstillede den svenske militante selvforståelse, og da hans kandidatur blev accepteret i Sankt Petersborg, stillede Napoleon sig ikke i vejen. Det skulle hurtigt vise sig, at Bernadotte ikke ville bruge sine militære evner til at generobre Finland. Han havde udset sig Norge og ventede kun på den fransk-russiske alliances sammenbrud.
Det russiske alliancebrud og freden i Kiel
I marts 1812 kom det ventede brud mellem Frankrig og Rusland, og i juni begyndte krigen, som førte Napoleons armé til Moskva. To måneder efter krigsudbruddet underskrev Bernadotte, nu svensk kronprins, en traktat i Åbo, der sikrede ham russisk støtte til at erobre Norge. Allerede i 1811 vidste Frederik VI, at Rusland ville bryde alliancen med Napoleon. Det stod også klart, at når zaren skiftede side, ville Sverige følge trop og gøre krav på Norge med russisk og britisk opbakning. Udsigten til nye alliancer fik ikke Frederik VI til at ændre sit eget standpunkt. Aleksander I var nemlig en upålidelig partner, der ofrede sine forbundsfæller for egen fordel. Den franske armé gik til grunde i Ruslands kulde, og i 1813 var Aleksander Is soldater på fremmarch.
Zaren manglede en forbundsfælle i Nordtyskland og prøvede at lokke den danske konge til at opgive alliancen med Napoleon. Zaren havde godt nok lovet, at Sverige ville få Norge, men han kunne sikre, at Danmark til gengæld ville blive kompenseret med Hamborg, Lübeck, Bremen og hele den tyske Nordsøkyst, ja, Danmark ville få status af en førsterangsnation med et stort kommercielt potentiale. Tilbuddet var reelt nok, for Østrig var også interesseret i at se Danmark skifte side. Men Frederik VI afslog konsekvent alle tilbud og holdt fast i alliancen med Frankrig. Han kæmpede ikke for at gøre Danmark til en regional stormagt i Nordeuropa, men for tvillingerigets overlevelse. »Napoleon har forespurgt sig, hvorvidt han kunne bygge på mig« skrev Frederik VI til sin udenrigsminister i 1813 og fortsatte: »Mit svar var, at jeg vedblev det nu tagne system, og at jeg var urokkelig deri, omendskønt de så vel fra Sverige som Rusland gjorde tilbud og trusler.« Først da allierede soldater under Bernadottes kommando rykkede ind i Holsten, erkendte Frederik VI sit nederlag. Den 14. januar 1814 blev freden i Kiel indgået.