En dansk konge i Paris – Christian VII malet af Roslin

I december 2009 lykkedes det Det Nationalhistoriske Museum at erhverve den svenske kunstner Alexander Roslins portræt af Christian VII fra 1772, der blev udbudt til salg på Christie’s auktioner i London. Maleriet var de første par århundreder i fransk privateje, siden i dansk. Nu kan museets gæster se dette mesterværk, der afrunder samlingen af Christian VII portrætter på fornem vis.

Portrættet blev malet i Paris, hvor Alexander Roslin virkede det meste af sin tid. Det blev udført i kølvandet på Christian VIIs besøg i den franske hovedstad i 1768. Den kun 19-årige konge af Danmark-Norge var dette år på en større udenlandsrejse, der førte ham gennem dele af Tyskland til Nederlandene, til England med besøg hos hans dronning Caroline Mathildes familie, og endelig til Frankrig. Opholdet i Paris havde Christian VII set hen til med særlig forventning, og det blev højdepunktet på rejsen – og på sin vis også i den plagede regents liv.

Kongen rejste inkognito som ”prins af Travendahl” (et slot i Holsten), men blev i praksis modtaget som en fyrste, når han ankom med sit følge på over 50 personer. I Frankrig, hvortil han ankom i oktober 1768, blev han modtaget af overkammerherren, hertugen af Duras, der skulle stå til rådighed under hele besøget, og af diplomaten og videnskabsmanden Jean François d’Ogier, tidligere gesandt i Danmark. Kongens følge bestod bl.a. af udenrigsminister J.H.E. Bernstorff og finansminister H.C. Schimmelmann. Under rejsen skulle forordninger, udnævnelser og dødsdomme have kongens egenhændige underskrift, mens de løbende forretninger hjemme blev varetaget af geheimekonseillet, med hvilket Bernstorff stod i stadig forbindelse. Rejsen var mere en fornøjelses- end en dannelsesrejse. Man gav en endeløs række af selskaber, jagter og skuespil for at underholde kongen og for at holde hans vanskelige sind under kontrol. Christian VII opførte sig til alles umådelige lettelse upåklageligt og gjorde et godt indtryk på Ludvig XV. Bernstorff kunne i breve hjem berette om kongens høflighed, dygtighed i det franske sprog og det gode forhold han fik til den franske konge, der var smigret over det yderst sjældne besøg af et fremmed statsoverhoved. Ludvig XV var udmærket klar over, at kongens mentale helbred var ustabilt og gjorde alt for, at der ikke skulle opstå problemer. Blandt de mest imponerende festligheder til ære for den danske konge var selskaberne hos hertugen af Orléans. Ved den største fest på hertugens illuminerede Palais Royal var der dækket 12 borde med 672 kuverter, heraf 90 ved kongens bord, serveret af over 500 livréklædte tjenere.

Foruden de mange baller, souperer og teater- og operabesøg var der i den omhyggeligt lagte plan for opholdet også indlagt præsentationer af kultur, videnskab og kunst. Ledsaget af markis de Marigny, bror til Ludvig XVs officielle elskerinde, Madame de Pompadour, beså Christian VII således maler- og billedhuggerakademiet, Académie Royale. Marigny havde i forvejen sørget for, at hele akademiet var sammenkaldt denne dag, og at alle elever var beskæftigede med at tegne model ved lampelys. Akademiets medlemmer stod opstillet i to lange rækker, inden ”den lille mand” indfandt sig. Kongen talte til og hilste på dem alle ”paa den affableste Vis”. Christian VII bad om at se direktøren for sit eget kunstakademi, J.F.J. Salys receptionsstykke ”Faunen”, som var berømt over hele Europa. Man viste kongen denne marmorstatue og bad ham om at beholde den – hvad han ”nådigt modtog”. Kongen beså også den berømte gobelinmanufaktur Les Gobelins, hvorfra han bl.a. hjembragte to gobelinserier og en gobelin forestillende Ludvig XV, udført efter maleri af den berømte hofmaler Louis Michel van Loo. Christian VII var imponeret over, i hvor høj grad gobelinportrættet lignede den franske konge, og han besluttede selv at lade sig male af van Loo, ”for at det kunne tjene som model for tekstilkunstneren”.

Efter kongens eget ønske blev der arrangeret møder med franske forfattere og filosoffer. I alt 18 franske åndspersonligheder, heriblandt encyklopædisterne Diderot og d’Alembert, blev indbudt til hans bopæl, hvor han hilste og førte samtaler med hver enkelt. Kongen besøgte også Sorbonne. Her holdt dekanen for det teologiske fakultet en hyldesttale, hvor han bl.a. nævnte, at kongen havde gjort de livegne bønder i Danmark frie og givet dem ejendomsret. Omend beskrivelsen ikke var helt i overensstemmelse med virkeligheden, er det interessant, at de begyndende landboreformer i Danmark allerede på dette tidspunkt blev fulgt med opmærksomhed i Frankrig.

Den 3. december, få dage før sin afrejse, overværede kongen ikke mindre end tre forskellige akademimøder – først var han i Académie Française, hvor han bl.a. så portrætsamlingen. Blandt malerierne var der et af dronning Christina af Sverige, som hun havde skænket akade­miet i anledning af sit besøg i 1658. Christian VII lovede også at sende sit portræt. Dette bil­lede, malet af Alexander Roslin, befinder sig nu i Versailles. Dernæst besøgte han Académie des Inscriptions et Belles-Lettres, hvor Louis de Bréquigny forelæste om den danske konge Harald Klaks relationer til Ludvig den Fromme af Frankrig i det 9. århundrede. I Académie des Sciences forelæste d’Alembert om ”filosofiens og fyrsternes gensidige indflydelse og nyt­te” og mindedes to danske medlemmer af akademiet, astronomen og fysikeren Ole Rømer og anatomen Jacob Winsløw.

Den 9. december tog kongen afsked med den franske kongefamilie og med Paris. Bernstorff skrev i et brev til Ditlev Reventlow, at hoffet forlod Frankrig lykkeligere, end det havde tur­det håbe. På treårsdagen for sin tronbestigelse, den 14. januar 1769, nåede han tilbage til København.

Portrætter af kongen – de franske bestillinger

I Paris begyndte Louis Michel van Loo som aftalt at male kongens portræt. Han henvendte sig i den forbindelse til den danske gesandt i Paris for at få oplyst kongens højde og hvilke mål, man ønskede billedet udført i. Samtidig udbad han sig en liste over dem, som kongen havde lovet sit portræt under opholdet i Paris. Maleren fik nemlig ustandselig besøg af perso­ner, der alle påstod at have fået løfte om Christian VIIs portræt.

Det viste sig at være umuligt at opstille en sådan liste, for majestæten huskede kun at have gi­vet sit ord til den franske gesandt d’Ogiers frue og til Det franske Akademi, hvilke to billeder skulle udføres. Men også markis de Marigny ønskede et portræt af kongen, som denne skulle have lovet ham under deres færden rundt i Paris. Marigny ville gerne have portrættet malet af Roslin som pendant til det portræt af den svenske konge, han i forvejen ejede.

I mellemtiden var Louis Michel van Loo afgået ved døden, kun hovedet havde han nået at udføre på det påbegyndte portræt af kongen. Den danske gesandt Otto von Blome skrev nu hjem for at høre, om han skulle lade van Loos original fuldende af Alexander Roslin eller af en anden maler og benyttede lejligheden til at bede om en kopi til sig selv af det samme por­træt. Resultatet blev, at Blome selv måtte vælge, hvem der skulle fuldføre van Loos billede, og at det blev bevilget Roslin at male et portræt af kongen i naturlig størrelse til markis de Ma­rigny.

De endelige regninger fra kunstnerne lød på 1600 livres til van Loos arvinger for det ufuld­endte portræt og på 9000 livres til Roslin. Af Roslins specificerede opgørelse ses, at han har udarbejdet et knæstykke til d’Ogiers (”grandeur Naturelle jusqu’aux genoux”) – det portræt som Frederiksborgmuseet netop har erhvervet, et brystbillede til Académie Française (det føromtalte, som i dag findes i Versailles) og et helfigursportræt (”en pied grandeur de Demie nature”) til Marigny (i dag i svensk privateje).

Et fjerde eksemplar, Blomes, blev erhvervet til Frederiksborg i 1920 fra dennes efterkommere i Holsten. Der hersker dog ikke enighed om, hvorvidt det er det van Loo billede, som Roslin eller en anden kunstner har fuldendt, eller om det er en kopi efter van Loo udført af en ukendt fransk kunstner. Planerne om at få skabt en gobelin på grundlag af van Loos portræt som pendant til gobelinen med Ludvig den XVs portræt blev aldrig realiseret.

Roslin

Det kan ikke have været svært for Blome at beslutte sig for at lade netop Roslin skabe de ønskede portrætter af den danske konge. Blandt 1700-tallets kunstnere findes kun få så rendyrkede portrætmalere som denne svenske kunstner. Hans kunstneriske virksomhedsfelt rettede sig så godt som fuldstændigt mod enkeltportrætter eller portrætgrupper, og inden for sit område var han et af datidens helt store navne.

Alexander Roslin (1718-1793) blev født i Malmø; som ung kom han i lære hos hofmaleren Georg Engelhard Schröder i Stockholm, hvor han blev i 5 år. I Skåne malede han siden en del portrætter af adelen, og her mødte han grev Nils Julius Lewenhaupt, der var overstaldmester hos markgreven af Brandenburg-Culmbach i Bayreuth, hvor han introducerede Roslin. Mark-grevinden i Bayreuth var søster til Frederik den Store af Preussen og til Sveriges kommende dronning Lovisa Ulrika. Det førte til flere kongelige opgaver, og Alexander Roslins enestående internationale karriere blev indledt. Efter et par år rejste han videre til Italien, hvor han besøgte Venedig, Bologna, Firenze, Neapel og Rom for endelig i 1752 at slå sig ned i Paris. Her lykkedes det for ham allerede året efter sin ankomst at blive medlem af Det franske Akademi, hvilket var enestående, ikke mindst i betragtning af at han var en udenlandsk kunstner. Som medlem af akademiet fik Roslin adgang til at udstille på den årlige Salon, hvad han gjorde 18 gange fra 1753 og frem.

Det helt store karrieremæssige gennembrud fik Roslin med den første portrætbestilling fra det franske kongehus i 1756. Hertugen af Orléans ønskede et rytterportræt, der skulle vise ham som kriger i spidsen for sine tropper. Dette imponerende billede i naturlig størrelse (300 cm x 220 cm) blev udstillet på Salonen i 1757 og gjorde stor lykke.

Roslin fortsatte op ad karrierestigen. Han blev i 1767 udnævnt til conseiller i Akademiet. Det indikerer, at han må have været til stede, da Christian VII besøgte akademiet i 1768, hvor Roslin således har haft mulighed for at danne sig et førstehåndsindtryk af kongen.

I 1774 rejste Roslin tilbage til Sverige for første gang i lange tider. Han blev modtaget som en fyrste og fik mange bestillinger fra både kongelige og andre berømte personer. I 1775 fortsatte han til Skt. Petersborg, hvor han portrætterede Katharina den Store. Roslin vendte første tilbage til Frankrig i 1778, da han fik til opgave at male den nye franske konge Louis XVI. Revolutionen i 1789 ændrede alt. Roslin måtte opleve, at flere af hans gamle kunder blev halshugget. De hoveder, han havde givet liv på sine billeder, blev nu vist frem døde in natura på gader og pladser. Selvom han ikke selv led overlast, tog det hårdt på ham, og sine sidste år malede han mest den nærmeste familie. Han døde i 1793 som en yderst velhavende mand.

Gennem sit mangeårige virke i Paris lykkedes det for Roslin at fastholde en position som en af Frankrigs mest ansete portrættører, og han fik mulighed for at skildre et overvældende rigt og skiftende galleri af europæiske personligheder. Få kunstnere har foreviget så mange kronede hoveder: medlemmer af de danske, svenske og franske kongehuse, det russiske kejserlige hus, fyrster fra Østrig og Italien og mange flere. Diplomater, statsmænd, ambassadører, ledende kirkelige personligheder, tidens fremtrædende kvinder, videnskabsmænd, forfattere, oplysningsfilosoffer, kunstnere, adelige og borgerlige. Portrætmaleriet har sjældent haft en så blomstrende udvikling som i 1700-tallets Frankrig, og sjældent finder man en så lykkelig kombination af talent og udfoldelsesmuligheder som i Roslins tilfælde.

“Alt det, som indgår i portrættet, bør være portræt” – Roslins portrætkunst

Den svenske kunsthistoriker Magnus Olausson betegner Roslin som en “kunstnerisk kamæleon”, og vanskeligheden ved at artsbestemme denne kunstner er i sig selv betegnende. Roslin indeholdt således de fleste af sin tids kunstneriske hovedstrømninger. I Italien havde han tillært sig den italienske senbarok og stiftet bekendtskab med den begyndende klassicisme, som blev foretrukket af de unge malere på det franske kunstakademi i Rom. Da han kom til Paris var rokokoen endnu dominerende, men det lykkedes ham tilsyneladende at manøvrere ubesværet i brydningstiden mellem rokoko og klassicisme.

Mange af Roslins portrætter af familie, kunstnervenner og intellektuelle er formet som intime skildringer uden større iscenesættelse. Men han mestrede også om nogen det ceremonielle statsportræt og var en af l’ancien régimes sidste kunstnere, der virkelig beherskede denne genre. Portrættet af Christian VII, der nu er erhvervet til Frederiksborg, er et fint eksempel herpå.

Vi ser den unge konge præsenteret i fuld overensstemmelse med den barokke billedkonventions krav til et fyrsteportræt. Kongen er iført kroningsdragt med hermelinsforet rød fløjlskappe, der er broderet med guldkroner, og bærer ordensinsignier for Dannebrog- og Elefantordenen. I højre hånd holder han et scepter, mens venstre hånd hviler på kronen, der er placeret på en rød fløjlspude. Han indtager den klassiske herskerpositur med hånden i siden og ser roligt ned på beskueren. Selvom hverken kroningsdragt eller regalier svarer til de virkelige, kan der ikke herske nogen tvivl om Roslins formidable evner til at fremstille sådanne klenodier – ingen kunne som han gengive draperier, broderier, kniplinger, blonder, juveler og brokade. Samtidens kritikere, bl.a. Diderot, beundrede den dygtighed og lethed med hvilken, han gav liv til selv de allermindste og mest ubetydelige genstande. “Qui a figure de satin; Doit etre peint par Roslin” (den som fremtræder i satin bør lade sig male af Roslin) hed det, og man kan ligefrem høre den knitrende silke, se kniplinger lyse og ædelsten glitre.

Men Roslins portrætkunst var ikke strålende statusparader uden substans og mening. For at leve op til tidens idealer skulle et portræt ikke alene vise, hvordan modellen så ud, men også give betragteren en illusion af levende nærvær og vække følelser for den afbildede. Den egenskab sammenfattes med begrebet “lighed” (ressemblance). Det var ikke kun den eksakte fysiognomiske, ydre lighed, som blev efterstræbt, fremstillingen af den afbildedes væremåde og karakter var mindst lige så vigtig. “Alt det, som indgår i portrættet, bør være portræt”, udtalte Roslins kollega Louis Tocqué – alt skulle underordne sig det overordnede lighedskrav. Fastholdelse af individets plads i samfundet var første skridt i konstruktionen af en lighed, som gik fra det almene til det specifikke. Det genfinder vi i portrættet af den danske konge, hvor alle koderne er opfyldt med passende baggrundsmiljø, rekvisitter, kropsholdning og gestik. Men dertil kommer, at gengivelsen af ansigtet og figuren skulle formidle et ”sandt” udtryk af modellen. Kongens ansigt er mærkeligt og fængslende. Den store pande og den let smilende mund, øjnene med det næsten ironiske blik og hovedets forfinede karakter giver et helhedsbillede af den overnervøse, sky, rastløse og ulykkelige unge mand, som på denne rejse havde ønsket at vise verden, hvilke talenter han besad. Det lyser ud af dette portræt, at Roslin formåede at lade modellens personlighed trænge igennem det iscenesatte paradestykke. Han var en karaktermaler, der evnede at levendegøre mennesket bag al staffagen på en måde, så beskueren stadig kan fornemme et nærvær mere end 200 år efter. Det foreliggende kildemateriale giver ikke dokumentation for, at der skulle have været et møde mellem kongen og Roslin. Men det er overvejende sandsynligt, og kunsthistorikeren Gunnar W. Lundberg antog endog, at Roslin udarbejdede skitsestudier af kongen allerede under opholdet i Paris. Overværede Roslin ikke kongens besøg på Akademiet, så var der talrige andre muligheder under kongens månedlange ophold i Paris, hvor Christian VII optrådte hyppigt offentligt og til sammenkomster, hvor også Roslin må have været en naturlig gæst. Der skulle være god grund til at antage, at kunstnerens fremstilling og karakteristik blev baseret på et personligt indtryk af kongen.

Under alle omstændigheder lykkedes det for Roslin at skabe et portræt, der overstråler Det Nationalhistoriske Museums øvrige portrætter af Christian VII. Samtidig sætter det et værdigt minde om det helt særlige kongebesøg i Paris og de nære dansk-franske forbindelser i 1700-årene. Et helt andet markant resultat af rejsen blev i øvrigt, at Johann Friedrich Struensee, der deltog som ledsagende læge, fik lejlighed til at oparbejde det nære forhold til kongen, som senere skulle få skæbnesvangre følger – også for de dansk-franske forbindelser. Kongens tiltagende sygdom gjorde det muligt for Struensee reelt at overtage magten i Danmark, Bernstorff blev afskediget og de franske kunstneres indflydelse for en tid svækket.

Nogle år senere kom den franske revolution også til at berøre det danske kunstliv, idet mange kunstnere flygtede under rædselsperioden. Blandt disse var den fortrinlige portrætmaler Jean-Laurent Mosnier. Efter at have arbejdet i England var han i 1797-1801 i Hamborg. Her malede han, før han rejste videre til Skt. Petersborg, storkøbmanden Constantin Brun. Dette portræt, som Det Nationalhistoriske Museum erhvervede i 2005, kan siges at danne et yderpunkt i museets række af menneskeskildringer fra 1700-tallet udført at tidens ypperligste kunstnere med forbindelse til Frankrig. De begynder med Hyancinthe Rigaud, Benoît le Coffre, Nicolas de Largillière og Jean Marc Nattiers martialske fyrster og høje adelige i harnisk og allongeparykker, fortsætter med J.L. Tocqué og van Loos forfinede herskerportrætter for at afsluttes med den borgerlige købmand siddende med sine regnskaber ved skrivebordet. Således er spændvidden i epoken, som nu er udbygget med Roslins fornemme portræt fra Paris.