Da Christian VII døde i 1808, arvede hans søn, Frederik VI, den enevældige magt over et rige, der strakte sig fra Nordkap til Elben – to kongeriger, Danmark og Norge, og to hertugdømmer, Slesvig og Holsten. Frederik VI herskede over ca. 2 1/2 millioner mennesker. De to kongeriger havde omtrent lige mange indbyggere – i Danmark boede lidt mere end 900.000, i Norge lidt mindre. Holsten havde godt og vel 300.000 indbyggere, Slesvig knap 300.000. Mod nord var Frederik VI desuden herre over bilandene Island, Færøerne og Grønland, dertil kom kolonier i Indien, i Ghana og i Vestindien. Tilsammen boede der omkring 100.000 i disse spredte egne, flest på Island og de vestindiske øer, Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix.
Enevælden bestræbte sig på at centralisere og koncentrere magten, og København var det oldenborgske monarkis hovedstad. Kongen, hans kancellier og kollegier havde hjemme i København. I det slesvig-holstenske kancelli var administrationssproget tysk, og mange af dets embedsmænd kom selv fra hertugdømmerne. København var også ubetinget det oldenborgske monarkis største by med sine 100.000 indbyggere. I Norge havde Bergen 18.000 beboere, mens Altona var den folkerigeste by i hertugdømmerne med 23.000 indbyggere.
Enevældens forfatning – Kongeloven – foreskrev uindskrænket magt til kongen. Han kunne frit udnævne sine embedsmænd, udstede love, udskrive skatter, væbne hæren og flåden og føre krig. Reelt var kongen afhængig af gode rådgivere og sit administrative apparat. Den bureaukratiske forvaltning med fastlagte forretningsgange, der gradvist blev udviklet i centraladministrationen, var et redskab, der gav statsmagten og dermed kongen mere kontrol med det omgivende samfund, men den var også sammen med den voksende mængde af sager, som den omsiggribende stat ragede til sig, en trussel mod kongens personlige magtfuldkommenhed. Ude omkring i kongens riger og lande fandtes også magtfulde personer og grupper, som han måtte alliere sig med, hvis han ville herske.
Det mægtige Christiansborg Slot i København var indtil dets brand i 1794 magtens absolutte centrum. Her havde de kongelige, hoffets vigtigste medlemmer tillige med den enorme stab af tjenere, der sørgede for, at det hele fungerede, boet. Prægtige rum som Riddersalen og Appartementssalen dannede ramme om strålende festligheder, der demonstrerede de kongeliges ophøjede position. Arkitekturen afspejlede også, hvordan konge og stat var ét. Mødesalen for Højesteret lå i nærheden af kongens gemakker, og Gehejmestatsrådets sal, hvor kongen mødtes med sine nærmeste rådgivere, lå mellem kongens audienssal og hans soveværelse. Enevældens magtprætentioner rakte fra Christiansborg og ud til alle egne af de riger og lande, hvor kongen regerede. Amtmanden var kongens regionale repræsentant, og leverede også informationer tilbage til centraladministrationen, der hermed fik mulighed for at tilpasse politikken bedre til de faktiske forhold og få indblik i, hvordan reformer og love virkede i praksis. Helt ude i sognene gjorde den enevældige magt sig gældende, når præsterne fra prædikestolen oplæste forordninger og gav uddybende forklaringer. Også præsten meldte tilbage til centraladministrationen om lokale forhold.
Med Danske og Norske Lov (1683 og 1687) blev det slået fast som princip, at alle – bortset fra den kongelige familie – var lige for loven. Kongen opretholdt en upartisk retfærdighed. Det blev en fastslået ret, at enhver undersåt kunne indsende et bønskrift, en såkaldt supplik. For ikke at drukne i forespørgsler kom der regulativer om, at supplikkerne skulle sendes til det af regeringskollegierne, hvor det emnemæssigt hørte hjemme, og der var også fastsat straf for at indsende ærekrænkende eller usande supplikker. Kongen var institutionens garant og modtog også bønskrifter personligt. I en offentlig kundgørelse fra 1725 nævnes det, at de supplikker, der skulle behandles af kongen selv, kunne indleveres personligt hver onsdag formiddag mellem kl. 10 og 11, og at man kunne ledsage overleveringen af det skriftlige andragende med en mundtlig redegørelse for sagen. Bestemmelserne blev motiveret med kongens faderlige omhu for undersåtterne. Forestillingen om den lyttende konge, der stod som en garant for en retfærdighed, som til tider blev trådt under fode af dagligdagens nære autoriteter, har givet været med til at opretholde enevældens legitimitet for menigmand.
Afgørende for at holde Danmark og Norge sammen på tværs af Skagerrak var den dansk-norske flåde, som blev beslaglagt af englænderne i 1807. Flåden havde base i København. Ved sin samlede styrke kunne den holde den svenske flåde i skak. Frem til omkring 1780 var den dansk-norske flåde Østersøens stærkeste, herefter blev det den russiske. Når større flådestyrker blev udrustet i krisetider, bestod mandskabet af totredjedele norske værnepligtige, resten kom fra Danmark og Slesvig. Hæren var delt i to overenheder – den norske hær, der under Napoleonskrigene talte 30.000 mand, og en hær for Danmark og hertugdømmerne på 60.000 mand.
Landbruget var det vigtigste erhverv i begge kongeriger og de to hertugdømmer, men der var også andre næringsveje og i det hele taget store forskelle mellem statsdelene. Den enevældige regering søgte til en vis grad at spille på denne flerstrengethed, så statsdelenes økonomier kunne supplere hinanden. I Norge var fiskeri og skovdrift vigtige næringsveje, og husdyrhold udgjorde en væsentlig del af landbruget. Godser fandtes stort set ikke i Norge, og den typiske bonde var selvejer, som hans forfædre havde været det i århundreder. Norges manglende godsejere skabte en mere direkte kontakt mellem bønder og det enevældige styres administrative apparat, end tilfældet var i Danmark.
Der blev ikke produceret tilstrækkeligt med korn i Norge, og man var afhængig af import. I 1735 havde danske producenter fået monopol på at forsyne det søndenfjeldske Norge med korn. Norske klager, optøjer og regeringens erkendelse af, at helstaten ikke kunne producere tilstrækkeligt med korn til at være selvforsynende, førte til, at man i 1788 opgav monopolet. I Norge fandtes gode forekomster af råstoffer. Ganske vist lukkede sølvminen i Kongsberg i 1805 efter flere års nedgang, men kobber- og jernværkerne tjente godt. De norske jernværksejere havde monopol på at sælge jern på det danske marked 1730-94, når prisen ikke oversteg en fastsat grænse. Der var livlig handel i de norske købstæder, som var få, men store i sammenligning med danske, og den norske handelsflåde var dobbelt så stor som den danske.
Det danske landbrug var i en omstillingsproces. Inddragelse af ny landbrugsjord, nye produktionsformer og -teknikker kombineret med nye ejer- og dispositionsforhold havde ført til en stor forøgelse af produktionen og en helt ny organisering af livet på landet. De fleste bønder havde været fæstere på gårde, der var ejet af godsejere. Gårdene havde ligget i landsbyer, og til hver enkelt hørte mange spredte smalle agre. Bønderne havde nu fået mulighed for at erhverve deres gårde fra godsejerne, den enkelte bondes jord blev samlet i sammenhængende lodder, og gårde blev flyttet fra landsbyernes fællesskab og ud på de individuelle jorde. De store godsejerlandbrug var fortsat førende i landbrugsproduktionen, og godsbesidderne var i det hele taget stadig en ledende social gruppe i samfundet. Det danske landbrugs overskudsproduktion blev solgt til hovedstaden og købstæderne og derfra videre til Norge.
Landbruget i hertugdømmerne, navnlig i Holsten, var teknologisk førende i det oldenborgske monarki, ligesom industrialiseringen var mere fremskreden. Administrativt var hertugdømmerne mere sammensat end kongerigerne. Frederik VI var enevældig her som i Danmark-Norge, men der var alligevel særlige omstændigheder, der gjorde sig gældende. I Slesvig var der det lille hertugdømme Augustenborg, som nærmest udgjorde en egen lille stat i staten på Als og Sundeved. Hensyn blev der også taget til det holstenske ridderskab, der bestod af storgodsejere. Ridderskabet havde mulighed for at ytre sine interesser, og den enevældige regering i København lyttede. Det hang sammen med, at Holsten havde en dobbeltstilling. Den danske konge var hertug af Holsten, men hertugdømmet var samtidig en del af Det Tyske Kejserrige, indtil dette blev opløst i 1806. Ridderskabet kunne indanke stridigheder med den danske konge for kejseren.
Da Det Tyske Forbund i 1815 blev dannet som led i restaurationen efter Napoleonskrigene, blev Holsten en del af dette, stadig med den danske konge som hertug. Sådanne rigs- og statsdannelser, der krydsede ind over hinandens grænser, var ikke ualmindelige i tiden før nationalstaterne, hvor det var fyrsternes arveret til de forskellige riger og lande, der kunne være mere udslagsgivende for, hvem der blev regeret sammen, end fællesskab i sprog, kultur og etnicitet. Hertugdømmet Hannover, der på Wienerkongressen blev et kongerige, var for eksempel i personalunion med Storbritannien indtil 1837 og samtidig en del af Det Tyske Forbund. Sprogligt og kulturelt var Slesvig og Holsten også sammensat. Nord for Slien talte landbefolkningen dansk, i det sydligste Slesvig og i Holsten tysk. Vestpå talte man Friefrisisk. Selvom man talte tysk, kunne man godt føle sig som den danske konges trofaste undersåtter og som patriotiske medborgere i et dansk-norsk-slesvig-holstensk fædreland. Efter slaget på Reden den 2. april 1801 jublede studenterne i Kiel over det danske forsvar med ordene: »denn auch wir sind brave Dänen«.
Kiel havde siden 1665 været en universitetsby, hvilket havde stor betydning for rekrutteringen af embedsmænd og gejstlige i hertugdømmerne. Norske og danske blev uddannet på universitetet i København. Nordmændene, der rejste til hovedstaden for at studere, følte sig som en koloni, der i 1772 havde dannet det Norske Selskab. Det var i København, at et af selskabets ivrige medlemmer, Johan Nordal Brun, digtede sin skålsang For Norge, Kæmpers Fødeland. Det var også i København, at der efter Johann Friedrich Struensee havde indført trykkefrihed, fremkom en række skrifter, der talte for, at Norge burde have sit eget universitet, sin egen bank, og at kornmonopolet burde ophæves. Kravene blev kædet sammen med stolthed over den norske natur, den frie norske bonde og det heroiske Norge i tidlig middelalder før unionen med Danmark. Men hvad der blev forlangt, var ligeberettigelse mellem rigerne, ikke norsk selvstændighed. Forfatterne syntes at opfatte det som en patriotisk pligt over for deres konge at påtale, hvad de opfattede som misforhold. Ønsket om et norsk universitet fortsatte med at dukke op i de følgende år, men den enevældige regering nølede. Først i 1811 blev det endelig imødekommet. I sommeren 1813 åbnede Det kongelige Frederiks Universitet i Christiania.
I 1814 var den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat stadig ret godt fasttømret, og den skulle brækkes fra hinanden af ydre kræfter, således som det skete med stormagternes støtte til Sverige ved freden i Kiel. Men når det først var gjort, så var spændingerne under overfladen så stærke, at nordmændene hurtigt både kunne skrive en fri forfatning og gøre sig til et selvstændigt kongerige. Sidenhen var sammenhængskraften så borteroderet, at de indre spændinger mellem dansk- og tysktalende førte til borgerkrig 1848-51 og helstatens endelige opløsning efter krigen i 1864.
Af museumsinspektør Thomas Lyngby, Det Nationalhistoriske Museum
Fra katalog til særudstillingen “1814 – Spillet om Danmark og Norge”, der blev vist på Det Nationalhistoriske Museum fra 18. september 2014 til 4. januar 2015. Udgivet i samarbejde mellem Det Nationalhistoriske Museum og Norsk Folkemuseum.
Billedtekst til artiklens hovedbillede:
Folkemængde foran enevældens centrum, det mægtige Christiansborg Slot. Tegningen forestiller en situation, hvor kong Christian VIIs karet passerer Slotspladsen den 17. januar 1772 – dagen efter kuppet, der bragte Johann Friedrich Struensee til fald. Tegnet af C.F. Stanley, 1779. Foto: Sophus Bengtsson. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg