Danmarks deltagelse i militære aktioner de senere år skal også føjes til den store historiebog og til det formål har museet bestilt tre nye bataljemalerier. Et fra Afghanistan, et fra Libyen og et fra Aden-bugten. Den 10. april 2014 blev Peter Carlsens ‘Libyen 2011’ afsløret. Hovedbilledet består primært af himmel, mens predella’en (frisen forneden) viser forskellige snapshots fra krigen.
Om arbejdet med billedet siger kunstner Peter Carlsen selv:
“Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle male en krigsfremstilling. Når man får en bestilling, er det jo meget ofte ikke noget man havde forestillet sig, at man skulle lave i forvejen. Men ligefrem et bataljemaleri, som det så smukt hedder, det havde jeg ikke lige set komme, og da jeg så efter et døgns tids overvejelse sagde ja tak til opgaven, var jeg jo godt klar over, at det krævede en ret voldsom research, fordi jeg aldrig har interesseret mig for transportmidler – det være sig cykler, biler, balloner eller kampfly. Men da F-16-flyene jo havde spillet en afgørende rolle i den danske indsats i Libyen, blev jeg jo nødt til at sætte mig lidt ind i, hvordan sådan nogle så ud. Fordi når man får en bestilling på et maleri, nytter det ikke noget, at man kommer med en fuldstændig subjektiv fremstilling af motivet. Der bliver nødt til at være nogle referencer, så motivet – selv hvis det er en borgmester eller hvad det nu kan være for en person, der skal males – kan genkende sig selv. På samme måde her: fremstillingen af den danske indsats i Libyen blev nødt til at referere til noget, der faktisk var sket. Ellers kunne man jo kalde hvad som helst for hvad som helst. Så jeg blev nødt at sætte mig ret voldsomt ind i de tekniske ting: hvordan ser et F-16-fly ud? Hvordan foregik missionen? – – Jeg har allerede lært et ord: det hedder en mission, det hedder ikke en kamphandling. Man ”tager også folk ud”, man slår dem ikke ihjel. Der er mange sådanne ord, der nedtoner det dramatiske.
Jeg satte mig ind i, hvordan missionen var foregået, jeg snakkede med piloter om, hvilken oplevelse de havde haft med det. Der er jo så mange tekniske detaljer i sådan noget højteknologisk krigsførelse, at man ikke kan undgå at blive fascineret. Det er jo nok noget der sker, uanset hvilket emne man stifter bekendtskab med. Når man kommer et stykke ind i det, er der jo altid nogle fascinerende elementer. Og det var der også i dette fænomen, Danmarks indsats i Libyen.
Jeg blev også spurgt, om ikke jeg skulle til Libyen en tur, fordi jeg skulle fremstille det der. Men altså, nu havde jeg ikke nogen intention om at fremstille sådan et eller andet turistimpressionistisk landskabsmaleri af Libyen. Det der var min intention var mere at få fat i essensen. Jeg ved at essensen er et fy-ord, og jeg bruger det heller ikke på den måde, at jeg faktisk ville kunne gribe alt det væsentlige og komprimere det. Når jeg siger, at jeg skulle fremstille essensen, da mener jeg ”fremstille nogle væsentlige, visuelle sider af det, der var foregået”. Og ved at stå i en støvet ørken tre år efter at krigshandlingen var ophørt – eller i hvert fald efter, at den danske indsats var ophørt – det kunne jeg ikke se nogen som helst grund til andet end at komme til at virke en lille smule latterligt heroisk som person. Og det har jeg ingen intentioner om, så jeg sagde pænt nej tak til en tur til Libyen. Man behøver jo ikke tage flere risici end det moderne samfund udsætter én for i forvejen.
Så jeg indsamlede fotomateriale fra missionen, jeg talte med personer, der havde været involveret, folk der havde planlagt det, folk der havde været bagstoppere – ”red card-holder”, som det så smukt hedder. Altså ham, der kan fare ind på banen med det røde kort og sige, at det her vil vi ikke være med til, hvis man mener, at der er en eller anden konvention, der bliver overtrådt. Det er trods alt en eller anden form for betryggende dimension ved det, at der faktisk sidder nogen, der holder øje med dét. I det hele taget fik jeg indtryk af en meget professionel og meget sober stab, der havde været involveret i dette her. Det fjerner jo ikke essensen – hvis jeg må bruge det ord igen – at det handler om at slå andre mennesker ihjel. Det handler om at ødelægge andre menneskers ting. Så kan vi sige, at vi har nogle holdningsmæssige og også rent menneskeligt moralsk meget store forskelle fra dem, vi så kæmper mod. Men essensen er jo, at det handler om at ødelægge mennesker og ting. Det, at det er dét, det handler om, og at det er det væsentlige i den slags kamphandlinger, kan man jo på ingen måde se bort fra. Det havde jeg heller ingen intentioner om i min fremstilling.
Men det der blev udslagsgivende for, hvordan billedet kom til at se ud, var for det første, at den danske indsats som jo var emnet for billedet, den foregik kun med flyvevåbenet. Så det ville ikke være nogen idé at lave noget, der foregik på jorden. Så skulle det i hvert fald have været noget, som jeg kunne forbinde direkte med den danske indsats, og eftersom indsatsen i Libyen jo var overstået flere år før – det var i 2011, og jeg har malet i 2013/14 – så havde jeg jo ingen mulighed for at se noget, der var en direkte følge af den danske indsats dernede. Så derfor tog jeg udgangspunkt i, hvor man er henne, når man sætter ind med flyvevåbnet. Og der er man oppe i luften. Derfor blev mit billede en himmel, hvorpå der flyver disse to F-16-fly, som er malet så godt, som jeg overhovedet kan male rent teknisk. To fly, hvor alle detaljer mht. farver, udformning af haleror, bemaling osv. er så tæt på, som flyene faktisk så ud, dengang de blev sat ind. Og så er der en skæv horisont, som understreger, at vi ikke har den traditionelle horisont som i et landskabsbillede, hvor man kan se en lige horisont, men her er horisonten tiltet en lille bitte smule. Hvis man er oppe at flyve i et mindre fly, der giver sig meget, vil man jo se Jorden forandre sig i forhold til, hvordan flyet ligger i luften. Det er det, jeg har forsøgt at få fremstillet ved at lave en skæv horisont, og så udforme landskabet sådan som de fotos så ud, som jeg fik stillet til rådighed, taget fra F-16-fly i Libyen.
Der er en reference til kamphandlingen to steder i billedet: på det ene fly mangler der en bombe, så den er kastet. Jeg havde planer om at male den med, så man lige kunne se haleroret forsvinde ud af billedet. Det viste sig visuelt at se fuldstændig latterligt ud, så den blev ”taget ud” – hvis jeg må bruge et militært udtryk. Ud over den manglende bombe på det ene fly, er der en røgsøjle, der stiger op ude til højre i billedet. Det er en lille bitte eksplosion – eller det er en stor eksplosion, men den er langt væk, så den er fremstillet som ganske lille. Det er den, fordi det indtryk jeg fik af at tale med piloterne, var, at dét at det foregik så meget på afstand, nemlig ca. 8 km under flyene – det der var effekten af deres indsats – det spillede en ret stor rolle for deres oplevelse af det. Det der med at det foregik meget langt væk fra dem selv. Og som de også sagde, er der meget få piloter, der får krigstraumer. Det er som regel knyttet til dem, der står med fingrene nede i suppedasen, altså fodfolket og folk på landjorden i det hele taget, der oplever disse effekter af indsatserne. Oplevelsen af, at det foregik lang væk fra, hvor man selv var – jeg kunne næsten fristes til at bruge udtrykket ”på bekvem afstand af, hvor man selv er”, uden at forklejne piloternes indsats – den gjorde meget stærkt indtryk på mig. Den fik mig til at tænke på filmen ”Den tredje mand”, hvor de sidder oppe i det her pariserhjul, og den kedelige hovedperson i filmen siger til sin ven, der sidder deroppe: ”Hvis jeg gav dig en pistol, kunne du så ikke lige skyde den person, der går dernede? Det ligner jo myrer, det ville jo ikke betyde noget for dig, hvis du slog en af dem ihjel, hvis jeg bad dig om det.” Det med, at hvis man har det på afstand, så spiller det en anden rolle, selv om det går ud over folk på nøjagtig samme måde, som hvis man stak dem ned med en kniv. Det gjorde indtryk på mig, og det har også været afgørende for, hvordan jeg fremstillede kamphandlingerne, den der enorme afstand.
Jeg har så, ud over den store fremstilling af himmelrummet med de elementer, der jo knytter sig til sådan et luftangreb – eksplosionen, himmelen, landjorden, flyene og bomberne – så har jeg nedenunder lavet det, der hedder en predella, dvs. et lille billede, der er koblet til det store ligesom på en altertavle, og hvor der er en fortælling. Nu er min fortælling nok meget fragmenteret, fordi jeg har valgt nogle visuelt velfungerende og alligevel fortællemæssigt relevante motiver, som knytter sig til indsatsen. Det starter med den danske base på Sicilien og afgangen, hvor piloterne går ud til flyene, og så slutter det med det kaos, det ragnarok, vi har efterladt os dernede. Da ”mission completed” indtraf, og vi trak os hjem, havde politikerne vel den forestilling, at nu havde vi gjort en masse godt, og at nu kunne det spirende demokrati vokse op på den hærgede slagmark. Men det viste sig så sjovt nok, at ligesom i Afghanistan og ligesom i Irak, så voksede der ikke et spirende demokrati frem. Til gengæld var der en masse selvbestaltede militser, der bekæmpede hinanden, og den dag i dag er samfundet på det nærmeste et opløst samfund. Og det er altså det allersidste ude til højre. Det er sådan et billede af dét.
På predellaen ser man, hvis man starter helt ude til venstre, et landskab hvor huset ligesom perspektivisk peger ind i maleriet. Øjet følger de perspektiviske linjer ind imod forsvindingspunktet og bliver så ledt over i flyene og soldaterne på vej ud mod flyene. Der er en horisont, et landskab der er helt traditionelt fremstillet. Så kommer der i midten en fremstilling af konfliktens hovedperson Muammar Gadaffi, som ligesom deler billedet i to. Og for ikke at lade landskabet fortsætte ubrudt bag diktatorfremstillingen, valgte jeg at sætte en lufttankning ind, således at du kommer et andet sted hen, i retning af en rejse, en allegori… i hvert fald et symbol på, at vi flytter os i tid og sted. Det har jeg brugt denne lufttankning til, bl.a. også på grund af det visuelt interessante i farverne. Det skiller sig fuldstændig ud fra resten. Jeg har ikke haft nogen idé om at fremstille et harmonisk billede, det har aldrig stået for mig som noget ideal – det er noget, der hører til før postmodernismen – så jeg har ikke noget ideal om, at det skal være harmonisk. Det skal bare være sammenhængende og visuelt interessant, og så synes jeg, at denne lufttankning, hvor der ingen horisont er, danner et godt break med horisonten – specielt også fordi det sidste billede, jeg ville lave, var fra Libyen i dag, og der vil så naturnødvendigt komme en horisont igen. Og for at det ikke skulle blive én sammenhængende horisont, var det en kærkommen afbrydelse med sådan en lufttankning, som er sat ind som en lille pause mellem den ene og den anden horisontfremstilling.
Rammen omkring billedet er tænkt med som en aktiv del af kunstværket. Den er lavet i en farve, der refererer til flyenes farve, skrogenes farve, og øverst oppe er der en lille sky, som understreger, at vores indsats var noget, der foregik oppe i himlen eller oppe i luften. I skyen har jeg indsat noget, der kan fortolkes som et dødningehoved, som jo understreger hvad det er, der er det allervigtigste ved krig: det er netop at ødelægge og slå ihjel.”
De tre nye bataljemalerier er en genoplivning af en gammel kunstgenre – nemlig bataljekunsten. Se eksempler på denne genre fra museets permanente samling her. Det sidste nye bataljemaleri – Peter Martensen skildrer den militære indsats i Aden-bugten – blev afsløret i 2014.
1864 er en krig, der i høj grad huskes gennem bataljemalerier (selv om der også er mange fotografiske skildringer). Læs om vores undervisningsforløb i 1864 her. Museet tilbyder også et forløb om ‘Krig i kunsten’ – læs mere her.