Alle fotos fra udstillingsåbningen: Jonathan Damslund
Portrætter af H.M. Dronning Margrethe i forskellige livsstadier og situationer.
Blot 12 dage efter H.M. Dronning Margrethe nytårsaften annoncerede, at hun ville abdicere, åbnede særudstillingen ‘Billeder af en Dronning’. Med udstillingen markerede Frederiksborg tronskiftet med en udstilling af portrætter, tegninger og fotografier af H.M. Dronning Margrethe gennem 52 år.
Her kunne Andy Warhols ikoniske glimmerudsmykkede silketrykportræt af Majestæten ses sammen med officielle portrætter som Rigmor Mydtskovs fotografiske portræt fra 1972 og en lang række fotografier, malerier og tegninger udført mellem 1940 og 2022. I galla på Fredensborg, i gråvejr på stranden. Indadvendt, drømmende og kreativt skabende. Den unge prinsesse og tronfølgeren Margrethe. Majestæten i forskellige livsstadier og situationer.
Ud over særophængningen kunne man i Riddersalen på Frederiksborg opleve de to store malede portrætter af Dronningen, Preben Hornungs fænomenale portræt fra 1985 og Niels Strøbeks majestætiske generationsportræt Tre Slægtled, hvor Dronning Margrethe er portrætteret sammen med sin ældste søn og sønnesøn: Danmarks nye Konge og Kronprins.
Som del af den permanente ophængning i Riddersalen kan disse store malerier stadig ses.
I museets afdeling for nyere kunst var der desuden samlet to fotografiske portrætter af det nye kongepar, Kong Frederik 10. og Dronning Mary, skabt af Marco Grob, samt et malet portræt af Dronning Mary, udført af Jesús Herrera Martínez. Disse værker indgår i den permanente ophængning på museets 3. sal og kan derfor også stadig ses.
Hvordan kunne det lade sig gøre? At skabe en udstilling og få den omtalt på 12 dage. Det kunne det takket være en imponerende indsats fra museets medarbejdere. Se med i videoen: Teknikere, konservatorer, samlings- og udstillingsafdelingen samt kommunikationsafdelingen arbejdede på højtryk op mod udstillingsåbningen, hvor publikumsafdelingen med museets opsynsværter afholdt åbning for årskortholdere.