I maj slog Frederiksborg dørene op for særudstillingen Elsket og Udskældt om 1800-talskunstneren Christian Albrecht Jensen, der gik fra at være elsket og feteret til at blive dømt ude og nærmest slettet fra kunsthistorien.
Med udstillingen fandt Frederiksborg en mandlig kunstner frem fra skuffen. Faktisk skrev museet en kunstner ind i kunsthistorien. Men hvem bestemte egentlig, hvad der var god smag? Hvad var god malerkunst? Og hvad skulle eftertiden kende til? Det spurgte Frederiksborg om i denne udstilling, der, med fokus på Jensen, også havde rødder tilbage til oprettelsen af den kongelige portrætsamling på netop Frederiksborg Slot.
C.A. Jensen – den største portrætmester i guldalderen
Næst efter Jens Juel er C.A. Jensen den kunstner, der står bag flest portrætter i portrætsamlingen på Frederiksborg. C.A. Jensen var den største portrætmester i guldalderen, men i dag kender næsten ingen hans navn. Portrætmester Jensen blev ganske enkelt skrevet ud af historien af tidens smagsdommere. Fordi han som slesviger blev opfattet som for tysk. For internationalt orienteret. I en tid, hvor nationalismen spirede, og danskheden opstod. Et eksempel på ‘cancel culture’ i 1800-tallet.
Jensen var, da han stod på sit højeste, så populær, at hans portrætter blev gengivet på vaser og kopper. Alle ville males af netop ham. Men da Jensen, på grund af tidens kunstkritikere og smagsdommere og den offentlige, personlige hetz, blev kaldt “Klatte-Jensen” og ikke længere modtog bestillinger på portrætter, fik han en vigtig rolle som kopimaler ved den kongelige portrætsamling. Denne samling blev på foranledning af Christian 8. opbygget på Frederiksborg Slot og udgør i dag Det Nationale Portrætgalleri.
Elsket og Udskældt var årets største udstilling på Frederiksborg ∙ Nationalhistorisk Museum og den første store historiske udstilling, der åbnede, efter at Ulla Tofte tiltrådte som direktør, Mette Houlberg Rung som samlings- og udstillingschef og Lone Kølle Martinsen som forskningschef. Houlberg Rung var kurator og bidrog sammen med Martinsen med kapitler til den store smukke bog, der blev udgivet på Strandberg Publishing i forbindelse med udstillingen.
Alle fotos: Jonathan Damslund
Bagom udstillingen
Prinsessefløjens stueetage blev malet forud for udstillingsåbningen, og museets grafik-, maleri-, og møbelkonservatorer var på et omfattende arbejde i forhold til at klargøre museets mange malerier udført af C.A. Jensen.
Video: Sådan dokumenterede og kommunikerede museets kommunikationskonsulent Maria Permin Elsket og udskældt i dagene frem mod åbningen.