Pia Kjærsgaard
Gennem mere end 30 år har Pia Kjærsgaard haft markant indflydelse på dansk politik. Det gav i 2024 partistifteren og folketingsmedlemmet gennem 40 år plads i landets fornemste portrætsamling. Her hænger Kjærsgaard nu side om side med fremtrædende statsministre, videnskabsfolk samt politiske modstandere og allierede gennem årene. Helt præcist kan Pia Kjærsgaard ses ved siden af Anders Fogh Rasmussen i den del af samlingen, der består af kunst og personligheder, der har formet det 21. århundrede.
Kunstneren Jonas Barlyng har skildret Pia Kjærsgaard siddende, mens hun afslappet, og med et let smil, møder vores blik. Hun er iklædt en hvid skjorte og brun vest. Portrættet er holdt i brunlige nuancer og skabt i Barlyngs klassiske maleriske stil. Man følger nemt penselstrøgene hen over lærredet – farver, skygger og hvide højlys modellerer overbevisende Kjærsgaards karakteristiske træk og personlighed frem. Der er et nærvær og en indlevelse i portrættet, der afslører, hvordan Barlyng er inspireret af portrætmalere som f.eks. Rembrandt, men også af danske mestre som Herman Vedel og C.A. Jensen. En fin historisk linje, der er med til at indskrive portrættet i en tradition, men samtidig er der en nutidighed og en friskhed i maleriet, der forankrer portrættet i vores samtid.
- Jonas Barlyng. Pia Kjærsgaard, 2024. Olie på lærred.