af Stefan Pajung og Mikhel Mäesalu

Den 15. juni 2019, på 800-års dagen for, at Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen, fik vi, Mihkel Mäesalu fra Universitetet i Tartu og Stefan Pajung fra det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, overrakt beviset på, at vi var blevet tildelt ”HM Queen Margrethe II Distinguished Research Fellowship” af hendes Majestæt Dronningen selv. Vi skulle herefter påbegynde et forskningsprojekt om den fælles dansk-estiske historie med start 1. oktober 2019.

Efter en smule indledende læsning blev vi hurtig enige om, at mindst to arkivture var nødvendige for at skaffe det nødvendige kildemateriale. Mihkel kom til København i slutningen af oktober for at få fat på indtil videre upublicerede kilder fra Rigsarkivet og de omfattende samlinger på Det Kongelige Bibliotek. Meget af det relevante Estlands-relaterede materiale er allerede blevet digitaliseret og gjort tilgængeligt online – men dette gælder ikke alt materialet. Dette materiale blev bestilt og gjort tilgængelig for os, så vi var i stand til enten at affotografere eller scanne materialet. For det meste var kilderne i god tilstand, men engang imellem stod vi overfor materiale, som så ud som nedenstående, eller hvor tilstanden var endnu værre:

Et eksempel på det næsten ulæselige kildemateriale vi fandt på Rigsarkivet

Middelalderhistorikere er vant til de sædvanlige vanskeligheder, der optræder, når man skal dechifrere håndskrevne latinske eller tyske kilder, som er hundreder af år gamle, men vandskadede, udblegede tekster med større huller gør vores opgave ikke nemmere. Det her viste eksempel var som allerede nævnt ikke engang det værste.

Men vi fandt også nogle velkomne overraskelser. Iblandt dem var en samling af privilegier fra det estiske ridderskab fra 1712, hvilket omfattede privilegier, der gik tilbage til 1200-tallet. Der ser ud til, at samlingen blev skabt for at vise den seneste erobrer af Estland, Zar Peter den Store, hvilke privilegier den lokale adel sad inde med, og at disse ikke kun var af nyere karakter. I Estland havde danskervældet betydning for landets indbyggere særdeles lang tid efter, at den danske konge gav afkald på landet. Derudover fandt vi belæg på, at Den Tyske Orden havde besiddelser i Danmark, noget som hidtil ikke var kendt. Dette vil vi komme ind på i en senere blog post.

I begyndelsen af december 2010 tog Stefan så på genbesøg i Estland og blev budt velkommen af Mihkel, som ikke kun gav ham en introduktion til Nationalbiblioteket i Tallinn, men også til Universitetsbiblioteket og Nationalarkivet i Tartu. Her fandt vi upubliceret kildemateriale angående de kirkelige relationer mellem Danmark og Estland i middelalderen og breve fra forskellige danske adelsmænd til byrådet i Tallinn.

I Tallinn, var personalet på byarkivet yderst hjælpsomme og understøttede Stefan på enhver tænkelig måde. Hans undersøgelser her førte til, at han kunne tage fotografier af flere hidtil ukendte og upublicerede breve fra Christoffer III (1440-1448) og Christian I (1448-1481) til byrådet i Tallinn. Alt i alt var det et særdeles gavnlig tur.

Et brev fra Christoffer III til Tallinns byråd, 1440.

Det tætte samarbejde mellem en dansk og en estisk forsker medførte også nogle interessante diskussioner og opdagelser – iblandt disse var opdagelsen af den danske prins Ottos skæbne. Han blev medlem af Den Tyske Orden, men indtil nu var hans videre skæbne ukendt. Men for at finde mere ud af om den historie bliver I nødt til at følge denne blog, for hvad vi fandt ud af i den sammenhæng vil først blive afsløret på et senere tidspunkt.

Af Mikhel Mäesalu og Stefan Pajung

Historisk forskning fungerer nogle gange på underlig vis. Nogle gange finder man som historiker nye oplysninger, men vedlægger dem ikke særlig betydning, måske fordi man for tiden er i gang med at undersøge noget andet, og så forbliver denne nye viden ukendt for den brede masse af historieinteresserede. Dette er i høj grad gældende, når det drejer sig om Den Tyske Ordens besiddelser i Danmark. Selvom kilderne har været publiceret længe, er det selv for de fleste historikere ukendt, at Den Tyske Orden havde besiddelser i Danmark i 1200- og 1300-tallet.

Mens Mihkel og Stefan var ved at gennemse de forskellige kildepublikationer vedrørende dansk middelalderhistorie, opdagede de et interessant dokument udstedt af mesteren for den livlandske afdeling af Den Tyske Orden i sommeren 1353. Ifølge dette dokument gav han godset Linde som et len til den sidste danske høvedsmand i Estland, Stig Andersen Hvide. Dette gods omfattede marker, enge, græsningsområder, fiskerimuligheder, skove med en række tilhørende rettigheder og indtægter. Dette gods var ifølge dokumentet omgivet af den danske konge Valdemar Atterdags (1340-1375) krongods, uden dog at fortælle præcist hvor dette lå.

Dette gods måtte uden tvivl ligge et sted i Danmark, for Valdemar Atterdag havde jo solgt hele Estland nogle år forinden. Men hvor? Og hvem havde oprindeligt givet disse besiddelser til Den Tyske Orden. Vi prøvede nu at finde svar på disse spørgsmål.

På det nuværende tidspunkt, efter megen søgen og gransken af forskellige kilder, har vi kun fundet en enkelt kilde med nogen forbindelse til disse besiddelser. Denne kilde er en registratur af dokumenter, som svenskerne tog fra hertugerne af Kurlands arkiv i 1621 og efterfølgende bragte til Stockholm. Den første hertug af Kurland, Gotthard Kettler (1561-1587), var også den sidste mester af den livlandske afdeling af Den Tyske Orden, og hans arkiv omfattede således ligeledes en betragtelig del af Den Tyske Ordens livlandske afdelings arkiv. Denne registratur nævner, at man i 1299 lavede en kopi af et dokument udstedt af en kong Erik af Danmark. I dette dokument omtales gods i ”Lyndell”. Desværre har man siden hverken kunne finde denne kopi eller det oprindelige dokument, og de er sandsynligvis gået til. Vi ved ikke engang, hvilken kong Erik, der udstedte det oprindelige brev. Det kan dreje sig om Erik Plovpenning (1241-50), Erik Glipping (1259-1286) eller Erik Menved (1286-1319), eller om det omtalte ”Lyndell” er det samme gods som ”Linde”, selvom man tidligere har formodet dette. Vi ved heller ikke, om det var kongen, der gav dette gods til Den Tyske Orden. Det er muligt, men brevet kan også bare have været den danske konges bekræftelse på en godsdonation foretaget af en dansk adelsmand. Vi ved det ikke.

Derudover havde vi endnu et problem – vi skulle identificere hvor Linde var. Der fandtes (og findes) i Danmark et antal steder, der hedder ”Linde”, hvoraf nogle dog har skiftet navneform siden middelalderen. Trods vores ihærdige forsøg på at entydigt at identificere ”Linde” er det endnu ikke lykkedes for os. Og vi er ikke de eneste, der har forsøgt at løse dette problem. Dr. Erik Ulsig og Dr. Anders Bøgh har indenfor de sidste årtier ligeledes forsøgt at finde en løsning på problematikken. Bøgh foreslår således i en artikel fra 1998, at det muligvis drejer sig om godset Lille Linde i Bjæverskov herred, som Uffe Stigsen, Stig Andersen Hvides søn og arving, i 1356 måtte afstå til Valdemar Atterdag som straf for faderens oprør mod kongen. Bøgh kan dog ikke bevise dette med sikkerhed, men det lyder som en oplagt mulighed, som vi også havde taget i betragtning. Men vi kan ikke afgøre sagen med sikkerhed, og her støder vi endnu engang på en af begrænsningerne, hvis man beskæftiger sig med middelalderens historie. Vi har simpelthen ikke kilderne til at afgøre sagen med sikkerhed. Men vi må altid forsøge.

Af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

Denne måneds blog post drejer sig om fordelene ved udvekslingen af viden og deling af informationer indenfor historieskrivningen – og det vil vi illustrere igennem den tidligere lovede løsning på mysteriet om prins Otto.

Prins Otto var søn af kong Kristoffer II og ældre bror til Valdemar Atterdag. Denne overtog tronen i 1340, og solgte efterfølgende Estland til Den Tyske Orden i 1346. Otto er måske mest kendt for at spille rollen som tragisk helt i B.S. Ingemanns historiske roman fra 1835, der meget passende fik titlen Prins Otto af Danmark og hans samtid. Men indenfor dansk historieskrivning fylder prins Otto ikke meget. Han er mest kendt for at have forsøgt at opnå kongeværdigheden efter sin afdøde far, Christoffer II (død 1332), men Otto blev i 1334 slået i et slag af de holstenske grever, der sad inde med store dele af det da pantsatte Danmark. Otto blev taget til fange og sad derefter i fangekælderen på Segeberg slot i Holsten de næste mange år. Herefter kom hans yngre bror Valdemar på scenen, og han havde til gengæld efter flere års dygtige forhandlinger held med at blive udråbt til konge af Danmark i 1340. Den traditionelle historie går nu ud på, at Otto blev frigivet og nogle år senere optaget i Den Tyske Orden som del af aftalen i forbindelse med salget af Estland. Dette skal være sket, fordi Otto tilsyneladende var blevet sindssyg i fængslet. De fleste danske historieværker angiver, at Otto herefter forsvinder ud af kilderne og antager, at Otto må være død kort tid efter 1346.

Prins Ottos segl, 1333

Denne historie kom også op at vende, da Mihkel var i København i oktober sidste år. Jeg spurgte forsigtigt, om man måske viste noget mere om Ottos skæbne i Estland, og Mihkel udbrød spontant, at selvfølgelig havde man da det. Jeg spidsede ører – måske man endelig kunne få afklaret prins Ottos endelige skæbne? Da jeg så var på besøg i Estland i december for at samle kilder og litteratur til vores projekt, havde jeg mulighed for at undersøge sagen nærmere. Det viste sig, at der var spor efter Otto i Johann Brenners Livlandske Krønike. Heri blev der fortalt, at Otto sad fængslet i ti år – ikke syv – og efterfølgende blev optaget i Den Tyske Orden. Han blev iklædt ordenens klæder i Riga og kort tid herefter udnævnt til borgherre for den vigtige borg Karkus (nu Karksi) i det sydlige Estland, hvor han skulle sørge for at administrere det omkringliggende område og i givet fald også stå for forsvaret. Alt dette var yderst interessant – men hvordan kunne man forklare forskellene i forhold til den etablerede danske fortælling, der afveg fra denne beretning på væsentlige punkter.

Livland i 1300-tallet. Borgen Karkus (Karsi) ligger i det sydlige Estland, lige ved nr. 15

Efter at jeg var vendt tilbage til Danmark, satte jeg mig for at genlæse de danske kilder for at se, om man kunne få kabalen til at gå op. Det viste, at det kunne den godt, men i denne version af historien kom Valdemar Atterdag mere og mere til at fremstå som en skrupelløs og koldhjertet skikkelse. Men på en måde var jeg ikke forundret, Valdemars senere historik af snyd, bedrag, afpresning og endda snigmord taget i betragtning.

Det ser ud til, at Valdemar var ansvarlig for, at Otto fortsatte sit fangenskab efter at han var blevet frigivet af de holstenske grever, hvor han havde siddet i fangenskab i syv år. Den lybske krønikeskriver Detmar beretter, at Otto i 1341 blev overført i herren til Werles varetægt. Denne var en mecklenborgsk slægtning til såvel greverne af Holsten som til den danske kongeslægt. Fangenskabet her var nok mindre barsk, men det var stadigt et fangenskab. Valdemar må her have givet Otto et tilbud – afgiv dine rettigheder til tronen og indtræd i Den Tyske Orden, eller forbliv i fangenskab resten af dit liv. Otto ser ikke ud til at have haft noget valg, hvis han nogensinde ville slippe ud af fangenskabet. Senest i 1346 må han have indvilliget i forslaget. Valdemar skrev nu til paven, at hans bror havde indvilliget i at blive Ordensbroder, og i den forbindelse ville han overdrage hertugdømmet Estland, som var hans arv, til Ordenen. Denne forklaring var dog mest til for at stikke paven blår i øjnene, således, at han ville godkende overdragelsen af hertugdømmet til Ordenen – Valdemar havde nemlig indgået en aftale, der sikrede ham 19.000 hårdt tiltrængte mark sølv for overdragelsen af Estland.

En yderligere fordel for Valdemar var, at Otto med indtrædelsen i Ordenen også havde indvilliget i at leve på munkevis. Otto ville altså ikke blive gift og få lovlige arvinger, der senere ville komme og kræve den danske trone. Det lader også til, at Valdemar var ophavsmand til rygtet om, at Otto var blevet sindssyg i fængslet. For hvem ville bakke op om en mulig rival, der var blevet sindssyg, selvom han som den ældre bror egentlig var den oprindelige og foretrukne tronkandidat. At det her drejer sig om et rygte viser det faktum, at Den Tyske Orden efter 1346 indsatte Otto som borgherre på den vigtige borg Karkus i en position han ikke ville kunne bestride, hvis han var blevet sindssyg. En ny borgherre her kendes først fra 1374 og det er således muligt, at Otto stadig levede et antal år i Estland efter 1346.

Af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Når historikere beskæftiger sig med det nordlige Estland under dansk styre in 1200- og 1300-tallet, har de en tendens til at benytte sig af betegnelsen ”Hertugdømmet Estland” for at definere hvilken del af Estland de refererer til. På den måde fremhæver de, at det nordlige Estland ikke var en del af selve Kongeriget Danmark, men et separat hertugdømme, som tilhørte den danske krone. Kongen af Danmark var også hertug af Estland, og styrede Estland ikke i sin egenskab af konge, men i sin egenskab af hertug. Mens den danske konge brugte titlen ”Hertug af Estland”, så blev betegnelsen ”Hertugdømmet Estland” kun brugt meget sjældent i 1200- og 1300-tallet. Spørgsmålet er nu, hvad folk i datiden kaldte de danske besiddelser i Estland.

For det meste, den danske konge kaldte sine besiddelser bare for ”Estland”, selvom han kun beherskede en del af landet. Denne vage brug af geografiske betegnelser var ret almindelig i middelalderen. Kongens officielle navn var ”Konge over danskerne og slaverne”, hvormed man søgte at understrege hans herredømme over i hvert fald nogle af de lande, som var befolket af de vestlige slavere, f.eks. fyrstendømmet Rygen. Men dette betød ikke, at han var hersker over alle de slaviske folk. Så spørgsmålet trænger sig på, om den danske konges brug af betegnelsen ”Estland” i denne vage form betød, at Den Tyske Orden og bisperne af Øsel og Dorpat (Tartu), der også herskede over dele af Estland, følte sig truet af et dansk krav på overherredømme over hele Estland? Uanset hvad, så kaldte de sydlige naboer til det danske område dette simpelthen for ”landene, der bliver behersket af kongen af Danmark”.

Det middelalderlige Livland i 1260. Kortet er taget fra Wikimedia Commons.

De danske områder bestod af landskaberne Revalien (Revala), Harrien (Harju) og Virland (Virju), og indimellem blev navnene på disse mindre lande kombineret med ”Estland”. Således kan man finde betegnelserne ”Estland og Wirland”, ”Estland, Harrien og Revalien” eller ”Revalien og Estland” i de samtidige kilder. Det fremgår ikke klart, hvorfor man i 1200-tallet benyttede sig af disse varierende betegnelser. Hvorfor brugte man ikke bare betegnelserne for de tre landskaber?

Estland i 1200-tallet, inddelt efter indfødte stammeområder. Kortet er taget fra Wikimedia Commons.

Et andet ret populært navn for den danske konges territorier i Estland var ”terra Revaliensis”, som er ret svært at oversætte. ”Terra Revaliensis” kan have betydet ”landet Reval”, fordi Reval (Tallinn) var sædet for den danske vicekonge og statholder. Men det kan også have betegnet ”landet Revala” (se kort ovenfor). Problemet ved at oversætte den latinske betegnelse består i, at både Reval (Tallinn) og landskabet Revalien blev betegnet med det samme navn ”Revalia” i datidens latinske tekster. Dette gør det ikke nemt at kende forskel mellem byen og landskabet. Af denne grund bør ”terra Revaliensis” nok oversættes med ”landet Revalien”.

Mangfoldigheden i navneformer fortæller os, at det ikke var almindeligt i datiden at tænke på det nordlige Estland under dansk herredømme som et hertugdømme, men mere som et landskab behersket af den danske konge. Men betyder dette, at forbindelserne mellem Danmark og det nordlige Estland har været stærkere end hidtil antaget? Dette forsøger vi at finde et svar på i forbindelse med vores undersøgelser.

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

For et stykke tid siden offentliggjorde vi en blogpost om, hvad man kaldte Dansk-Estland i 12- og 1300-tallet. Som vores læsere måske ved, så førte kongen af Danmark titlen som hertug af Estland fra 1269 til 1346. Men der var en anden, der også førte denne titel før dette – en person, som tit bliver glemt af historikere.

Den første, der nemlig førte titlen som hertug af Estland, var Knud (ca. 1205-1260), en søn af Valdemar Sejr (1202-1241) og Helena Guttormsdatter, enken efter Esbern Snare. Knud blev sandsynligt født 1205, og var dermed den anden søn af Valdemar Sejr. Men fordi både han og hans ældre halvbror Niels var blevet født udenfor ægteskab, kunne de ikke arve tronen. Men Valdemar sørgede godt for sine sønner, og behandlede dem på samme måde, som han gjorde med de sønner han siden fik i ægteskab med hhv. dronning Dagmar (1205-1212) og med dronning Berengaria (1214-1221). Han tildelte dem dele af kongeriget, som de kunne herske over. Niels blev greve af Halland og Knud hertug af Estland.

Biskoppen af Dorpats segl, 1300-tallet.

Fyrstebispedømmet Dorpat var (næsten) nabo til Hertugdømmet Estland, og var ligesom dette placeret på den yderste østlige grænse af den vestlige kristenhed. Dermed havde de begge at kæmpe med nogenlunde de samme problemer og udfordringer. Selvom bisperne af Dorpat generelt havde et godt forhold til den Tyske Orden, skulle de stadig forholde sig til bade interne og eksterne trusler, som truede det udsatte fyrstebispedømme.

Risikoen for, at de lokale ville begynde et oprør, lurede altid under overfladen, og de russiske fyrster ventede kun på en mulighed at udnytte en svaghed i det livlandske forsvar for at lave ravage. Denne   situation medførte en naturlig tilnærmelse og et øget samarbejde mellem fyrstebispedømmet og Hertugdømmet Estland. Det er meget sandsynligt, at det foreslåede bytte mellem Dorpat og Slesvig skal ses i denne kontekst. Biskop Nikolaus må have følt, at hans situation var meget udsat – og han havde ikke de nødvendige midler til at forbedre sin situation. Vi ved, at Nikolaus drog til pavehoffet I Avignon i begyndelsen af 1313, hvor det lykkes ham at sikre sig et lån på 1500 gylden, som han kunne anvende til at styrke forsvaret af bispesædet. Men det ser ud til, at han stadig ikke var tilfreds med situationen, for han vendte ikke tilbage til Dorpat fra Avignon med det samme. I stedet skrev han som bekendt til biskoppen af Slesvig, som han foreslog det allerede omtalte bytte. Biskoppen af Slesvig afviste ham godt nok, men hans svar må have indeholdt noget, der indgav Nicolaus håb. Han skulle blot overbevise den danske konge om det fornuftige i forslaget.

Ruinerne af katedralen i Dorpat (Tartu). Foto af Ivar Leidus, september 2012

Af den grund tog bisp Nicolaus af Dorpat i foråret 1314 til Danmark for at se, om han kunne overtale Erik Menved (1286-1319) og få hans opbakning til byttet med Jens Bocholt. Kong Erik var villig til at lytte til, hvad bisp Nikolaus havde at sige og gav ham derfor fri adgang til Danmark, for at de kunne mødes og han kunne høre bispens argumenter. Det lader til, at Erik Menved har overvejet forslaget nøje, men han kunne ikke beslutte sig for, om forslaget virkelig var til hans egen fordel. Til sidst fik bisp Nikolaus intet ud af sin tur til Danmark og måtte vende hjem til Dorpat med uforrettet sag. Kongen må have ment, at selvom han søgte at styrke sin position i det østlige Baltikum, så var det af større fordel for ham, hvis han havde Nikolaus siddende som villig ”vasal” i Dorpat, der var afhængig af hans velvilje, end hvis han skulle til at overtage forpligtigelsen for forsvaret af bispedømmet Dorpat. Erik Menved var i disse år travlt optaget af konflikten med hansestæderne Rostock, Wismar, Stralsund og Greifswald og ville ikke sprede sin ressourcer mere end hvad godt var

Da hans plan om at forlade Dorpat til fordel for Slesvig var slået fejl, måtte bisp Nikolaus af Dorpat til at revurdere sin situation. Selvom han havde et godt forhold til den Tyske Orden, så var alliancer i middelalderen aldrig noget man kunne regne 100% med. Hvad ville der ske, hvis de russiske fyrster skulle finde på at angribe bispedømmet? Ville den Tyske Orden og/eller den danske konge så hjælpe ham?

Bisp Nikolaus besluttede sig for, at det altid var bedre at vinde yderligere allierede, og derfor tog han i foråret 1319 først til Lübeck og derefter til Danmark for at sikre sig understøttelse. Desværre døde Erik Menved i november 1319 uden at efterlade sig en søn og efterfølger, og før man kunne slutte en overenskomst. Kong Eriks bror, Christoffer, der havde været hertug af Estland mellem 1303 og 1307, var derfor den mest oplagte efterfølger. Men før han kunne bestige tronen, måtte han først underskrive en ret barsk håndfæstning, som lagde alvorlige hindringer i vejen for at han kunne agere handlekraftigt. I stedet måtte han tilstå rigets stormænd omfattende privilegier. Efter en del forhandlinger blev man enig om håndfæstningens endelige udformning, og den 25. januar 1320 kunne den nye konge underskrive denne. En af de personer, der bevidnede dette, var – bisp Nikolaus af Dorpat.

Christoffer II’s håndfæstning fra 1320.

Nikolaus’ tilstedeværelse som vidne til Christoffer II’s håndfæstning har altid stået som lidt af et mysterium for danske historikere, men måske kan vi nu komme med et muligt bud på en forklaring. Vi ved ikke, om Nikolaus spillede nogen som helst rolle under forhandlingerne, og om han i et hele taget havde noget at skulle have sagt. Men en mulig forklaring kunne være, at fordi bisp Henrik af Reval i hvert fald havde været død siden 1318, og en efterfølger endnu ikke var udpeget og indviet, så kom bisp Nikolaus de facto til at fungere som repræsentant for hertugdømmet Estland. Måske hang dette sammen med, at cistercienserklostret Falkenau (Kärkna), der lå i bispedømmet Dorpat, besad besiddelser i Wirland? Eller var det, fordi han var den eneste repræsentant fra Livland, der var til stede i det hele taget, da Christoffer underskrev sin håndfæstning? Strengt taget, var det slet ikke nødvendigt for en repræsentant fra Estland at være til stede ved forhandlingerne, da håndfæstningen kun gjaldt i selve Danmark, men ikke i Estland. Begrundelsen kunne simpelthen være, at bisp Nikolaus blev anset for at være et troværdigt og uafhængigt vidne.

Vi må se, om vi kan finde yderligere materiale til at belyse sagen. Ellers kommer der måske en anden historiker i fremtiden, der finder et svar, når han eller hun atter ser på sagen.

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

For et stykke tid siden offentliggjorde vi en blogpost om, hvad man kaldte Dansk-Estland i 12- og 1300-tallet. Som vores læsere måske ved, så førte kongen af Danmark titlen som hertug af Estland fra 1269 til 1346. Men der var en anden, der også førte denne titel før dette – en person, som tit bliver glemt af historikere.

Den første, der nemlig førte titlen som hertug af Estland, var Knud (ca. 1205-1260), en søn af Valdemar Sejr (1202-1241) og Helena Guttormsdatter, enken efter Esbern Snare. Knud blev sandsynligt født 1205, og var dermed den anden søn af Valdemar Sejr. Men fordi både han og hans ældre halvbror Niels var blevet født udenfor ægteskab, kunne de ikke arve tronen. Men Valdemar sørgede godt for sine sønner, og behandlede dem på samme måde, som han gjorde med de sønner han siden fik i ægteskab med hhv. dronning Dagmar (1205-1212) og med dronning Berengaria (1214-1221). Han tildelte dem dele af kongeriget, som de kunne herske over. Niels blev greve af Halland og Knud hertug af Estland.

Kalkmaleri af Knuds våbenskjold fra Skt. Bendts kirke i Ringsted, hvor Knud blev begravet.

Valdemar Sejr påbegyndte sit korstog og erobring af Estland i sommeren 1219. Han fulgte dette op med endnu et erobringstogt til det nordlige Estland i sommeren 1220, og i 1222 erobrede han øen Øsel (estisk Saaremaa) på Estlands vestkyst. Under sit ophold på Øsel lykkedes det for Valdemar at løse konflikten med sine korstogsrivaler, bisp Albert af Riga (1199-1229) og Sværdridderne. Da Valdemar vendte tilbage til Danmark i efteråret 1222, kunne han derfor fortrøstningsfuldt efterlade Dansk Estland i sin søns hænder. Selvom vi ikke præcis ved, hvornår Valdemar formelt overdrog hertugdømmet Estland til sin søn Knud, så er det sandsynligt, at dette skete på et tidspunkt mellem efteråret 1222 og maj 1223.

Kort over den politiske inddeling af Estland i 1222, tidspunktet hvorpå det danske herredømme var mest udstrakt.

Der findes kun meget få kilder om Knuds styre som hertug af Estland. Hans styre over Estland var allerede gået i glemmebogen i slutningen af det 13. århundrede. Den eneste krønike, der i det hele taget nævner Knud som hertug af Estland er Ribe Bispekrønike, der nævner, at da bisp Tuve af Ribe (1214-1230) i foråret 1223 vendte tilbage i Danmark efter at han i vinteren 1222-1223 havde opholdt sig i Tallinn for at fremme omvendelsen af de indfødte estere, efterlod han byen i hænderne på Knud, hertug af Estland. Det lader altså til, at Knud var i Tallinn i 1223. Derudover ved vi blot, at Knud overdrog land i det nordlige Estland til cistercienserklosteret Gudvalla (også kendt som Roma) på Gotland. Denne gave kan betragtes som et tegn på den unge hertugs gudfrygtighed, men har især været tænkt som en måde hvorpå man kunne fremme kristningen af de indfødte estere under Knuds herredømme.

Knud blev udnævnt til hertug af Estland på et tidspunkt, som var meget kritisk såvel for kongeriget Danmark som for hertugdømmet Estland. I maj 1223 tog Grev Henrik af Schwerin (1194-1228) Valdemar Sejr og hans ældste søn, Valdemar den Unge, til fange og holdt dem indespærret i en årrække. Valdemar Sejr kom først fri i december 1225 og Valdemar den Unge blev sluppet fri i påsken 1226. Allerede i vinteren 1222-23 var øselboerne begyndt at røre på sig, og i løbet af foråret 1223 var hele Estland i oprør. Kun Tallinn var stadig på danske hænder, resten af Estland var atter på de indfødte esteres hænder. Af denne årsag besluttede de tidligere rivaler, danskerne, bispen af Riga og Sværdbrødrene at samarbejde for atter at underkaste Estland. Men dette førte til, at der opstod fornyede konflikter mellem danskerne på den ene side og sværdbrødrene og bisperne af Riga og Tartu på den anden side. Denne konflikt førte til, at der udbrød en væbnet konflikt mellem parterne, der endte med, at sværdbrødrene og de to biskopper erobrede alle de danske besiddelser i Estland.

Vi ved absolut ingen ting om, hvilken rolle Knud spillede i disse begivenheder. Selvom han var i Estland i sommeren 1223, så lader det til, at han forlod hertugdømmet kort tid efter. Måske tog han tilbage til Danmark, da han hørte om sin faders tilfangetagelse. Vi ved det simpelthen ikke. Selvom Estland herefter for en tid gik tabt, førte Knud titlen som hertug af Estland indtil 1232, da han blev udnævnt til hertug til hertug af Blekinge.

af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

Mens danske præsters virke i Estland har været et emne, som historikere, teologer og andre lærde har beskæftiget sig ret indgående med, så er det til gengæld ret ubelyst, i hvor høj grad estiske kirkefolk drog den anden vej, og kom til Danmark for at virke her i løbet af middelalderen. Vi satte os derfor ned for at undersøge i hvor høj grad dette var tilfældet, og dykkede ned i det danske kildemateriale for at se, om vi kunne finde vidnesbyrd herom. Men vi måtte sande – som det ofte er tilfældet, når man har med middelalderligt materiale at gøre, at vi langt hen ad vejen ikke kunne være sikre på folks oprindelse. Nyligt omvendte folkeslag havde det med at antage almindelige kristne navne i forbindelse med deres dåb, og kun når de også eksplicit angav, hvor de kom fra, kunne vi være sikre herom. Så i lang tid så det ud, som om vores undersøgelse skulle løbe ud i sandet.

Men så fandt vi en kilde, som nævnte en Johannes af Wesenberg (estisk Rakvere), som var kannik i Århus. Han måtte da være fra Estland. Og det var han – vi kunne bekræfte, at han var blevet nævnt første gang i 1313 i forbindelse med den danske konges vasaller i Estland. Så langt, så godt – men hvordan var han endt i Danmark? Kunne vi måske også finde ud af dette? Og ville det være muligt at finde ud af, hvorfor Johannes var en del af den delegation, der fulgte med den unge prins Valdemar (Atterdag) til Greifswald i 1338?

Den unge prins Valdemars våbenskjold (”Domicellus” betyder ”junker”, som i datiden var den gængse titel, som danske prinser bar.), ca. 1338. Kalkmaleri i Vor Frue kirke, Århus. Foto: Stefan Pajung.

Nu havde nysgerrighed bidt os, og vi ville vide mere. Det viste sig, at Johannes af Wesenberg ikke var en populær herre overalt i Livland. Især ikke i Dorpat (estisk Tartu). For at forstå hvorfor, bliver vi nødt til at gå tilbage til 1323, da bisp Nikolaus af Dorpat døde. Mens han endnu var i live, havde Johannes fået pavelig provision, dvs. lovning, på, at han ville blive udnævnt som den næste provst ved domkirken i Dorpat. I 1324 valgte man den hidtidige provst i Dorpat, Engelbert von Dohlen, til ny bisp, og embedet som provst skulle nu egentlig tilfalde Johannes. Men ikke alle var helt tilfredse med, at paven havde lovet embedet bort til en udefra kommende.

Engelbrecht af Dolens segl som biskop af Dorpat (1324-1341)

Johannes stod klar til at blive indsat som ny provst, men bisp Engelbert udtalte, at han ikke kunne efterkomme pavens ønske, da domkapitlet var imod, og at Johannes slet ikke var velkommen i Dorpat. Kannikkerne ville modsætte sig indsættelsen og skabe alle mulige former for problemer for Johannes, hvis ikke han trak sig. Af den grund skrev Engelbert til paven, om det ikke var muligt, at man spurgte ærkebispen af Riga, biskoppen af Øsel (estisk Saaremaa) og biskoppen af Roskilde om de ville mægle i striden. Han selv foreslog, at han i stedet indtog sit embede ved domkapitlet i Reval (estisk Tallinn), da han jo stammede fra dette bispedømme. På samme tid ønskede Engelbert, at paven ville bekræfte udnævnelsen af Johannes af Vyffhusen, en ”glimrende lærd” til det ledige kannikkedømme og præbende, der netop var opstået ved domkapitlet i Dorpat. Johannes af Wesenberg var dermed blevet lagt på is af den lokale opposition, og mistede således sin lovede position som provst i Dorpat.

Vi ved ikke præcis, hvad der skete umiddelbart efter, at Johannes blev lagt på is i Dorpat, men vi hr nogle enkelte informationer, der kan hjælpe os videre. Der ser nemlig ud til, at Johannes var god til at få bevilliget lovning på udnævnelser til kirkelige embeder i forskellige bispedømmer. Således havde han allerede i 1321 fået lovning på et kannikkedømme i Reval OG i Århus, og i 1338 var han afgjort atter inde i varmen. Han var da både skolemester ved domskolen på Øsel og kannik i Århus.

Domkirken i Århus, hvor Johannes var blevet udnævnt til kannik før 1338. Foto af Martin Stegman, 2015.

I 1338 må Johannes’ kendskab til estiske forhold have været i høj kurs hos bispen af Århus, Svend. Han var i 1330’erne en af de vigtigste rådgivere og mest vedholdende forkæmpere for den unge prins Valdemar, der bestræbte sig på at få så megen opbakning som mulig i sine forsøg på at blive konge af Danmark. Valdemars position som hertug af Estland var på dette tidspunkt et af de stærkeste aktiver, som han lå inde med. Det ser ud som om, bisp Svend havde taget Johannes med til mødet i Greifswald for at han sørge for, at Valdemar var velunderrettet om forholdene i netop Estland.

Desværre ved vi ikke med sikkerhed, hvad der skete med Johannes siden da. Der foreligger muligheden af, at han var død i 1344, da han ikke nævnes blandt vidnerne i et brev udstedt af kannikkerne i Reval. Men vi kan ikke være sikre – han kunne også bare have givet afkald på posten i Reval i mellemtiden og trukket sig tilbage i Danmark. Kilderne svigter os simpelthen her. Men Johannes var ikke en enlig svale – der var flere estiske kirkefolk at finde i Danmark i samtiden. Men mere om dem senere!

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Willekin den Hvide, en kannik fra domkapitlet i Reval (Tallinn), var vært for et middagsselskab i sit hjem i begyndelsen af maj 1339. Under dette selskab blev Hermann Heympel, en rådmand i Reval, alvorligt såret under ukendte omstændigheder. Efterfølgende kom flere borgere til Willekin den Hvides hjem for at bringe Hermann Heympel væk derfra. Borgerne kom i klammeri med de andre gæster i selskabet og dræbte en adelsmand ved navn Nicolaus af Braunschweig. Den 9. maj 1339 frikendte Bertold von Lechtes, den stedfortrædende høvedsmand i hertugdømmet Estland, borgerne for enhver skyld i dette sammenstød med undtagelse af drabet på Nicolaus af Braunschweig.

I første omgang ser denne sag at have meget lidt at gøre med forholdet mellem Danmark og Estland i 1300-tallet. Men dette retsdokument afslører vigtige informationer om forholdet mellem hertugdømmet Estland og den kommende danske konge, Valdemar Atterdag (konge 1340-1375) i årene 1338-39. For dette dokument er det første, der nævner en kongelig statholder i hertugdømmet efter Christoffer II’s død i 1332. Som det måske er kendt for læsere af denne blog, var kongeriget Danmark i dyb krise under Christoffer II’s regeringstid, hvor størsteparten af riget (med undtagelse af hertugdømmet Estland) blev pantsat til greverne af Holsten. Efter Christoffers død i 1332 var riget uden konge indtil 1340, da det lykkedes for Christoffers yngste søn, Valdemar Atterdag, at genvinde tronen.

Valdemar Atterdag. Kalkmaleri i Skt. Peders kirke, Næstved, ca. 1375. Wikipedia Commons.

Valdemar rejste sit krav på tronen i 1338. Som vi skrev i vores seneste blogpost, kom kannikken Johan af Wesenberg, der nedstammende fra en familie af kongelige vasaller i Estland, i kontakt med den unge Valdemar i foråret 1338. Kun en måned senere optrådte Valdemar som hertug af Estland for første gang, og et år senere finder vi Berthold von Lechtes som stedfortrædende høvedsmand over hertugdømmet Estland på slottet i Reval. Kunne dette tolkes som tegn på, at hertugdømmet var den første del af den danske rige, der anerkendte den unge Valdemars herredømme?

Udtog af dokumentet udstedt af stedfortrædende statholder Bertold von Lechtes, 9. 5. 1339. Tallinn Stadsarkiv.

Bertold von Lechtes var en betydningsfuld vasal i hertugdømmet Estland, en af de kongelige råd i Estland. Han blev udnævnt til stedfortrædende høvedsmand engang mellem den 12. marts 1338 og den 9. maj 1339. Høvedsmanden over hertugdømmet blev altid udnævnt af den danske konge. Da Christoffer II døde i 1332, fratrådte hans høvedsmand Marquard Breide embedet. Da den danske trone efterfølgende ikke blev besat, var der ingen, der kunne udnævne en ny høvedsmand og embedet forblev derfor også ubesat. Hertugdømmet Estland blev efterfølgende administreret af kongens råd i Estland.

En stedfortræder for høvedsmanden blev udnævnt af høvedsmanden. Dette betyder, at Bertold von Lechtes kun kunne være blevet stedfortrædende høvedsmand gennem Valdemars egen autoritet. Måske havde Valdemar udnævnt en ny høvedsmand, hvis navn vi blot ikke kender, som efterfølgende udnævnte Bertold til sin stedfortræder. Det er dog også muligt, at Valdemar, der endnu ikke var kronet som konge, valgte kun at udnævne en stedfortrædende høvedsmand. Måske havde han ikke mulighed for at sende en af sine egne følgesvende, som han kunne undvære, til Estland og besluttede derfor at udnævne en af sine estiske råder til posten.

Uanset hvad, så tyder dette kraftigt på, at de vigtigste estiske slægter var i kontakt med Valdemar i 1338, og denne kontakt havde resulteret i, at Valdemar allerede i maj 1339 var anerkendt som herre over Estland – mere end et år før han blev valgt til danske konge og kunne begynde sit herredømme her.

af Stefan Pajung og Mihkel Mäësalu

Der er velkendt, at Valdemar Atterdag solgte Estland til den Tyske Orden i 1346. Men havde han en plan for at genvinde Estland? Da den danske historiker William Mollerup i 1880 skrev sit værk om Danmarks forhold til Livland, afviste han kategorisk at en sådan plan skulle have eksisteret og den konklusion holdt man fast i i mange år. Men i 1970erne begyndte nogle historikere at sætte spørgsmålstegn ved denne antagelse. Den estisk-svenske historiker Hain Rebas bemærkede i sin bog om senmiddelalderens baltiske politik og handel, at den svenske historiker Gunnar Fritzell havde meddelt ham, at han arbejdede på en artikel om Valdemars plan for at generobre Estland, men denne forblev upubliceret ved hans død i 1982. Muligheden for, at Valdemar havde planer for at genvinde Estland blev ligeledes antydet af den danske historiker Jens E. Olesen, men uden at han gik i detaljer.

Jeg begyndte at undre mig – kunne jeg finde beviser for at underbygge denne dristige påstand? Eller var den overhoved dristig? Valdemar Atterdag var kendt for aldrig at opgive en besiddelse han mente han havde ret til, og som han mente tilhørte kongeriget Danmark. Allerede i 1355 havde han forsøgt at overtale paven til at annullere salget af Estland, men Innocens VI afslog. Valdemar lod derpå sagen ligge og koncentrerede sig på at samle de forskellige danske provinser under sit eget scepter. Han besejrede alle, der stod i vejen for ham og straffede alle dem, der ikke ville underkaste sig under hans herredømme, hårdt og ubarmhjertigt. Langsomt fík han fordrevet de forskellige panthavere fra deres besiddelser og genetableret kongelig kontrol. I 1360 erobrede han endda Skåne, Halland og Blekinge fra den svenske konge Magnus Eriksson, selvom han tidligere havde indgået en traktat med ham, hvori han accepterede Magnus’ herredømme over de østdanske provinser. Kun et år senere sendte Valdemar en flåde mod Gotland – den vigtige hanseatiske udpost midt i Østersøen – og erobrede øen. Hvorfor erobrede Valdemar Gotland? Var det, fordi han havde brug for en base til at erobre Estland?

Carl Gustav Hellquist: Valdemar Atterdag brandskatter Visby, 1361. Olie på lærred, 200 x 330 cm, 1882. Nationalmuseet, Stockholm, Sverige.

Hvis kong Valdemar virkelig havde planer om at krone sin succes med at samle det danske rige under sin kontrol ved umiddelbart efter erobringen af Gotland at fortsætte mod Estland – og her ville Gotland have været den ideelle base, hvis han ville sende en flåde mod Livland – så måtte disse planer vente. For erobringen af Gotland havde vakt de hanseatiske købmænds vrede, idet han havde plyndret en af handelsnetværkets centrale byer, Visby. Dertil kom, at med Visby kontrollerede Valdemar en af hanseaternes vigtigste mellemstationer i den vitale Østersøhandel, hvor han nu kunne opkræve told af købmændene og lægger hindringer i vejen for dem, hvis de ikke fulgte hans spilleregler. Dette kunne de ikke acceptere, hvorpå de indgik et forbund med den svenske konge Magnus Eriksson, der var rasende over at miste både Skånelandene og Gotland (der jo nominelt var svensk), og så de holstenske grever, der var bekymret over, at kong Valdemar var ved at udvikle sig til en så dominerende magtfaktor i Østersøregionen, der effektivt kunne afgøre alle stridigheder efter forgodtbefindende – og dette ville betyde, at greverne af Holsten i sidste ende også kom i klemme. Denne konflikt udløste 1. Hansekrig, der varede indtil man i 1362 indgik en våbenhvile, der skulle gælde indtil begyndelsen af 1364.

Med Valdemar var ikke inaktiv under denne våbenhvile. Før den udløb, forlod han Danmark for at tage på en rundrejse i Europa, hvor han indgik flere defensive alliancer og opnåede på den måde flere diplomatiske sejre. Han fik opbakning fra kongen af Polen, den tyske kejser og endda fra den Tyske Orden – Valdemar havde ikke kun stærke forbindelser, men var dertil en snu og opportunistisk konge. Dette viste sig også under hans sidste besøg på rundturen – han tog nemlig til paven i Avignon.

Pavepaladset i Avignon

Her udviste Valdemar tegn på, hvad jeg vil mene var langtidspolitisk planlægning. På overfladen så det ud som om Valdemar kun søgte om, at hans loyale kapellaner, rådgivere og kanslere fik tildelt kirkelige embeder og stillinger ved forskellige domkapitler rund omkring Skandinavien, Nordtyskland og Livland. Men var der måske en dybere bagtanke ved, at kongen bad om disse udnævnelser? Jeg vil mene, at dette var udtryk for, at Valdemar nu forsøgte at vinde og udøve kontrol i de forskellige byer på en mere subtil måde end ved at anvende rå vold. Blandt dem, der blev belønnet for deres loyale tjeneste, på denne måde var forskellige kirkefolk fra bispesæderne Reval, Dorpat og Øsel.

Der kunne argumenteres for, at Valdemar havde tænkt sig godt om ved at sørge for, at disse kirkefolk blev tildelt gode og vellønnede poster i velplacerede domkapitler. Valdemar gjorde sjældent noget for sine blå øjnes skyld. Mens han var i Avignon, fik han også sørget for stillinger i domkapitlerne i Lübeck, Schwerin og Rostock til præster, der tidligere havde været i hans tjeneste, og han fik også udvirket forskellige tjenester til bispen af Lübeck. Mange af de præster, som nu fik en prestigefyldt position og et godt udkomme, var beslægtet med de mest betydningsfulde familier i byerne – dem, der ofte stillede med rådmænd og dermed var med til at sætte deres præg på byernes politik. Valdemars fremgangsmåde kunne blive anset som en måde hvorpå kongen indirekte vandt indflydelse i lige netop de hansestæder han lige havde været i krig med – eller i det mindste havde han nu en centralt placeret informationskilde i de forskellige byer.

Ved også at få tildelt sådanne prestigefyldte og vellønnede stillinger til estiske kirkefolk kunne der altså være tale om en langsigtet plan, hvormed Valdemar sørgede for, at hans folk både sad i magtcentrene i det tidligere hertugdømme Estland, men også i bispedømmerne Dorpat og Øsel. Ved at tage estiske kirkefolk i sin tjeneste og derefter fremme deres karrierer har sikkert skaffet Valdemar en masse god vilje hos disse kirkefolks slægtninge. Men hvem var disse slægtninge? Havde de en masse indflydelse og politisk tyngde? Hvis dette var tilfældet, var det måske Valdemars plan at skaffe sig den fornødne opbakning i Estland til en eventuel generobring af området på denne måde?

Om det var Valdemars plan, må vores videre undersøgelser vise.

Af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Gerhard von Jork, mesteren for den livlandske afdeling af den Tyske Orden (1309-1322) skrev engang mellem 1317 og 1322 til byen Reval (estisk: Tallinn) angående visse mænd, der uhæmmet hærgede og plyndrede på bispedømmet Dorpats (estisk: Tartu) territorium. Han klagede til byrådet i Reval, fordi disse røvere åbenlyst havde deres base i Dansk Estland, som de hver gang trak sig tilbage til efter deres hærgninger, hvor de solgte deres tyvegods. Derfor anmodede Gerhard byrådet i Reval at sende nogle udsendinge til Ermes (lettisk: Ergeme) for at diskutere, hvordan man kunne få has på disse røvere og få dem udvist fra området.

I første omgang troede vi, at dette brev fra Gerhard ikke var mere end blot endnu et vidnesbyrd i forbrydelsens annaler fra datiden. Det var først fornylig, at vi pludselig så en forbindelse mellem de begivenheder beskrevet i Gerhards brev og Johan von Wesenbergs historie. Den Johan von Wesenberg, som var emnet for vores blog for ikke så længe siden, da han forgæves forsøgte at blive provst i Dorpat og endte i den livlandske kulde, for siden at dukke op som kannik i Århus.

Men nu ser det ud til, at historien har langt flere facetter. For vi fandt kilder af bisperne Nicolaus (1311-1323) og Engelbert (1324-1341) af Dorpat, som anklagede Johan for mord, plyndring og utallige andre utilgivelige forbrydelser. Vi var godt bekendt med, at Johan havde været i strid med biskop Nikolaus, fordi denne havde forkastet det pavebrev, som gav Johan førsteretten til et kannikkedømme i Dorpat. Vi anser det for at være meget sandsynligt, at anklagerne mod Johan af Wesenberg og røverne, der var genstand for Gerhard von Jorks klage, hænger sammen. Kunne det være, at der herskede en privat fejde rettet mod biskoppen af Dorpat, fordi bispen havde fejet Johans krav til side? Havde Johan mon fået sine venner og bekendte blandt de kongelige vasaller i Dansk Estland til at hjælpe sig med at angribe bispedømmet Dorpat?

Ruinerne af katedralen i Dorpat. Foto af Ivar Leidus. Fra Wikimedia Commons.

I første omgang troede vi, at årsagerne til, at biskop Nikolaus af Dorpat rejste til Danmark i 1319, enten var endnu et forsøg på at få den danske konges tilladelse til at bytte bispesæde med bispen af Slesvig, eller at forhandle med ham angående en alliance, så Nicolaus ikke længere måtte ligge søvnløs om natten af frygt for, at de russiske fyrster overfaldt hans bispedømme.

Men med disse nye informationer tenderer vi nu henimod, at årsagen til, at biskoppen tog til Danmark var, at han ville klage over de danske vasallers hærgninger og bede den danske konge om at gå ind i sagen og få overfaldene til at stoppe.

Uheldigvis døde Erik Menved i november 13109 før Nikolaus kunne fremføre sin sag. Så han blev i Danmark og deltog i det kommende kongevalg, hvor den afdøde konges bror, Christoffer, blev valgt. Det ser ud til, at hærgningerne efterfølgende stoppede – og Johan af Wesenberg blev udnævnt til kannik i Århus, hvor han blev specielt udvalgt til et nyoprettet kannikkedømme. I Århus lovpriste man Johan for at være en lærd mand, som desuagtet også kendte til den verdslige verden… Var dette mon en eufemisme for hans tidligere liv og de afskyelige gerninger han havde begået i Livland?

Men Johan af Wesenberg ville ikke give op – han mente, at han havde ret til et embede i Dorpat. Den 22. oktober 1324 udnævnte paven – sikkert fordi Johan selv havde bedt om det – ham til ny provst i Dorpat og gav ordre til, at han skulle forsynes med et kannikkedømme og et embede der. Embedet som provst var blevet ledigt efter at den tidlige provst Engelbert von Dolen var blevet valgt til ny biskop efter Nikolaus’ død. Men domkapitlet var – forståeligt nok – yderst utilfreds med udsigten til at have Johan siddende som den nye provst. Engelbert von Dolen henvendte sig derfor med det samme til kurien og meddelte, at Johan ikke ville være velkommen i Dorpat.  Hans indsættelse ville blive taget ilde op af kannikkerne og ville blot medføre alle mulige slags problemer.

Det ser ud til, at det kom til en længerevarende retssag ved kurien – som Engelbert og domkapitlet dog vandt. John af Wesenberg blev udlukket fra embedet som provst i Dorpat, og i december 1328 valgte paven at skrive til bispen og provsten på Øsel (estisk Saaremaa) samt til magister Jacob af Mutina, en kannik i Cambrai for at give dem lov til at udpege en eget person som ny provst ved domkirken i Dorpat.

Johan af Wesenberg måtte tage sig til takke med sit kannikkedømme i Århus. Dog lykkes dem ham også at blive udpeget til skolemester ved katedralskolen i bispedømmet Øsel – måske som en slags plaster på såret.

af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

I en tidligere blogpost beskæftigede vi os med Valdemar Atterdag og om hvorledes han planlagde at genvinde Estland efter at han havde samlet resten af det danske rige under sit styre. Heri bemærkede vi kort, at Valdemar i 1355 ansøgte paven om at omstøde overdragelsen af Estland til den Tyske Orden, men at paven var uvillig at gå ind på dette, før han havde hørt den Tyske Ordens stormester i sagen. Umiddelbart så det ud som om, at kong Valdemar oven på dette svar ikke forfulgte sagen yderligere.

Siden da har vi fundet ud af, at der i 1300-tallet eksisterede en bestemmelse indenfor kirkeretten ifølge hvilken et kongerige skulle forblive ”helt”, og at det var ulovligt at skille provinser, der var en integreret del af riget, fra et kongerige permanent. Dansk Estland var en sådan integreret del af det danske rige! Det ser ud til, at den Tyske Orden endda i et udkast til salgstraktaten ville have indført en bestemmelse, som forbød kong Valdemar at henholde sig til netop denne bestemmelse og dermed omstøde overdragelsen af Dansk Estland til den Tyske Ordens herredømme. Så nu er spørgsmålet – hvorfor forfulgte kong Valdemar ikke sin sag ved den pavelige domstol yderligere?

Vi formoder, at Valdemar ikke gjorte dette på grund af et enkelt ord i bestemmelsens ordlyd – nemlig ordet ”permanent”.  For mens en konge kunne overlade dele af sit kongerige i en anden herskers varetægt, så gjaldt denne overdragelse kun i herskerens egen levetid. Men når denne konge var død og hans efterfølger var blevet kronet og havde overtaget regeringsmagten, skulle enhver tidligere adskilt del af kongeriget atter tilbagegives til kronen, som nu på ny skulle afgøre, hvad der skulle ske med rigets forskellige provinser – om de skulle tildeles kongens sønner, så de var forsørget, overdrages til en loyal vasal, der skulle stå for områdets forvaltning, skatteopkrævning og forsvar, eller indtil videre forblive under kongens egen, direkte kontrol. Så det er muligt, at Valdemar Atterdag af sine egne juridiske eksperter er blevet overbevist om, at mens han selv ikke kunne genvinde Estland ved at trække på kirkerettens bestemmelser, så kunne hans arvinger følge op på sagen engang i fremtiden.

Dette var ikke ensbetydende med, at Valdemar ikke ønskede at genvinde kontrollen over Estland, mens han selv stadig var i live. Der er tegn på, at han forsøgte at udvide sin indflydelse i Livland på forskellig vis, men interne og eksterne stridigheder med hhv. den jyske adel og hansestæderne betød, at kongen ikke for alvor kunne afse tid, penge og energi til at genvinde Dansk Estland med det samme.

Den Tyske Ordens territorier og nabostaterne 1260-1410. Wikimedia Commons

Hans datter Margrete var gennem størstedelen af sin regeringstid for optaget af striden med hansestæderne og dannelsen af Kalmarunionen til, at hun kunne afsætte megen tid til det estiske spørgsmål. Det var først i hendes sidste år, at dette igen blev aktuelt. I 1412 kom udsendinge fra Højmesteren for den Tyske Orden til Margrete og hendes adoptivsøn, den unge Erik af Pommern, for at vinde dem som allierede mod Polen og Litauen, der i disse år pressede den Tyske Orden hårdt. Man ville fra den Tyske Ordens side til gengæld for en sådan alliance sørge for, at alle stridsspørgsmål mellem Kalmarunionens lande og Ordenen ville blive ordnet til Margretes og Eriks fulde tilfredshed. Dronning Margrete tog Højmesteren på ordet og sendte en delegation for at forhandle detaljerne af en sådan alliance på plads. De danske udsendinge fremsatte til gengæld krav på de tidligere danske besiddelser i Estland, da disse områder ”med ret tilhørte den danske krone”. Højmesteren var yderst overrasket over, at dette omfattende krav nu blev ytret, da han slet ikke havde forventet noget sådant. Han forsøgte derfor så venligt som muligt at afvise dette, men da de danske udsendinge pressede på, udbrød Højmesteren, at han heller ville lade sig hænge end at overdrage Estland til den danske konge.

Dette afvisende svar betød kun, at Erik af Pommern blev mere og mere fast besluttet på at genvinde Estland og genskabe sin oldefars rige.

Da den estiske ridder Hermann Little nogle få år senere i 1415 tog til Danmark for at se kongen, blev han inviteret til at spise med roskildebispen, Peder Jensen Lodehat, der ville høre, hvordan det stod til i Estland, og om befolkningen havde affundet sig med at være kommet under den Tyske Ordens styre.

Gravplade efter bisp Peder Jensen Lodehat, Roskilde domkirke. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Copenhagen/Wikimedia

Under samtalen lod bispen forlyde, at det ville være bedre, hvis kongen lyttede til de ældre medlemmer af rådet og undlod at bekæmpe hansestæderne, og til gengæld rettede sin opmærksomhed mod Estland, som kongen ”havde ret til”. Hvilket ret hentydede bisp Peder til her? Vi ved blot, at han var ekspert i kirkeret og i mange år havde tjent dronning Margrete som hendes kansler og nærmeste juridiske rådgiver. Kunne han mon huske, at kong Erik nu ifølge kirkeretten retmæssigt kunne kræve Estland tilbage fra den Tyske Orden, og kunne gøre dette, ikke med sværdet, men med loven i hånd? Bispens bemærkning må uanset hvad have vakt bekymring, da den siden kom for Højmesterens øre.

Spørgsmålet er nu, om kong Erik fulgte op på bisp Peder råd?

Dette vil vores videre undersøgelser vise.

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Så vidt man ved, sendte Erik af Pommern i hele den tid, han var konge af Kalmarunionen (1396-1439), kun to breve til mesteren for den livlandske gren af den Tyske Orden – og han sendte selv aldrig en ambassade til Livland. Ligeledes kender vi også kun til to breve, som den livlandske mester sendte til kong Erik; dog sendte han en enkelt ambassade til Danmark i 1419, som skulle mødes med kongen.

Formålet med denne ambassade var at bevise overfor kong Erik, at mesteren for den livlandske gren af den Tyske Orden ikke havde bagtalt kongen under et møde med den Tyske Ordens nordestiske vasaller i 1414. Året 1419 var i det hele taget lavpunktet for kong Eriks forhold til den Tyske Orden. Dette år aftalte han med kongen af Polen og storfyrsten af Litauen at erobre den Tyske Ordens besiddelser i Livland og Preussen. I sidste ende ratificerede han dog ikke aftalen. Dette betyder, at udsendingene fra den livlandske mester ankom til Eriks hof på et tidspunkt, hvor han var ved at overveje, om han skulle gå i krig med Ordenen. Selvom Erik modtog ambassadørerne og lyttede til dem, afviste han at modtage de to heste, som den livlandske mester havde sendt ham som gave. På denne måde viste han sin afvisende holdning over for den Tyske Orden.

Erik af Pommern, maleri på Nationalmuseet, Stockholm. Wikimedia Commons

Dette er det eneste vi kender til korrespondancen mellem Erik af Pommern og den livlandske gren af den Tyske Orden. I en tidligere blog har vi været inde på, at Erik var interesseret i at genvinde Estland på legal vis. Spørgsmålet er nu, hvorfor var der kun så sporadisk en korrespondance mellem kongen og den livlandske mester? Hvorfor diskuterede de ikke ”det estiske spørgsmål” og prøvede at opnå en løsning herpå?

Nuvel, Kong Erik diskuterede “det estiske spørgsmål” – blot ikke med en livlandske mester. I stedet, korresponderede Erik med Højmesteren for den Tyske Orden, der fungerede som den livlandske mesters repræsentant. Dette hænger sammen med, at den Tyske Orden benyttede sig af et hierarkisk system inden for deres interne administration. Ordenen blev ledet af Højmesteren, som administrerede en del af ordenens lande på egen hånd. De regionale mestre i henholdsvis Livland og Tyskland var underlagt Højmesteren, men styrede de områder, som var underlagt deres gren af ordenen. Heri nød de en ret høj grad af autonomi. I 1200-tallet, da Højmesteren havde opholdt sig i korsfarerstaterne i det Hellige Land, korresponderede den livlandske mester selv med de danske konger eller med deres statholdere i Reval. Men fra 1324, da den Tyske Ordens hovedkvarter flyttede til Preussen, og Højmesteren begyndte at styre herfra, overtog han mere og mere kommunikationen mellem ordenen og de omkringliggende magter, som den livlandske mester indtil da havde stået for. Ved 1300-tallets slutning var det almindeligt, at Højmesteren repræsenterede den livlandske mester i korrespondancen med Danmark, Tyskland, Polen osv. Så da Erik af Pommern indgik en alliance med den Tyske Orden i både Preussen og Livland i 1423, forhandlede han kun med Højmesteren. Der var ingen repræsentanter fra den livlandske mester til stede under forhandlingerne.

Erik af Pommerns nordiske unionssegl. I brug 1398-1435. Efter Danske kongelige Sigiller af Anders Thiset, København, 1917. Wikimedia Commons.

Kong Erik respekterede tydeligvis den Tyske Ordens indre hierarki og kommunikerede af den grund kun sjældent med den livlandske mester. Men gjorde han dette, fordi han anså det for at være under sin egen værdighed at forhandle med den livlandske mester, der i rang stod under kongen, eller var det, fordi det var langt mere praktisk at holde sig til Højmesteren? Højmesteren stod jo i forvejen i tæt kontakt med kong Erik, da han agerede som mægler mellem kongen og hans mange fjender i Nordtyskland. Erik trak endda på Højmesteren i forbindelse med forhandlingerne med kongen oprørske undersåtter i Sverige. I og med, at breve og udsendinge jævnligt blev sendt frem og tilbage mellem Danmark og Preussen, var det ret nemt for Erik at lufte sine bekymringer angående Livland overfor Højmesteren. Samtidig ved vi, at den livlandske gren af ordenen jævnligt korresponderede med kong Eriks lensmænd i både Sverige og Finland. Dette kunne tyde på, at Erik anså det for at være normalt, at den livlandske mester kommunikere med disse, da de var af samme rang, men ikke med ham selv.

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

I efteråret 1443 rettede den Tyske Orden i Livland et angreb mod sin østlige nabo, det russiske fyrstendømme Novgorod. Angrebet blev ledet af den unge grev Gerhard af Mark i Westfalen. Hans translatør var blevet dræbt i 1438, mens han var på rejse gennem Novgorods territorium, og nu ville den unge fyrste have hævn for denne udåd, da han anså denne dåd for at være et angreb på sin egen ære. Han havde derfor overbevist den Tyske Ordens afdeling i Livland om at indlede et angreb på Novgorod således, at han på denne måde kunne genoprette sin ære. Denne ”ridderlige dåd” var begyndelsen på en fem år lang krig, som endte resultatløst i 1448.

Novgorod havde på denne tid et ret anstrængt forhold til Sverige, mest på grund af grænsestridigheder i Karelien og Ingermanland. Eftersom en fjendes fjende ofte er en ven, syntes Christoffer af Bayern, konge af Danmark (1440-1448), Sverige (1440-1448) og Norge (1442-1448) derfor at være en oplagt allieret for den Tyske Orden.

Østersøregionen i 1400-tallet. Fra Wikimedia Commons.

Mens nogle af vores tidligere blogposter har fokuseret på den danske konges bestræbelser på at genvinde hertugdømmet Estland, betød dette ikke, at kongerne altid havde et anstrængt forhold til den Tyske Orden. Faktisk havde man siden 1423 haft et ret godt forhold til den Tyske Ordens stormester.

Da kong Christoffer besøgte Sverige i 1444, blev han mødt af den livlandske ordensmesters udsendinge. De ønskede, at Christoffer pålagde en embargo på al handel med Novgorod, hvilket kongen gik med til. Endvidere ønskede udsendingene, at kongen ikke forlængede sin egen våbenstilstand med Novgorod, hvortil kongen svarede, at han først måtte undersøge sagen nærmere, før han kunne træffe en endelig beslutning. Denne ambassade førte til yderligere forhandlinger mellem kongen og den Tyske Orden. Christoffer bad den livlandske ordensmester om at sende en ny ambassade til Stockholm Skt. Hans dag (24. juni) 1446, hvor man ville forhandle forlængelsen af våbenstilstanden med udsendingene fra Novgorod. Denne anden ambassade resulterede i, at man blev enig om en foreløbig alliancetraktat med den Tyske Orden i Livland, og der var planer om et koordineret skandinavisk-livlandsk angreb på Novgorod i juni 1447.

Men denne alliancetraktat blev aldrig ratificeret og Kalmarunionen greb ikke ind i krigen mod Novgorod. Hvorfor? Den Tyske Ordens gren i Livland var klart interesseret i en alliance med Christoffer, for de havde ikke andre allierede i kampen mod Novgorod. Så det må havde været Christoffer, der må være kommet på andre tanker og besluttede sig for ikke at ratificere traktaten. Christoffer havde nemlig håbet på, at han kunne overtale den Tyske Ordens stormester til at slutte sig til alliancen. Som vores læsere sikkert vil vide på nuværende tidspunkt, var stormesteren overhoved for hele den Tyske Orden og stod for administrationen af ordenens besiddelser i Preussen Stormesteren spillede en vigtig rolle i kommunikationen mellem hans underordnede, den livlandske mester, og Christoffer. Af denne grund kunne kong Christoffer antage, at en alliance med den Tyske Orden ville involvere både stormesteren og hans underordnede, den livlandske mester. Men stormesteren var ikke interesseret i at deltage i alliancen, og kun modvilligt tillod han den livlandske mester at indgå en sådan med Christoffer. Hvilken interesse kunne Christoffer dog have i en alliance med stormesteren for den Tyske Orden, som herskede over Preussen? Og hvorfor afslog stormesteren?

Christoffer af Bayern. Frise i Cabinet des éstampes i Paris. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Christoffers største politiske bekymring var dog hverken Livland eller Novgorod. Hans største problem var den afsatte konge over de nordiske riger – Erik af Pommern. Denne havde trukket sig tilbage til Gotland, og nægtede at anerkende, at han var blevet afsat som konge over Kalmarunionen. Erik førte nu guerillakrigsførelse mod Christoffer på Østersøen, idet han understøttede pirater, som angreb skibe på vej mod de nordiske kongedømmer. Den Tyske Ordens stormester var involveret i forsøg på at finde en diplomatisk løsning på konflikten mellem Christoffer og Erik.

Den livlandske mesters behov for en allieret mod Novgorod gav Christoffer den idé, at hvis han kunne indgå en alliance med den Tyske Orden, som også involverede stormesteren, kunne han måske få overtaget i det gotlandske spørgsmål. Christoffer har måske håbet på, at hvis han indgik en alliance med stormesteren, kunne dette give ham nok politisk slagkraft til, at han kunne tvinge Erik til at forlade Gotland og få ham til at opgive sin krav på den nordiske kongeriger. Stormesteren var til gengæld forsigtig. Han ville ikke få situationen med Erik til at eskalere yderligere og han foretrak at forblive neutral i denne konflikt.

Da Christoffer indså, at han ikke kunne overtale stormesteren til at indgå en alliance med ham, var han ikke længere interesseret i alliancen med den Tyske Orden i Livland heller, da den ikke bød på nogen politiske fordele for kongen. Dette er sandsynligvis årsagen til, at Christoffer aldrig fik ratificeret sin alliance med den Tyske Orden i Livland.

af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

I vinteren 1245-46 besluttede pave Innocens IV at oprette et nyt ærkebispesæde i det østlige Baltikum. Ærkebispesædet for Preussen, Livland og Estland var tænkt som paraplyorganisation for ni bispedømmer – Kulm, Pomesanien, Samland, Virland, Riga, Semigallien, Kurland, Øsel og Dorpat – som endnu ikke var underlagt et andet ærkebispesæde. Som første ærkebisp her udnævnte paven Albert Suerbeer (1246-1273, fra 1254 som ærkebisp af Riga). Som overhoved for en nygrundlagt ærkebispesæde havde Albert intet eget bispesæde – han måtte altså enten skabe et selv, eller overtage et ledigt sådant. Dette indebar, at Albert indtil da ikke havde nogen fast indtægt.

Albert Suerbeers segl som ærkebisp af Preussen, Livland og Estland. Læg mærke til, at han fremstiller sig selv som missionæren og døberen af de forskellige folkeslag i hele denne region. Illustration fra Est- und Livländische Brieflade, 4. bind, Reval, 1887.

For at hjælpe Albert Suerbeer i denne overgangsfase udnævnte paven ham derfor til pavelig legat, ikke kun i Preussen, Livland og Estland, men også i Holsten, på Gotland, Rügen og i Rusland. Som pavelig legat var han pavens direkte udsending i disse lande, og havde dermed bemyndigelse til her at bilægge alle de kirkelige stridigheder, der udgjorde en trussel mod den baltiske missions fremgang. Udnævnelsen af en sådan legat var i middelalderen ikke usædvanlig og blev ofte benyttet af den pavelige administration for at styrke båndet mellem paven og de fjerntliggende dele af kristenheden, som paven ikke selv kunne besøge. Endvidere blev Albert udnævnt til administrator, dvs. midlertidig biskop, af Lübeck, således, at han kunne råde over et fast kirkeligt embede. Albert forblev i Lübeck indtil 1254, og den eneste del af hans ansvarsområde som legat, som han nogensinde selv besøgte, var Holsten.

Danske historikere har argumenteret for, at Albert udelukkende var blevet udnævnt til legat for at fremme den baltiske mission, og for at sikre, at pilgrimsruten fra Lübeck til Livland var sikker, således at pilgrimme trygt kunne rejse østpå. Men hans virkeområde som legat vakte også forundring i Danmark, og resulterede i sidste ende i en klageskrivelse fra ærkebisp Uffe af Lund (ærkebisp 1228-1252). Men hvad var årsagen til dennes irritation?

I 1247, udnævnte Albert en franciskanermunk ved navn Dietrich (død efter 1272) til biskop af Wirland i Estland. Bispesædet Wirland var blevet oprettet af ærkebiskop Anders Sunesen i 1220 og var derefter underlagt ærkebispesædet i Lund. Bispesædet Wirland ophørte dog med at eksistere i forbindelse med, at Sværdbrødrene og bisperne af Riga og Dorpat erobrede hele Dansk Estland i slipstrømmen på den store estiske opstand i 1223. Efter at Valdemar Sejr i 1238 genvandt det nordlige Estland efter indgåelsen af Traktaten i Stensby 1238, besluttede man fra dansk side, at det ikke var nødvendigt at have to bispesæder i Dansk Estland. Valdemar Sejr og ærkebisp Uffe af Lund lagde derfor bispesædet Wirland sammen med bispesædet i Reval og overdrog bisp Thorkill af Reval hele det kirkelige ansvar for hertugdømmet. Desværre opløste de ikke bispesædet Wirland officielt, men lod sammenlægningen forblive uofficiel.

Albert Suerbeer fandt nu ud af, at der engang havde eksisteret et bispesæde for Wirland, og at dette længe havde været ubesat. Selvom paven udtrykkelig havde nægtet Albert autoritet over bispesæder, som lå under et andet ærkebispesæde, besluttede Albert alligevel at udnævne en bisp til det vakante bispedømme.

Uffe anså denne handling for at være et alvorligt angreb på sine ærkebispelige rettigheder – og de danske myndigheder i hertugdømmet Estland må også have været ret forarget over enhver indblanding udefra, der kunne true danskerne kontrol over hertugdømmet efter, at området først fornyeligt var vendt tilbage under den danske konge og den danske ærkebisps herredømme og stadig

var i en stabiliseringsfase. Hvis Albert virkelig ønskede, at de danske myndigheder i Estland i fremtiden ville samarbejde med ham for at fremme missionen i regionen, så hjalp det ikke, at han forargede dem ved at udpege en ny biskop af Wirland, hvilket slet ikke tilkom ham. Det ville nok have været klogere, hvis han først respektfuldt havde kontaktet ærkebispen i Lund og konfereret med ham, om man skulle udnævnes en ny biskop af Wirland. Da Uffe fik at vide, hvad Albert havde gjort, må han have henvendt sig til ham, da han ønskede en forklaring over denne indblanding i hans myndighedsområde. Vi ved det ikke med sikkerhed, for dette brev er ikke blevet bevaret. Men vi kender Alberts reaktion på Uffes henvendelse.

Innocens IV og hans kardinaler. Wikimedia commons.

Albert ville ikke ophæve udnævnelsen af Dietrich eller undskylde over for Uffe. I stedet indstævnede han Uffe for en pavelig domstol og forlangte en forklaring på, hvordan Uffe i det hele taget kunne tillade at anklage ham for embedsmisbrug. Efter at have modtaget denne indstævning, må Uffe have skrevet et klagebrev til pave Innocens IV (pave 1243-1254). Denne svarede i november 1248 tilbage, og beroligede Uffe. Det havde aldrig været meningen fra pavemagtens side at blande sig i Uffes metropolitanværdighed over Estland og – dette er mere antydet, end sagt eksplicit – han skulle slet ikke tænke mere på indstævningen. Havde pavemagten måske undervurderet Alberts iver eller glemt hvor nemt den skrøbelige magtbalance mellem magthaverne i Livland kunne komme ud af ligevægt og området nedsynke i kaos?

Vi ved det ikke. Paven havde sikkert kun en vag idé om, hvor Estland var, hvor stort det var og hvilke bispesæder, der befandt sig i Estland og hvilke i Livland. Denne mangel på sikker viden hos kurien blev ofte misbrugt af snu bisper og legater – som Albert Suerbeer – men også af de militære ridderordener.

Samtidig var Albert Suerbeer også i konflikt med den Tyske Orden, som nægtede ham at etablere sig i Preussen. Det lader til, at Albert i 1249 havde trådt på en masse tæer. Uden at opnå særlig meget fortsatte han med at modarbejde den Tyske Orden så godt, han kunne, og han bandlyste endda pilgrimme, der tog til Preussen for at understøtte ordenens missionsarbejde. Det blev for meget for paven. Albert blev kaldt tilbage til Rom, og i september 1250 fratog Innocens IV Alberts legatværdighed over Holsten, Rügen, Gotland, Preussen, Livland og Estland. Han forbød også Albert at udnævne nye bisper i Livland. I det følgende år, lykkedes det for kuriens diplomater at overbevise Albert om at indgå en aftale med den Tyske Orden, som betød, at ordenen lovede at acceptere Alberts rettigheder i Preussen, hvis Albert til gengæld ikke ville modarbejde ordenens arbejde, men til gengæld understøtte dennes korstogsbestræbelser.

Da bispen af Riga døde i 1253, kunne Albert endelig overtage et bispesæde, der var stort og rigt nok til at fungere som hans ærkebispesæde. Albert blev indsat som biskop af Riga i 1254, og overgik da fra at være ærkebisp over Preussen, Livland og Estland til at være ærkebisp af Riga. Albert Suerbeer opgav dog aldrig sit krav på bispesædet Wirland, og bisp Dietrich optrådte da også som biskop herover indtil sin død engang efter 1272, selvom han aldrig satte sin fod i sit bispesæde, men forblev i Tyskland hele sit liv. Imens smeltede bispedømmet Wirland i højere og højere grad sammen med bispedømmet Reval og forblev sammen med dette en del af den danske kirkeprovins indtil Reformationen og opløsningen af det katolske danske ærkesæde i 1536. Det katolske bispesæde Reval eksisterede videre indtil 1565, da de svenske myndigheder, der havde overtaget det nordlige Estland i 1561, udnævnte en luthersk biskop for den svenske provins Estland.

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Det har allerede tidligere været et tema i vores blogindlæg, at kommunikation mellem den danske konge og den livlandske gren af den Tyske Ordens i første omgang gik igennem Højmesteren i Preussen. Denne fungerede som den Tyske Ordens primære kontaktperson og var dermed ansvarlig for al korrespondance med udenlandske magthavere, samt alle forhandlinger med disse, også selvom disse omhandlede den livlandske mesters ansvarsområde.

Kong Christian I af Danmark (1448-1481), Norge (1450-1481) og Sverige (1457-1464 ændrede denne etablerede kommunikationspraksis mellem ham selv og den Tyske Orden på dramatisk vis i årene 1454-55. Fra dette tidspunkt begyndte Christian og hans efterfølgere at henvende sig direkte med den Tyske Ordens repræsentanter i Livland. Kong Christian ændrede ikke blot den traditionelle praksis med først at henvende sig til Højmesteren som øverste repræsentant for hele Ordenen, han begrænsede omfanget af kommunikationen med Højmesteren i det hele taget. Hvorfor kom det pludseligt til en så drastisk ændring?

Christian I og dronning Dorothea. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Den Tyske Orden var på dette tidspunkt i dyb krise. Såvel borgerne som lensmænd i Preussen var siden 1454 i oprør mod Ordenens styre og havde i stedet allierede sig med den polske konge, som de ønskede skulle overtage kontrollen med området. Den resulterende 13-års krig medførte omfattende ødelæggelser i Preussen og svækkede den Tyske Orden i høj grad, da området var Ordenens primære magtbase og hovedindtægtkilde. Da man endelig indgik den 2. fred i Torún i 1466, måtte Ordenen afstå den vestlige, og klart mest velstående, del af Preussen til den polske konge. Herefter kunne Ordenen kun råde over den tyndtbefolkede og fattigere del af Preussen.

Den Tyske Ordens territorie efter 1466. Wikimedia Commons.

Den Tyske Ordens stormester havde indtil begyndelsen af krigen i Preussen i 1454 nydt stor indflydelse i det politiske spil i Østersøområdet og i Skandinavien. Men denne indflydelse svandt i løbet af de følgende år hurtigt ind, alt imens han nu desperat søgte at skaffe sig allierede og økonomisk hjælp til at vinde krigen. Allerede i 1454 havde Christian I indvilliget i at støtte Ordenen med sin flåde, men dette kun, hvis han blev betalt godt for det – hvilket Stormesteren ikke kunne. Derpå blev den livlandske mester i begyndelsen af 1455 inddraget i forhandlingerne mellem Christian I og Stormesteren, og han var villig til at betale den forlangte sum til den danske konge. Fra dette tidspunkt begyndte Christian i højere og højere grad at korrespondere direkte med den livlandske mester, og bad ham endda at levere sine breve til Højmesteren.  Det ser ud til, at i takt med, at Højmesterens politiske indfyldelse var aftagende som følge af krigen 1454-1466, så Christian I i stigende grad mulighed for at bryde Højmesterens kontrol over korrespondancen rettet til den Tyske Ordens gren i Livland. På samme tid gav krigen i Preussen Christian mulighed for at udvide sin politiske indflydelse i Livland. Det var netop i årene 1456 til 1462, at Christian var allermest aktiv her.

I oktober 1457 indvilligede den livlandske gren af den Tyske Orden i, at Christian I – mod til gengæld at modtage 1000 rhinske gylden årligt – i 15 år skulle indtræde som Ordenens “beskytter”. Kongen lovede, at han årligt ville stille 500 krigere til Ordenens rådighed, hvis denne skulle bede om det.  Da krigen i Preussen fandt sin ende i 1466, ophævede ordenen dog beskyttelsesaftalen med øjeblikkelig virkning, med den begrundelse, at Christian ikke havde overholdt dennes bestemmelser.  For det første havde han havde kun en gang sendt tropper til Ordenens understøttelse. For det andet havde han selv i 1458 sluttet fred med Ordenens fjender, og trukket sig fuldstændigt ud af konflikten med såvel Polen som de oprørske preussiske lensmænd og byer. Christian havde med andre ord tvunget den livlandske gren af Ordenen til at betale ham fyrsteligt uden at yde noget som helst til gengæld.

På samme tidspunkt havde Christian I derudover også været involveret i en intern strid i bispedømmet Øsel, hvor han havde støttet en lokal gejstlig, Johan Vatelkanne, i dennes konflikt med Jodokus Hogenstein, en indflydelsesrig klerk indenfor den Tyske Orden, om at blive den næste biskop på Øsel. Da denne strid udviklede sig til en mindre væbnet konflikt i årene 1461-1463, kæmpede tropper i kongens tjeneste endda mod den Tyske Ordens styrker.

Men selvom den Tyske Orden i disse år ikke helt var tilfreds med Christian I, så fortsatte de ændringer i kommunikationskanalerne til den livlandske gren af Ordenen, som Christian I havde implementeret, med at bestå et godt stykke ind i det følgende århundrede. Stormesteren var ryddet af vejen, og der var nu direkte kontakt mellem den danske konge og den livlandske gren af Ordenen, hvis man fra dansk side havde både interesse i og de fornødne ressourcer til at blande sig i det østlige Baltikum.

af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

 Da vi i sin tid skulle til at påbegynde vores forskningsprojekt i efteråret 2019, opdagede vi til vores store forbavselse, at der ikke fandtes en fyldestgørende gennemgang af historiografien om det dansk-estiske forhold i middelalderen. Efter at vi havde beskæftiget os med emnet i over et år, og i den forbindelse havde dannet os et overblik over, hvad tidligere forskere havde skrevet desangående, og selv havde taget kritisk stilling til samme, mente vi, at vi var godt rustet til at udfylde det hul, vi havde fundet, da vi gik i gang med projektet. Vi besluttede derfor at skrive en sådan historiografisk gennemgang. Selvom vi godt havde været klar over det, blev det nu fuldstændig åbenlyst for os – emnet havde i mange år været enten forsømt, underkastet ekstremt partiske betragtninger eller bare blevet fejlfortolket. Men hvad var årsag til dette – og hvordan har tilgangen ændret sig indenfor de sidste årtier?

Når man ser på den estiske historieskrivning, var denne indtil midten af det 20. århundrede domineret af tysk-baltiske historikere, som primært fokuserede på de tyske missionærers, købmænds, ridderes, kolonisters og den Tyske Ordens indsats på bekostning af den omfattende danske involvering i Estlands middelalderlige udvikling i 1200- og 1300-tallet. Man kan endda støde på tysk-baltiske historiske behandlinger af Estland i middelalderen, der med fuld alvor påstår, at man ikke kan finde nævneværdige spor af dansk indflydelse i Estland fra denne periode.

Den fremtrædende tysk-baltiske historiker Friedrich Georg von Bunge (1802-1897). Wikimedia Commons.

Efter at Estland var blevet uafhængig i 1918, opstod der en professionel, national estisk historieskrivning, som kom til at eksistere ved siden af den tysk-baltiske ditto. Disse estiske historikere var anti-tysk indstillet og søgte at skildre den estiske historie set ud fra et nationalistisk, og på sin vis, post-kolonialt synspunkt. Deres forskning fokuserede på de hidtil underrepræsenterede klasser i det estiske samfund: etniske estere, bønder og byernes underklasse. Ifølge deres narrativ var de indfødte estere blevet underkastet af de tyske og danske invasorer, som havde tvunget dem til at konvertere til kristendommen. Herefter havde disse tyske og danske besættere groft udnyttet landets befolkning og dets ressourcer til deres egen fordel. Dog havde den indfødte befolkning i flere omgange forsøgt at kaste åget af sig og særlig den store opstand i 1343 fik stor opmærksomhed. Såvel danskerne som tyskerne blev opfattet som fremmede besættere, som havde undertvunget det estiske folk.

Under Sovjet-herredømmet i Estland (1940-1991) var estisk historieskrivning under kraftig indflydelse fra den dialektiske materialisme, men bevarede sit hidtige nationalistiske og anti-tyske præg. Tyskere såvel som danskerne blev nu beskrevet som vestlige aggressorer og feudale undertrykkere mod hvem esterne ydede modstand med hjælp fra venlige styrker fra det nære Rusland. Dette syn afspejlede tydeligvis den politiske situation i den Kolde Krigs begyndelsesfase, hvor Sovjetunionen fremstod som den heroiske forkæmper for verdensfreden overfor de krigeriske vestlige kapitalister. Med tiden blev dette syn dog mere og mere afdæmpet, men det var først efter Estlands uafhængighed i 1991, at estisk historieskrivning kunne befri sig selv fra sovjetisk indflydelse og marxistiske doktriner.

I løbet af de sidste tredive år har en ny generation af estiske historikere aflagt de nationalistiske attituder og begyndt af undersøge emner, som indtil da var blevet betragtet som ”den tyske historie”, dvs. politisk historie, og den Tyske Orden, den højere gejstlighed og den urbane elites rolle i Estlands middelalder. I den forbindelse er man også ved at revaluere den danske periode i landets historie, men da dette stadig er en igangværende proces, er mange af den ældre tysk-baltiske forsknings synspunkter stadig gældende.

Når det drejer sig om den danske behandling af den dansk-estiske historie, så involverede dette også voldsomme ændringer siden 1800. Da den danske historiker P.F. Suhm skrev sin Danmarkshistorie i tiden op mod 1800, behandlede han naturligvis også Dansk Estland og dette ret detaljeret. At Suhm   inddrog kongerigets forskellige dele og ikke kun det danske kerneland i sin behandling af rigets historie, skyldes nok det faktum at han opererede indenfor rammerne af konglomeratstaten Danmark-Norge, som omfattede langt mere end blot Danmark, og han tillagde disse dele af monarkiet en vigtig betydning indenfor riget.

Peter Frederik Suhm (1728-1798). Wikimedia Commons.

Men som 1800-tallet skred frem, ændrede den politiske situation sig voldsomt, hvilket fik stor indflydelse også på historieskrivningen. Norge gik tabt i 1814, og fra 1840’erne var der uro I hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor ledende skikkelser blev grebet af den fremvoksende tyske nationalisme. Denne situation førte i slutningen af 1840’erne til en regulær borgerkrig. Alt imens havde den skandinaviske tanke grebet mange danskere, og dette satte også sit præg på historieskrivningen. Forholdet til de andre skandinaviske kongeriger, og i stigende grad også modsætningsforholdet til tyskerne kom til at spille fremtrædende roller inden for dansk historieskrivning i første halvdel af 1800-tallet og op til 1864. Da kom det til endnu en krig om hertugdømmerne, der endte med et katastrofalt dansk nederlag og med hertugdømmerne afståelse.

Efterfølgende begrænsende de danske historikere sig til at skrive historie med det primære formål at styrke den nationale identitet.  Alt kom til at dreje sig om kernen, kongeriget Danmark, mens det var yderst begrænset hvor meget de dele af kongeriget, der allerede tidligere var gået tabt, nu kom til at fylde, især hvis disse var gået tabt allerede 500 år tidligere. Mens dansk middelalderhistorie fik en stærk opblomstring i anden halvdel af 1800-tallet, og store kildesamlinger, som dækkede denne periode, blev udgivet af de danske forskere, førte dette ikke til en tilsvarende interesse i Dansk Estland. Hvis danske historikere behandlede dette emne i det hele taget, begrænsede de sig for det meste til tre centrale begivenheder. Erobringen i 1219, Traktaten i Stenby 1238, som førte til, at den Tyske Orden gav det nordlige Estland tilbage til Danmark, og så salget i 1346.

Fra omkring 1920 og frem ændrede de danske historikeres fokus sig desuden fra den politiske til den socio-økonomiske side af historien. Dette førte dog ikke til fornyet interesse i Dansk Estland og det er meget sigende, at det var den dansk-estiske historiker Paul Johansen, der ikke var uddannet indenfor det danske akademiske miljø, som i 1933 udgav det banebrydende studie ”Die Estlandsliste des Liber Census Daniae” i København. Efter krigen beskæftigede dansk middelalderforskning sig primært med samspillet mellem Danmark og den nordvesteuropæiske kulturelle sfære, skabelsen af Kalmarunionen, konflikten med Hansestæderne og den generelle socio-økonomiske udvikling i perioden.

Det var først i begyndelsen af 1970’erne, at der igen opstod en vis interesse i Dansk Estland, og dette skyldes især en mand, professor Niels Skyum-Nielsen fra Københavns Universitet.  Han var ikke bange for at afvige fra det slagne spor, når det drejede sig om historiske emner at beskæftige sig med, og dette omfattede også en kort behandling af den danske periode i Estlands historie, som han inkluderede i første bind af sin nye danmarkshistorie. Han modbeviste siden de tysk-baltiske historikeres påstand om, at der ikke var spor af dansk påvirkning på den estiske historie at finde. Desværre blev Skyum-Nielsens bestræbelser på en nye fortolkning af det danske virke i Estland brat afbrudt, da han pludselig døde i 1982. Men han havde inden da nået at påvirke en nye generation af danske historikere, som i løbet af 1970’erne og 1980’erne inddrog aspekter af den danske involvering i Estland i deres studier.

Niels Skyum-Nielsen (1921-1982). Wikimedia Commons.

Men det var dog først efter den Kolde Krigs afslutning, og de baltiske staters uafhængighed, at interessen for regionens historie voksede for alvor. Denne udvikling blev yderligere fremskyndet af flere gavnlige tendenser indenfor historiefaget bade international og i Danmark. Først og fremmest blev danske forskere involveret i den internationale korstogsforskning, der netop da var i kraftig vækst. De så rige muligheder i at beskæftige sig med den danske involvering i de baltiske korstog, der var rettet imod Livland og Estland. Desuden var der fra 1990’erne en større og større tendens til internationalt samarbejde inden for historieforskningen, hvilket styrkede samarbejdet tværs over grænserne, men også i stigende grad førte til, at forskningsresultater nu udkom på engelsk, og ikke kun på dansk. Dette fremmede udvekslingen af ideer, og fremmede forskning indenfor felter, der hidtil kun i mindre grad havde beskæftiget danske forskere. Endelig betød internettets fremkomst, digitaliseringen af kildesamlinger og nemmere adgang til de estiske arkiver, som indtil da kun havde været besøgt af få danske forskere, at forskningen indenfor feltet blev en del nemmere.

Disse forhold har nok i høj grad været medvirkende til, at Dansk Estland er ved at genvinde sin rette plads indenfor fortællingen om Danmark i middelalderen, i hvert fald hvis man skal tro antallet af videnskabelige bidrag, som er blev udgivet siden år 2000. Denne proces er stadig i gang, og os, der arbejder indenfor feltet, håber, at denne udvikling vil forsætte fremover. Vi bestræber os i hvert fald på selv at bidrage hertil, og håber, at vores arbejde vil inspirere andre.

Vores fulde artikel til dette emne vil udkomme senere i år i Forschungen zur Baltischen Geschichte, hvis nogen skulle være interesseret, og vil også udkomme som del af vores kommende antologi om de dansk-estiske relationer i middelalderen.

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

 Engang i mellem beskæftiger historikeren sig med historiske problemstillinger, som det ikke er så nemt at få et svar på. Det gælder især, hvis man arbejder med 1200- og 1300-tallet. Der findes kun et begrænset antal kilder – krøniker, privilegier, skøder osv. – fra denne tid, både i Danmark og Estland, og disse giver os ofte flere spørgsmål end svar. Denne måneds blogpost beskæftiger sig med en sådan situation – et spørgsmål, som vi har haft svært ved at besvare, fordi vi mangler det rette kildemateriale.

Spørgsmålet det drejer sig om vad følgende: var det muligt, at nogle af de kongelige vasaller i det nordlige Estland i den danske periode (1219-1227, 1238-1346) primært var bosiddende i Danmark? Vi ved, at langt hovedparten af de kongelige vasaller boede i selve Estland, men man kunne forestille sig, at dette ikke var tilfældet for dem alle sammen. Var det muligt, at nogle enkelte vasaller trak sig tilbage til Danmark, og lod deres fogeder forvalte deres len i stedet?

Vores kendskab til, hvem der omkring 1240 var vasaller i Dansk Estland, bygger på en enkelt kilde – Estlandslisten i Kong Valdemars Jordebog. Kong Valdemars Jordebog var den første matrikulation af kongens ejendom i hele riget, og danner et værdifuldt grundlag for såvel stednavneforskningen som for forståelsen af godsbesiddelsen i Valdemarernes Danmark. Man regner med, at selve Estlandslisten blev nedskrevet kort tid efter, at Valdemar Sejr havde genvundet herredømmet over de nordlige dele af det nuværende Estland. Den angiver landets inddeling i sogne, og hvilke vasaller, der på dette tidspunkt kontrollerede hvilke dele af landet. Heri anføres kun ti vasaller med klart skandinaviske navne, nogle enkelte med estiske navne, mens langt hovedparten bærer tyske navne.

Ifølge den dansk-estiske historiker Paul Johansen, der i 1933 udgav sit omfangsrige og meget grundige studie af Estlandslisten, bosatte seks af de ti skandinaviske vasaller sig permanent sig i Estland, mens fire – Ivar, Knud, Tuki Wrang and Hælf Gutæ – ikke gjorde. Johansen antog, at disse fire enten solgte eller opgav deres len i Estland og vendte hjem til Danmark.

Disse fire mænd besad ret store len i sammenligning med flertallet af de danske vasaller. Tuki Wrang besad 118 plove, Ivar 81, Hælf Gutæ 78 og Knud 53. Vi kan dermed anse dem for at have været blandt magnaterne i Estland. Men problemet er, at Estlandslisten i Kong Valdemars Jordebog er den eneste kilde, hvor disse mænd optræder. Vi hører intet om dem eller deres efterkommere i senere kilder, der omhandler Dansk Estland. Betyder dette, at de havde forladt Estland og levede i Danmark? Eller er de andre kilder, som omtaler dem, simpelthen gået tabt?

Side fra Kong Valdemars Jordebog, der oplister nogle af de lensbesiddelser i Estland, som Ivar and Hælf Gutæ sad inde med, inclusive landsbyen Oru (Orgiøl). Wikimedia Commons.

En ting er dog i det mindste sikkert. Der findes ingen kilder til at understøtte Paul Johansens tese, at de fire solgte eller opgav deres krav på lenene i Estland. Vi har i det hele taget ingen informationer angående, hvem der sad på disse len i resten af den danske periode i Estlands historie. De fleste af de landsbyer, som havde tilhørt de fire vasaller, optræder først igen i det skriftlige kildemateriale i 1400-tallet. Der er kun en enkelt undtagelse – i 1325 optræder en vis Byske de Orghile/ Borquardus de Orghael som kongelig vassal i Estland. Hans tilnavn ”de Orghile” kunne tænkes at stamme fra landsbyen Oru (Orgiøl i Kong Valdemars Jordebog), som omkring 1240 havde tilhørt Tuki Wang. Men vi ved desværre ikke, hvordan Byske de Orghile i så fald var kommet i besiddelse af landsbyen, eller hvordan hans forhold til Tuki Wrang og hans efterkommere var.

Dermed står vi overfor et problem. Det kunne tænkes, at de fire magnater havde trukket sig tilbage til deres besiddelser i Danmark, og lod deres len i Estland forvalte af fogeder. Eller de havde fordelt besiddelserne blandt et antal undervasaller, hvis navne vi ikke kender. Men vi har ingen kilder, der understøtter disse formodninger. Vi har i det hele taget ingen kilder om Ivar, Knud, Tuki Wrang, Hælf Gutæ eller deres len efter 1240.

Det samme gør sig gældende for Byske de Orghile. Var han i familie med Tuki Wang eller var han efterkommer af en, der havde giftet sig med hans arvedatter? Eller havde han modtaget Oru direkte fra kongen? Vi ved det ikke.

Vi må konkludere, at I dette tilfælde førte vores undersøgelser bare til, at vi endte med endnu flere spørgsmål end vi begyndte med, men uden at finde svar på disse.

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Vores forskningsprojekt begynder at nærme sig afslutningen, men vi fremdrager stadig nye resultater, og kommer stadig til nye overraskende erkendelser. I denne måneds blogpost vil vi beskæftige os med et nyt syn på det Store Estiske Oprør i 1343, eller som man kalder det på estisk, Skt. Georg Nats oprøret.

Dette oprør begyndte den 23. april 1343 i Dansk Estland, men spredte sig hurtigt til det vestlige Estland, områder, som på dette tidspunkt enten lå under biskoppen af Øsel eller den Tyske Orden. Det lykkedes for Ordenen at nedkæmpe oprøret i Dansk Estland i slutningen af 1343, men på Øsel fortsatte modstanden helt til februar 1345. Historikerne har hidtil altid anset et opgør mellem den herskende tysktalende elite og det estiske befolkningsflertal til at være årsag til oprøret. Vores undersøgelser tegner derimod et lidt andet billede. Mens der klart herskede et modsætningsforhold mellem den tysktalende elite og den undertrykte estiske befolkning, så tyder noget på, at man skal søge hovedårsagen bag oprøret i Danmark. Nemlig den ekstraordinære beskatning, som kongemagten pålagde befolkningen.

Da Valdemar Atterdag blev udråbt som dansk konge i 1340, var hovedparten af hans kongerige stadig bortpantet til de holstenske grever. Han begyndte derfor i overensstemmelse med de danske stormænd og den danske kirkes ledelse at opkræve ekstraordinære skatter for at udløse sit kongerige. Nogle få kilder påpeger, at dette også fandt sted i Dansk Estland. Således skrev paven i foråret 1341 til den danske vicekonge i Estland, Konrad Preen, og krævede, at han ophørte med at opkræve skat af cistercienserklostrene Padis, Valkena og Gudvalla. Disse skatter, som vicekongen havde opkrævet, kan kun have været ekstraordinære kongelige skatter, da kirkelige besiddelser var fritaget fra den almindelige beskatning. Det lader til, at alle og enhver i Dansk Estland skulle betale de ekstraordinære kongelige skatter.

Den indfødte befolkning beklagede sig ligeledes, og de sendte derfor repræsentanter til kongen for at klage over de hårde skatter. Kongen lod sig overbevise af disse, men fastholdt, at esterne skulle yde deres bidrag. Det ser ud til, at esterne derfor besluttede sig for at lave oprør – og dermed var kongens ekstraskat hovedårsagen til det store estiske oprør i april 1343.

Kort over det store estiske oprør 1343. Kilde: Wikimedia Commons.

Foråret 1343 var et godt tidspunkt at lave oprør. Valdemar Atterdag var i krig med kong Magnus Eriksson af Sverige, der også herskede over Finland. Oprørerne lavede en hemmelig aftale med vicekongen af Finland, der skulle erobre Tallinn, sæde for den danske administration af Estland. På samme tid var Dansk Estland sammen med den Tyske Orden involveret i en konflikt med naboen, det russiske fyrstendømme Pskov. Af denne årsag var den danske vicekonge, Konrad Preen, i det østlige Estland i foråret 1343 for at sørge for, at den kongelige borg i Narva blev forstærket.

Hidtil har historikerne ment, at det danske styre i Estland ikke var i stand til at nedkæmpe oprøret, hvilket førte til, at man måtte bede den Tyske Orden om hjælp. Vores undersøgelser peger dog lidt i en anden retning. Der skete nemlig det, at den Tyske Orden tog den danske vicekonge til fange tidligt under oprøret. Sandsynligvis skete dette omkring den 4. maj 1343 under forhandlingerne mellem oprørernes ledere og den danske biskop af Tallinn. Disse forhandlinger fandt sted på den Tyske Ordens borg Paide (Weissenstein) og endte med, at oprørernes ledere blev massakreret af den Tyske Orden. Det kan ikke være et tilfælde, at Konrad Preen blev holdt som fange på den samme borg. Sandsynligvis var Konrad Preen rejst til Paide for at deltage i forhandlingerne med oprørerne, men det kunne også være, at han ville spørge den Tyske Orden om hjælp til at nedkæmpe oprøret, men ikke kunne ikke blive enig med Burchard von Dreileben, mesteren for den livlandske gren af den Tyske Orden. Uanset hvad årsagen var, så besluttede Burchard von Dreileben at fængsle Konrad Preen.

Fra slutningen af april 1343 havde oprørerne belejret Tallinn og ventede nu på, at deres allierede fra Finland skulle slutte sig til dem. Efter Konrad Preens tilfangetagelse og massakren på de estiske ledere marcherede den tyske ordensmester til Tallinn og besejrede belejrerne den 14. maj 1343. Herefter var han i stand til at diktere betingelser for de danske vasaller og rådmænd, som havde søgt tilflugt på borgen i Tallinn. Han krævede, at disse skulle vælge Burchard von Dreileben til deres beskytter og midlertidig vicekonge for Dansk Estland og overdrage borgene i Tallinn og Rakvere i den Tyske Ordens varetægt.

Selvom Tallinn var blevet undsat, så havde Den Tyske Orden havde stort besvær med at nedkæmpe resterne af oprøret i Dansk Estland. Oprørerne var slet ikke besejret i maj 1343, og det lykkedes dem at overbevise Øselboerne om ligeledes at gøre oprør i sommeren 1343. Sammen ville man slå til mod den Tyske Orden. Kun efter at denne havde indsat yderligere riddere fra Preussen lykkedes det denne at indtage oprørernes bakkeforter i løbet af vinteren 1343/44. Konrad Preen blev løsladt fra sit fangenskab i sommeren 1344, kun kort tid før hans afløser Stig Andersen ankom i Estland.

Men hvorfor fængslede den Tyske Orden Konrad Preen i det hele taget? Og hvorfor overtog Burchard von Dreileben hans plads som vicekonge? Og hvorfor tog Ordenen de to borge i Tallinn og Rakvere i sin varetægt? Intet af dette var nødvendigt for at hjælpe danskerne med at nedkæmpe de estiske oprørere. I stedet ser det ud til, at det Tyske Orden havde i sinde at sætte sig på Dansk Estland og oprøret gav Ordenen den perfekte undskyldning for at gøre dette. Den Tyske Ordens handling må ses i sammenhæng med forhandlingerne om salget af Dansk Estland, der var begyndt allerede i 1340.

Disse forhandlinger var begyndt på foranledning af markgreve Ludvig af Brandenburg, der forsøgte at få udbetalt den medgift, som var blevet lovet Ludvig af kong Valdemars far, Christoffer II, i forbindelse med Ludvigs giftermål med Margrete, en ældre søster til Valdemar. Ludvig så gerne, at den danske konge solgte Dansk Estland og på den måde kom den udestående udbetaling ihu. Kong Valdemar derimod var meget tøvende overfor ideen at sælge hertugdømmet og forhandlingerne gik i stå i 1341. Først efter opstanden i 1343 og stillet overfor den situation, at to af områdets stærkeste borge var på den Tyske Ordens hænder, besluttede Valdemar sig endelig i 1346 at sælge området.

Der ser altså ud til, at den Tyske Orden benyttede sig af opstanden til at fremme sine egne mål. Ved at sætte sig i besiddelse af de to borge, havde man et godt pressionsmiddel mod kong Valdemar, idet Ordenen erklærede, at han først ville få dem tilbage, hvis han betalte for den militærindsats mod de oprørske estere, som Ordenen havde stået for. Valdemar stod dermed overfor to dårlige valgmuligheder – enten at sælge Estland eller at betale i dyre domme for at få kontrol over området tilbage. Da Valdemar ikke havde råd til at betale, men til gengæld havde hårdt brug for penge besluttede han, at det var nemmest at sælge Dansk Estland.

Vi kan konkludere, at det store estiske oprør i 1343 ikke blot var en intern estisk affære, men i høj grad var en begivenhed, der var tæt forbundet med begivenheder i dansk historie.

Af Stefan Pajung and Mihkel Mäesalu

 Den 10. september 2021 var vi glade for endelig at kunne byde velkommen til vores konference om de dansk-estiske relationer i middelalderen, Konferencen havde oprindelig været planlagt at skulle afholdes i september 2020, men måtte desværre udsættes på grund af Covid-19 relaterede omstændigheder. Nu var vi endelig forsamlet i Tallinn, hvor historikere og arkæologer fik mulighed for at præsentere deres forskning indenfor feltet, alt imens vi, Mihkel og Stefan, kunne løfte sløret over noget af det, vi havde arbejdet med i forbindelse med vores forskningsprojekt.

Vi begyndte med en særlig rundvisning for de danske konferencedeltagere fredag eftermiddag, som gik til Niguliste Museum, Helligåndskirken og Tallinn bymuseet, hvor vi fik set enestående eksempler på middelalderligt sølvtøj, kirkekunst og tekstiler, som alle bar vidnesbyrd om de lange og intensive relationer mellem Estland og Danmark. Vores guide på turen, Kerttu Palginõmm, kunne på fremragende vis fortælle os mange interessante historier om de forskellige eksempler på middelalderlig materiel kultur.

Altertavle fra højalteret i Niguliste Museum i Tallinn, fra Lübeckerkunstneren Herman Rodes værksted, 1478-1481. Wikimedia Commons.

Næste morgen mødtes vi på konferencestedet, som på passende vis viste sig at være placeret i Jomfrutårnet, som er en del af Tallinns middelalderlige bymur. Kl. lidt over ni åbnede vores konference ved at Hendes Excellence, den danske ambassadør til Estland Kristina Miskowiak Beckvard gav en kort indledende tale. Ifølge hende – og vi kan kun give hende ret – er den fælles dansk-estiske historie i middelalderen i store dele indhyllet i fortidens tåger, hvor man kun en gang imellem kan skimte større brudstykker, der åbenbarer sig for os. Hun håbede, at vores konference ville gøre det muligt for os at skære igennem tågen, således, at vi kunne få en dybere indsigt i vores fælles fortid. Og hendes udtalelse viste sig da også at være nærmest profetisk – for mens Tallinn havde været indhyllet i en tåge fra morgenstunden af, løftede denne tåge sig i takt med, at konferencen skred frem i løbet af formiddagen. Ved middagstid var Tallinn badet i sollys – og vi var blevet så meget klogere på vores fælles fortid.

Kurt Villads Jensen under sit foredrag “King Valdemar II and Tallinn 2019 – just another of his conquests or part of a grand plan?”

 Efter nogle få indledende bemærkninger af Toomas Abiline på vegne af bymuseet i Tallinn havde vi den fornøjelse at høre en lang bidrag af ledende forskere om emner som de baltiske korstog, Tallinns udvikling under danskertiden, forholdet mellem den estiske og den danske kirke i middelalderen samt den politiske udvikling i Dansk Estland, kun afbrudt af nogle veltilrettelagte kaffepauser og en frokost. Efter hver session havde vi endog tid til en livlig diskussion, som en gang imellem endda gav forskeren nye ideer eller tilgange til at fortsætte sine studier indenfor emnet.  I det hele taget var publikum vældig interesseret, og man kunne fornemme, at alle var glade for igen at kunne dele deres fælles passion for historie efter at pandemien havde forhindret dette i så lang tid. Først ved 17-tiden var det sidste af dagens spørgsmål besvaret, og vi kunne afholde den traditionelle konferencemiddag.

Mihkel Mäesalu i gang med sit foredrag med titlen “The King of Denmark in the Eyes of his Estonian Vassals and Subjects.”

Næste morgen mødtes vi atter kl. 9 næste dag i konferencelokalerne, hvor der ventede os yderligere to konferencesessioner. Disse beskæftigede sig om Danmarks forhold til Estland efter, at Valdemar Atterdag havde solgt de danske besiddelser her til den Tyske Orden i 1346, og med forskellige aspekter af dansk indflydelse i Estlands fortid. Efter endnu en frokost afsluttede professor Anti Selart fra universitet i Tartu konferencen med sine indsigtsfulde sammenfattende betragtninger. Han syntes, at foredragene havde været meget repræsentative for de nuværende tendenser i forskningen. Han beklagede dog, at der ikke havde været nogle foredrag om 1400-tallets fælles historie, da der her var meget at forske i.

Alt i alt var vi meget glade for hvordan konferencen var forløbet. Alt kørte som smurt, og vi havde endda ingen computerproblemer. Dette må være første gang, dette er set på en videnskabelig konference. Dette skyldes i høj grad den fortræffelige understøttelse, Mihkel og Stefan havde fået af Pia Ehasalu og alle på Tallinns bymuseum under planlægningen og gennemførelsen af konferencen. En stor tak må også rettes til såvel konferencedeltagerne som publikum på konferencen, der holdt spændende foredrag og rettede en masse spørgsmål til foredragsholderne under de efterfølgende diskussioner.

Der er dog en smule malurt i bægeret. For vores toårige forskningsprojekt nærmer sig, ligesom alle gode ting, sin afslutning. Alt der er tilbage, er at forberede vores forskellige forskningsresultater til publikation. Så dette er vores sidste blog post om vores forskningsprojekt for denne omgang. Men du kan glæde dig til næste år, når du kan læse mere om den spændende fælles dansk-estiske historie, når vores antologi undkommer næste år.

Tak, fordi I læste med.