Danmarkshistorie

Som nationalhistorisk museum forsker vi i Danmarkshistoriens vigtige begivenheder og aktører samt historiske og kulturhistoriske epoker. Sigtet er at sætte Danmarkshistorien i et aktuelt eller alment oplysende perspektiv, gerne ved at anskue historien i en bredere international sammenhæng.

I relation til museets særudstillinger er der de senere år udgivet en række kataloger, og museets medarbejdere har også skrevet andre bøger og artikler med danmarkshistoriske emner.

Nedenfor kan man læse om to forskningsprojekter, som aktuelt udføres på museet.

Den dansk-estiske fælleshistorie

I anledning af 800-året for slaget ved Lyndanise i 2019 kunne museet takket være støtte fra Carlsbergfondet igangsætte et dansk-estisk forskningsprojekt, hvor en forsker fra hvert af de to lande forsker i den fælles historie. Projektet udføres i samarbejde med Tallinn Bymuseum og universitetet i Tartu.

Følg stipendiatens forskningsblog.

Blogpost 1: Begyndelsen på et forskningsprojekt

af Stefan Pajung og Mikhel Mäesalu

Den 15. juni 2019, på 800-års dagen for, at Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen, fik vi, Mihkel Mäesalu fra Universitetet i Tartu og Stefan Pajung fra det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, overrakt beviset på, at vi var blevet tildelt ”HM Queen Margrethe II Distinguished Research Fellowship” af hendes Majestæt Dronningen selv. Vi skulle herefter påbegynde et forskningsprojekt om den fælles dansk-estiske historie med start 1. oktober 2019.

Efter en smule indledende læsning blev vi hurtig enige om, at mindst to arkivture var nødvendige for at skaffe det nødvendige kildemateriale. Mihkel kom til København i slutningen af oktober for at få fat på indtil videre upublicerede kilder fra Rigsarkivet og de omfattende samlinger på Det Kongelige Bibliotek. Meget af det relevante Estlands-relaterede materiale er allerede blevet digitaliseret og gjort tilgængeligt online – men dette gælder ikke alt materialet. Dette materiale blev bestilt og gjort tilgængelig for os, så vi var i stand til enten at affotografere eller scanne materialet. For det meste var kilderne i god tilstand, men engang imellem stod vi overfor materiale, som så ud som nedenstående, eller hvor tilstanden var endnu værre:

Et eksempel på det næsten ulæselige kildemateriale vi fandt på Rigsarkivet

Middelalderhistorikere er vant til de sædvanlige vanskeligheder, der optræder, når man skal dechifrere håndskrevne latinske eller tyske kilder, som er hundreder af år gamle, men vandskadede, udblegede tekster med større huller gør vores opgave ikke nemmere. Det her viste eksempel var som allerede nævnt ikke engang det værste.

Men vi fandt også nogle velkomne overraskelser. Iblandt dem var en samling af privilegier fra det estiske ridderskab fra 1712, hvilket omfattede privilegier, der gik tilbage til 1200-tallet. Der ser ud til, at samlingen blev skabt for at vise den seneste erobrer af Estland, Zar Peter den Store, hvilke privilegier den lokale adel sad inde med, og at disse ikke kun var af nyere karakter. I Estland havde danskervældet betydning for landets indbyggere særdeles lang tid efter, at den danske konge gav afkald på landet. Derudover fandt vi belæg på, at Den Tyske Orden havde besiddelser i Danmark, noget som hidtil ikke var kendt. Dette vil vi komme ind på i en senere blog post.

I begyndelsen af december 2010 tog Stefan så på genbesøg i Estland og blev budt velkommen af Mihkel, som ikke kun gav ham en introduktion til Nationalbiblioteket i Tallinn, men også til Universitetsbiblioteket og Nationalarkivet i Tartu. Her fandt vi upubliceret kildemateriale angående de kirkelige relationer mellem Danmark og Estland i middelalderen og breve fra forskellige danske adelsmænd til byrådet i Tallinn.

I Tallinn, var personalet på byarkivet yderst hjælpsomme og understøttede Stefan på enhver tænkelig måde. Hans undersøgelser her førte til, at han kunne tage fotografier af flere hidtil ukendte og upublicerede breve fra Christoffer III (1440-1448) og Christian I (1448-1481) til byrådet i Tallinn. Alt i alt var det et særdeles gavnlig tur.

Et brev fra Christoffer III til Tallinns byråd, 1440.

Det tætte samarbejde mellem en dansk og en estisk forsker medførte også nogle interessante diskussioner og opdagelser – iblandt disse var opdagelsen af den danske prins Ottos skæbne. Han blev medlem af Den Tyske Orden, men indtil nu var hans videre skæbne ukendt. Men for at finde mere ud af om den historie bliver I nødt til at følge denne blog, for hvad vi fandt ud af i den sammenhæng vil først blive afsløret på et senere tidspunkt.

Blogpost 2: Havde Den Tyske Orden besiddelser i Danmark?

Af Mikhel Mäesalu og Stefan Pajung

Historisk forskning fungerer nogle gange på underlig vis. Nogle gange finder man som historiker nye oplysninger, men vedlægger dem ikke særlig betydning, måske fordi man for tiden er i gang med at undersøge noget andet, og så forbliver denne nye viden ukendt for den brede masse af historieinteresserede. Dette er i høj grad gældende, når det drejer sig om Den Tyske Ordens besiddelser i Danmark. Selvom kilderne har været publiceret længe, er det selv for de fleste historikere ukendt, at Den Tyske Orden havde besiddelser i Danmark i 1200- og 1300-tallet.

Mens Mihkel og Stefan var ved at gennemse de forskellige kildepublikationer vedrørende dansk middelalderhistorie, opdagede de et interessant dokument udstedt af mesteren for den livlandske afdeling af Den Tyske Orden i sommeren 1353. Ifølge dette dokument gav han godset Linde som et len til den sidste danske høvedsmand i Estland, Stig Andersen Hvide. Dette gods omfattede marker, enge, græsningsområder, fiskerimuligheder, skove med en række tilhørende rettigheder og indtægter. Dette gods var ifølge dokumentet omgivet af den danske konge Valdemar Atterdags (1340-1375) krongods, uden dog at fortælle præcist hvor dette lå.

Dette gods måtte uden tvivl ligge et sted i Danmark, for Valdemar Atterdag havde jo solgt hele Estland nogle år forinden. Men hvor? Og hvem havde oprindeligt givet disse besiddelser til Den Tyske Orden. Vi prøvede nu at finde svar på disse spørgsmål.

På det nuværende tidspunkt, efter megen søgen og gransken af forskellige kilder, har vi kun fundet en enkelt kilde med nogen forbindelse til disse besiddelser. Denne kilde er en registratur af dokumenter, som svenskerne tog fra hertugerne af Kurlands arkiv i 1621 og efterfølgende bragte til Stockholm. Den første hertug af Kurland, Gotthard Kettler (1561-1587), var også den sidste mester af den livlandske afdeling af Den Tyske Orden, og hans arkiv omfattede således ligeledes en betragtelig del af Den Tyske Ordens livlandske afdelings arkiv. Denne registratur nævner, at man i 1299 lavede en kopi af et dokument udstedt af en kong Erik af Danmark. I dette dokument omtales gods i ”Lyndell”. Desværre har man siden hverken kunne finde denne kopi eller det oprindelige dokument, og de er sandsynligvis gået til. Vi ved ikke engang, hvilken kong Erik, der udstedte det oprindelige brev. Det kan dreje sig om Erik Plovpenning (1241-50), Erik Glipping (1259-1286) eller Erik Menved (1286-1319), eller om det omtalte ”Lyndell” er det samme gods som ”Linde”, selvom man tidligere har formodet dette. Vi ved heller ikke, om det var kongen, der gav dette gods til Den Tyske Orden. Det er muligt, men brevet kan også bare have været den danske konges bekræftelse på en godsdonation foretaget af en dansk adelsmand. Vi ved det ikke.

Derudover havde vi endnu et problem – vi skulle identificere hvor Linde var. Der fandtes (og findes) i Danmark et antal steder, der hedder ”Linde”, hvoraf nogle dog har skiftet navneform siden middelalderen. Trods vores ihærdige forsøg på at entydigt at identificere ”Linde” er det endnu ikke lykkedes for os. Og vi er ikke de eneste, der har forsøgt at løse dette problem. Dr. Erik Ulsig og Dr. Anders Bøgh har indenfor de sidste årtier ligeledes forsøgt at finde en løsning på problematikken. Bøgh foreslår således i en artikel fra 1998, at det muligvis drejer sig om godset Lille Linde i Bjæverskov herred, som Uffe Stigsen, Stig Andersen Hvides søn og arving, i 1356 måtte afstå til Valdemar Atterdag som straf for faderens oprør mod kongen. Bøgh kan dog ikke bevise dette med sikkerhed, men det lyder som en oplagt mulighed, som vi også havde taget i betragtning. Men vi kan ikke afgøre sagen med sikkerhed, og her støder vi endnu engang på en af begrænsningerne, hvis man beskæftiger sig med middelalderens historie. Vi har simpelthen ikke kilderne til at afgøre sagen med sikkerhed. Men vi må altid forsøge.

 

Blogpost 3: Historien om prins Otto af Danmark – løsningen på et mysterium?

Af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

Denne måneds blog post drejer sig om fordelene ved udvekslingen af viden og deling af informationer indenfor historieskrivningen – og det vil vi illustrere igennem den tidligere lovede løsning på mysteriet om prins Otto.

Prins Otto var søn af kong Kristoffer II og ældre bror til Valdemar Atterdag. Denne overtog tronen i 1340, og solgte efterfølgende Estland til Den Tyske Orden i 1346. Otto er måske mest kendt for at spille rollen som tragisk helt i B.S. Ingemanns historiske roman fra 1835, der meget passende fik titlen Prins Otto af Danmark og hans samtid. Men indenfor dansk historieskrivning fylder prins Otto ikke meget. Han er mest kendt for at have forsøgt at opnå kongeværdigheden efter sin afdøde far, Christoffer II (død 1332), men Otto blev i 1334 slået i et slag af de holstenske grever, der sad inde med store dele af det da pantsatte Danmark. Otto blev taget til fange og sad derefter i fangekælderen på Segeberg slot i Holsten de næste mange år. Herefter kom hans yngre bror Valdemar på scenen, og han havde til gengæld efter flere års dygtige forhandlinger held med at blive udråbt til konge af Danmark i 1340. Den traditionelle historie går nu ud på, at Otto blev frigivet og nogle år senere optaget i Den Tyske Orden som del af aftalen i forbindelse med salget af Estland. Dette skal være sket, fordi Otto tilsyneladende var blevet sindssyg i fængslet. De fleste danske historieværker angiver, at Otto herefter forsvinder ud af kilderne og antager, at Otto må være død kort tid efter 1346.

Prins Ottos segl, 1333

Denne historie kom også op at vende, da Mihkel var i København i oktober sidste år. Jeg spurgte forsigtigt, om man måske viste noget mere om Ottos skæbne i Estland, og Mihkel udbrød spontant, at selvfølgelig havde man da det. Jeg spidsede ører – måske man endelig kunne få afklaret prins Ottos endelige skæbne? Da jeg så var på besøg i Estland i december for at samle kilder og litteratur til vores projekt, havde jeg mulighed for at undersøge sagen nærmere. Det viste sig, at der var spor efter Otto i Johann Brenners Livlandske Krønike. Heri blev der fortalt, at Otto sad fængslet i ti år – ikke syv – og efterfølgende blev optaget i Den Tyske Orden. Han blev iklædt ordenens klæder i Riga og kort tid herefter udnævnt til borgherre for den vigtige borg Karkus (nu Karksi) i det sydlige Estland, hvor han skulle sørge for at administrere det omkringliggende område og i givet fald også stå for forsvaret. Alt dette var yderst interessant – men hvordan kunne man forklare forskellene i forhold til den etablerede danske fortælling, der afveg fra denne beretning på væsentlige punkter.

Livland i 1300-tallet. Borgen Karkus (Karsi) ligger i det sydlige Estland, lige ved nr. 15

Efter at jeg var vendt tilbage til Danmark, satte jeg mig for at genlæse de danske kilder for at se, om man kunne få kabalen til at gå op. Det viste, at det kunne den godt, men i denne version af historien kom Valdemar Atterdag mere og mere til at fremstå som en skrupelløs og koldhjertet skikkelse. Men på en måde var jeg ikke forundret, Valdemars senere historik af snyd, bedrag, afpresning og endda snigmord taget i betragtning.

Det ser ud til, at Valdemar var ansvarlig for, at Otto fortsatte sit fangenskab efter at han var blevet frigivet af de holstenske grever, hvor han havde siddet i fangenskab i syv år. Den lybske krønikeskriver Detmar beretter, at Otto i 1341 blev overført i herren til Werles varetægt. Denne var en mecklenborgsk slægtning til såvel greverne af Holsten som til den danske kongeslægt. Fangenskabet her var nok mindre barsk, men det var stadigt et fangenskab. Valdemar må her have givet Otto et tilbud – afgiv dine rettigheder til tronen og indtræd i Den Tyske Orden, eller forbliv i fangenskab resten af dit liv. Otto ser ikke ud til at have haft noget valg, hvis han nogensinde ville slippe ud af fangenskabet. Senest i 1346 må han have indvilliget i forslaget. Valdemar skrev nu til paven, at hans bror havde indvilliget i at blive Ordensbroder, og i den forbindelse ville han overdrage hertugdømmet Estland, som var hans arv, til Ordenen. Denne forklaring var dog mest til for at stikke paven blår i øjnene, således, at han ville godkende overdragelsen af hertugdømmet til Ordenen – Valdemar havde nemlig indgået en aftale, der sikrede ham 19.000 hårdt tiltrængte mark sølv for overdragelsen af Estland.

En yderligere fordel for Valdemar var, at Otto med indtrædelsen i Ordenen også havde indvilliget i at leve på munkevis. Otto ville altså ikke blive gift og få lovlige arvinger, der senere ville komme og kræve den danske trone. Det lader også til, at Valdemar var ophavsmand til rygtet om, at Otto var blevet sindssyg i fængslet. For hvem ville bakke op om en mulig rival, der var blevet sindssyg, selvom han som den ældre bror egentlig var den oprindelige og foretrukne tronkandidat. At det her drejer sig om et rygte viser det faktum, at Den Tyske Orden efter 1346 indsatte Otto som borgherre på den vigtige borg Karkus i en position han ikke ville kunne bestride, hvis han var blevet sindssyg. En ny borgherre her kendes først fra 1374 og det er således muligt, at Otto stadig levede et antal år i Estland efter 1346.

 

Blogpost 4: Hvad blev Dansk-Estland egentlig kaldt i middelalderen?

Af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Når historikere beskæftiger sig med det nordlige Estland under dansk styre in 1200- og 1300-tallet, har de en tendens til at benytte sig af betegnelsen ”Hertugdømmet Estland” for at definere hvilken del af Estland de refererer til. På den måde fremhæver de, at det nordlige Estland ikke var en del af selve Kongeriget Danmark, men et separat hertugdømme, som tilhørte den danske krone. Kongen af Danmark var også hertug af Estland, og styrede Estland ikke i sin egenskab af konge, men i sin egenskab af hertug. Mens den danske konge brugte titlen ”Hertug af Estland”, så blev betegnelsen ”Hertugdømmet Estland” kun brugt meget sjældent i 1200- og 1300-tallet. Spørgsmålet er nu, hvad folk i datiden kaldte de danske besiddelser i Estland.

For det meste, den danske konge kaldte sine besiddelser bare for ”Estland”, selvom han kun beherskede en del af landet. Denne vage brug af geografiske betegnelser var ret almindelig i middelalderen. Kongens officielle navn var ”Konge over danskerne og slaverne”, hvormed man søgte at understrege hans herredømme over i hvert fald nogle af de lande, som var befolket af de vestlige slavere, f.eks. fyrstendømmet Rygen. Men dette betød ikke, at han var hersker over alle de slaviske folk. Så spørgsmålet trænger sig på, om den danske konges brug af betegnelsen ”Estland” i denne vage form betød, at Den Tyske Orden og bisperne af Øsel og Dorpat (Tartu), der også herskede over dele af Estland, følte sig truet af et dansk krav på overherredømme over hele Estland? Uanset hvad, så kaldte de sydlige naboer til det danske område dette simpelthen for ”landene, der bliver behersket af kongen af Danmark”.

Det middelalderlige Livland i 1260. Kortet er taget fra Wikimedia Commons.

De danske områder bestod af landskaberne Revalien (Revala), Harrien (Harju) og Virland (Virju), og indimellem blev navnene på disse mindre lande kombineret med ”Estland”. Således kan man finde betegnelserne ”Estland og Wirland”, ”Estland, Harrien og Revalien” eller ”Revalien og Estland” i de samtidige kilder. Det fremgår ikke klart, hvorfor man i 1200-tallet benyttede sig af disse varierende betegnelser. Hvorfor brugte man ikke bare betegnelserne for de tre landskaber?

Estland i 1200-tallet, inddelt efter indfødte stammeområder. Kortet er taget fra Wikimedia Commons.

Et andet ret populært navn for den danske konges territorier i Estland var ”terra Revaliensis”, som er ret svært at oversætte. ”Terra Revaliensis” kan have betydet ”landet Reval”, fordi Reval (Tallinn) var sædet for den danske vicekonge og statholder. Men det kan også have betegnet ”landet Revala” (se kort ovenfor). Problemet ved at oversætte den latinske betegnelse består i, at både Reval (Tallinn) og landskabet Revalien blev betegnet med det samme navn ”Revalia” i datidens latinske tekster. Dette gør det ikke nemt at kende forskel mellem byen og landskabet. Af denne grund bør ”terra Revaliensis” nok oversættes med ”landet Revalien”.

Mangfoldigheden i navneformer fortæller os, at det ikke var almindeligt i datiden at tænke på det nordlige Estland under dansk herredømme som et hertugdømme, men mere som et landskab behersket af den danske konge. Men betyder dette, at forbindelserne mellem Danmark og det nordlige Estland har været stærkere end hidtil antaget? Dette forsøger vi at finde et svar på i forbindelse med vores undersøgelser.

 

Blogpost 5: Bytte, Bytte, biskop

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

For et stykke tid siden offentliggjorde vi en blogpost om, hvad man kaldte Dansk-Estland i 12- og 1300-tallet. Som vores læsere måske ved, så førte kongen af Danmark titlen som hertug af Estland fra 1269 til 1346. Men der var en anden, der også førte denne titel før dette – en person, som tit bliver glemt af historikere.

Den første, der nemlig førte titlen som hertug af Estland, var Knud (ca. 1205-1260), en søn af Valdemar Sejr (1202-1241) og Helena Guttormsdatter, enken efter Esbern Snare. Knud blev sandsynligt født 1205, og var dermed den anden søn af Valdemar Sejr. Men fordi både han og hans ældre halvbror Niels var blevet født udenfor ægteskab, kunne de ikke arve tronen. Men Valdemar sørgede godt for sine sønner, og behandlede dem på samme måde, som han gjorde med de sønner han siden fik i ægteskab med hhv. dronning Dagmar (1205-1212) og med dronning Berengaria (1214-1221). Han tildelte dem dele af kongeriget, som de kunne herske over. Niels blev greve af Halland og Knud hertug af Estland.

Biskoppen af Dorpats segl, 1300-tallet.

Fyrstebispedømmet Dorpat var (næsten) nabo til Hertugdømmet Estland, og var ligesom dette placeret på den yderste østlige grænse af den vestlige kristenhed. Dermed havde de begge at kæmpe med nogenlunde de samme problemer og udfordringer. Selvom bisperne af Dorpat generelt havde et godt forhold til den Tyske Orden, skulle de stadig forholde sig til bade interne og eksterne trusler, som truede det udsatte fyrstebispedømme.

Risikoen for, at de lokale ville begynde et oprør, lurede altid under overfladen, og de russiske fyrster ventede kun på en mulighed at udnytte en svaghed i det livlandske forsvar for at lave ravage. Denne   situation medførte en naturlig tilnærmelse og et øget samarbejde mellem fyrstebispedømmet og Hertugdømmet Estland. Det er meget sandsynligt, at det foreslåede bytte mellem Dorpat og Slesvig skal ses i denne kontekst. Biskop Nikolaus må have følt, at hans situation var meget udsat – og han havde ikke de nødvendige midler til at forbedre sin situation. Vi ved, at Nikolaus drog til pavehoffet I Avignon i begyndelsen af 1313, hvor det lykkes ham at sikre sig et lån på 1500 gylden, som han kunne anvende til at styrke forsvaret af bispesædet. Men det ser ud til, at han stadig ikke var tilfreds med situationen, for han vendte ikke tilbage til Dorpat fra Avignon med det samme. I stedet skrev han som bekendt til biskoppen af Slesvig, som han foreslog det allerede omtalte bytte. Biskoppen af Slesvig afviste ham godt nok, men hans svar må have indeholdt noget, der indgav Nicolaus håb. Han skulle blot overbevise den danske konge om det fornuftige i forslaget.

Ruinerne af katedralen i Dorpat (Tartu). Foto af Ivar Leidus, september 2012

Af den grund tog bisp Nicolaus af Dorpat i foråret 1314 til Danmark for at se, om han kunne overtale Erik Menved (1286-1319) og få hans opbakning til byttet med Jens Bocholt. Kong Erik var villig til at lytte til, hvad bisp Nikolaus havde at sige og gav ham derfor fri adgang til Danmark, for at de kunne mødes og han kunne høre bispens argumenter. Det lader til, at Erik Menved har overvejet forslaget nøje, men han kunne ikke beslutte sig for, om forslaget virkelig var til hans egen fordel. Til sidst fik bisp Nikolaus intet ud af sin tur til Danmark og måtte vende hjem til Dorpat med uforrettet sag. Kongen må have ment, at selvom han søgte at styrke sin position i det østlige Baltikum, så var det af større fordel for ham, hvis han havde Nikolaus siddende som villig ”vasal” i Dorpat, der var afhængig af hans velvilje, end hvis han skulle til at overtage forpligtigelsen for forsvaret af bispedømmet Dorpat. Erik Menved var i disse år travlt optaget af konflikten med hansestæderne Rostock, Wismar, Stralsund og Greifswald og ville ikke sprede sin ressourcer mere end hvad godt var

Da hans plan om at forlade Dorpat til fordel for Slesvig var slået fejl, måtte bisp Nikolaus af Dorpat til at revurdere sin situation. Selvom han havde et godt forhold til den Tyske Orden, så var alliancer i middelalderen aldrig noget man kunne regne 100% med. Hvad ville der ske, hvis de russiske fyrster skulle finde på at angribe bispedømmet? Ville den Tyske Orden og/eller den danske konge så hjælpe ham?

Bisp Nikolaus besluttede sig for, at det altid var bedre at vinde yderligere allierede, og derfor tog han i foråret 1319 først til Lübeck og derefter til Danmark for at sikre sig understøttelse. Desværre døde Erik Menved i november 1319 uden at efterlade sig en søn og efterfølger, og før man kunne slutte en overenskomst. Kong Eriks bror, Christoffer, der havde været hertug af Estland mellem 1303 og 1307, var derfor den mest oplagte efterfølger. Men før han kunne bestige tronen, måtte han først underskrive en ret barsk håndfæstning, som lagde alvorlige hindringer i vejen for at han kunne agere handlekraftigt. I stedet måtte han tilstå rigets stormænd omfattende privilegier. Efter en del forhandlinger blev man enig om håndfæstningens endelige udformning, og den 25. januar 1320 kunne den nye konge underskrive denne. En af de personer, der bevidnede dette, var – bisp Nikolaus af Dorpat.

Christoffer II’s håndfæstning fra 1320.

Nikolaus’ tilstedeværelse som vidne til Christoffer II’s håndfæstning har altid stået som lidt af et mysterium for danske historikere, men måske kan vi nu komme med et muligt bud på en forklaring. Vi ved ikke, om Nikolaus spillede nogen som helst rolle under forhandlingerne, og om han i et hele taget havde noget at skulle have sagt. Men en mulig forklaring kunne være, at fordi bisp Henrik af Reval i hvert fald havde været død siden 1318, og en efterfølger endnu ikke var udpeget og indviet, så kom bisp Nikolaus de facto til at fungere som repræsentant for hertugdømmet Estland. Måske hang dette sammen med, at cistercienserklostret Falkenau (Kärkna), der lå i bispedømmet Dorpat, besad besiddelser i Wirland? Eller var det, fordi han var den eneste repræsentant fra Livland, der var til stede i det hele taget, da Christoffer underskrev sin håndfæstning? Strengt taget, var det slet ikke nødvendigt for en repræsentant fra Estland at være til stede ved forhandlingerne, da håndfæstningen kun gjaldt i selve Danmark, men ikke i Estland. Begrundelsen kunne simpelthen være, at bisp Nikolaus blev anset for at være et troværdigt og uafhængigt vidne.

Vi må se, om vi kan finde yderligere materiale til at belyse sagen. Ellers kommer der måske en anden historiker i fremtiden, der finder et svar, når han eller hun atter ser på sagen.

Blogpost 6: Knud – den “glemte” hertug af Estland

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

For et stykke tid siden offentliggjorde vi en blogpost om, hvad man kaldte Dansk-Estland i 12- og 1300-tallet. Som vores læsere måske ved, så førte kongen af Danmark titlen som hertug af Estland fra 1269 til 1346. Men der var en anden, der også førte denne titel før dette – en person, som tit bliver glemt af historikere.

Den første, der nemlig førte titlen som hertug af Estland, var Knud (ca. 1205-1260), en søn af Valdemar Sejr (1202-1241) og Helena Guttormsdatter, enken efter Esbern Snare. Knud blev sandsynligt født 1205, og var dermed den anden søn af Valdemar Sejr. Men fordi både han og hans ældre halvbror Niels var blevet født udenfor ægteskab, kunne de ikke arve tronen. Men Valdemar sørgede godt for sine sønner, og behandlede dem på samme måde, som han gjorde med de sønner han siden fik i ægteskab med hhv. dronning Dagmar (1205-1212) og med dronning Berengaria (1214-1221). Han tildelte dem dele af kongeriget, som de kunne herske over. Niels blev greve af Halland og Knud hertug af Estland.

Kalkmaleri af Knuds våbenskjold fra Skt. Bendts kirke i Ringsted, hvor Knud blev begravet.

Valdemar Sejr påbegyndte sit korstog og erobring af Estland i sommeren 1219. Han fulgte dette op med endnu et erobringstogt til det nordlige Estland i sommeren 1220, og i 1222 erobrede han øen Øsel (estisk Saaremaa) på Estlands vestkyst. Under sit ophold på Øsel lykkedes det for Valdemar at løse konflikten med sine korstogsrivaler, bisp Albert af Riga (1199-1229) og Sværdridderne. Da Valdemar vendte tilbage til Danmark i efteråret 1222, kunne han derfor fortrøstningsfuldt efterlade Dansk Estland i sin søns hænder. Selvom vi ikke præcis ved, hvornår Valdemar formelt overdrog hertugdømmet Estland til sin søn Knud, så er det sandsynligt, at dette skete på et tidspunkt mellem efteråret 1222 og maj 1223.

Kort over den politiske inddeling af Estland i 1222, tidspunktet hvorpå det danske herredømme var mest udstrakt.

Der findes kun meget få kilder om Knuds styre som hertug af Estland. Hans styre over Estland var allerede gået i glemmebogen i slutningen af det 13. århundrede. Den eneste krønike, der i det hele taget nævner Knud som hertug af Estland er Ribe Bispekrønike, der nævner, at da bisp Tuve af Ribe (1214-1230) i foråret 1223 vendte tilbage i Danmark efter at han i vinteren 1222-1223 havde opholdt sig i Tallinn for at fremme omvendelsen af de indfødte estere, efterlod han byen i hænderne på Knud, hertug af Estland. Det lader altså til, at Knud var i Tallinn i 1223. Derudover ved vi blot, at Knud overdrog land i det nordlige Estland til cistercienserklosteret Gudvalla (også kendt som Roma) på Gotland. Denne gave kan betragtes som et tegn på den unge hertugs gudfrygtighed, men har især været tænkt som en måde hvorpå man kunne fremme kristningen af de indfødte estere under Knuds herredømme.

Knud blev udnævnt til hertug af Estland på et tidspunkt, som var meget kritisk såvel for kongeriget Danmark som for hertugdømmet Estland. I maj 1223 tog Grev Henrik af Schwerin (1194-1228) Valdemar Sejr og hans ældste søn, Valdemar den Unge, til fange og holdt dem indespærret i en årrække. Valdemar Sejr kom først fri i december 1225 og Valdemar den Unge blev sluppet fri i påsken 1226. Allerede i vinteren 1222-23 var øselboerne begyndt at røre på sig, og i løbet af foråret 1223 var hele Estland i oprør. Kun Tallinn var stadig på danske hænder, resten af Estland var atter på de indfødte esteres hænder. Af denne årsag besluttede de tidligere rivaler, danskerne, bispen af Riga og Sværdbrødrene at samarbejde for atter at underkaste Estland. Men dette førte til, at der opstod fornyede konflikter mellem danskerne på den ene side og sværdbrødrene og bisperne af Riga og Tartu på den anden side. Denne konflikt førte til, at der udbrød en væbnet konflikt mellem parterne, der endte med, at sværdbrødrene og de to biskopper erobrede alle de danske besiddelser i Estland.

Vi ved absolut ingen ting om, hvilken rolle Knud spillede i disse begivenheder. Selvom han var i Estland i sommeren 1223, så lader det til, at han forlod hertugdømmet kort tid efter. Måske tog han tilbage til Danmark, da han hørte om sin faders tilfangetagelse. Vi ved det simpelthen ikke. Selvom Estland herefter for en tid gik tabt, førte Knud titlen som hertug af Estland indtil 1232, da han blev udnævnt til hertug til hertug af Blekinge.

 

Blogpost 7: Præsten, der kom ind fra kulden – og endte i Danmark

af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

Mens danske præsters virke i Estland har været et emne, som historikere, teologer og andre lærde har beskæftiget sig ret indgående med, så er det til gengæld ret ubelyst, i hvor høj grad estiske kirkefolk drog den anden vej, og kom til Danmark for at virke her i løbet af middelalderen. Vi satte os derfor ned for at undersøge i hvor høj grad dette var tilfældet, og dykkede ned i det danske kildemateriale for at se, om vi kunne finde vidnesbyrd herom. Men vi måtte sande – som det ofte er tilfældet, når man har med middelalderligt materiale at gøre, at vi langt hen ad vejen ikke kunne være sikre på folks oprindelse. Nyligt omvendte folkeslag havde det med at antage almindelige kristne navne i forbindelse med deres dåb, og kun når de også eksplicit angav, hvor de kom fra, kunne vi være sikre herom. Så i lang tid så det ud, som om vores undersøgelse skulle løbe ud i sandet.

Men så fandt vi en kilde, som nævnte en Johannes af Wesenberg (estisk Rakvere), som var kannik i Århus. Han måtte da være fra Estland. Og det var han – vi kunne bekræfte, at han var blevet nævnt første gang i 1313 i forbindelse med den danske konges vasaller i Estland. Så langt, så godt – men hvordan var han endt i Danmark? Kunne vi måske også finde ud af dette? Og ville det være muligt at finde ud af, hvorfor Johannes var en del af den delegation, der fulgte med den unge prins Valdemar (Atterdag) til Greifswald i 1338?

Den unge prins Valdemars våbenskjold (”Domicellus” betyder ”junker”, som i datiden var den gængse titel, som danske prinser bar.), ca. 1338. Kalkmaleri i Vor Frue kirke, Århus. Foto: Stefan Pajung.

Nu havde nysgerrighed bidt os, og vi ville vide mere. Det viste sig, at Johannes af Wesenberg ikke var en populær herre overalt i Livland. Især ikke i Dorpat (estisk Tartu). For at forstå hvorfor, bliver vi nødt til at gå tilbage til 1323, da bisp Nikolaus af Dorpat døde. Mens han endnu var i live, havde Johannes fået pavelig provision, dvs. lovning, på, at han ville blive udnævnt som den næste provst ved domkirken i Dorpat. I 1324 valgte man den hidtidige provst i Dorpat, Engelbert von Dohlen, til ny bisp, og embedet som provst skulle nu egentlig tilfalde Johannes. Men ikke alle var helt tilfredse med, at paven havde lovet embedet bort til en udefra kommende.

Engelbrecht af Dolens segl som biskop af Dorpat (1324-1341)

Johannes stod klar til at blive indsat som ny provst, men bisp Engelbert udtalte, at han ikke kunne efterkomme pavens ønske, da domkapitlet var imod, og at Johannes slet ikke var velkommen i Dorpat. Kannikkerne ville modsætte sig indsættelsen og skabe alle mulige former for problemer for Johannes, hvis ikke han trak sig. Af den grund skrev Engelbert til paven, om det ikke var muligt, at man spurgte ærkebispen af Riga, biskoppen af Øsel (estisk Saaremaa) og biskoppen af Roskilde om de ville mægle i striden. Han selv foreslog, at han i stedet indtog sit embede ved domkapitlet i Reval (estisk Tallinn), da han jo stammede fra dette bispedømme. På samme tid ønskede Engelbert, at paven ville bekræfte udnævnelsen af Johannes af Vyffhusen, en ”glimrende lærd” til det ledige kannikkedømme og præbende, der netop var opstået ved domkapitlet i Dorpat. Johannes af Wesenberg var dermed blevet lagt på is af den lokale opposition, og mistede således sin lovede position som provst i Dorpat.

Vi ved ikke præcis, hvad der skete umiddelbart efter, at Johannes blev lagt på is i Dorpat, men vi hr nogle enkelte informationer, der kan hjælpe os videre. Der ser nemlig ud til, at Johannes var god til at få bevilliget lovning på udnævnelser til kirkelige embeder i forskellige bispedømmer. Således havde han allerede i 1321 fået lovning på et kannikkedømme i Reval OG i Århus, og i 1338 var han afgjort atter inde i varmen. Han var da både skolemester ved domskolen på Øsel og kannik i Århus.

Domkirken i Århus, hvor Johannes var blevet udnævnt til kannik før 1338. Foto af Martin Stegman, 2015.

I 1338 må Johannes’ kendskab til estiske forhold have været i høj kurs hos bispen af Århus, Svend. Han var i 1330’erne en af de vigtigste rådgivere og mest vedholdende forkæmpere for den unge prins Valdemar, der bestræbte sig på at få så megen opbakning som mulig i sine forsøg på at blive konge af Danmark. Valdemars position som hertug af Estland var på dette tidspunkt et af de stærkeste aktiver, som han lå inde med. Det ser ud som om, bisp Svend havde taget Johannes med til mødet i Greifswald for at han sørge for, at Valdemar var velunderrettet om forholdene i netop Estland.

Desværre ved vi ikke med sikkerhed, hvad der skete med Johannes siden da. Der foreligger muligheden af, at han var død i 1344, da han ikke nævnes blandt vidnerne i et brev udstedt af kannikkerne i Reval. Men vi kan ikke være sikre – han kunne også bare have givet afkald på posten i Reval i mellemtiden og trukket sig tilbage i Danmark. Kilderne svigter os simpelthen her. Men Johannes var ikke en enlig svale – der var flere estiske kirkefolk at finde i Danmark i samtiden. Men mere om dem senere!

 

Blogpost 8: Var Estland den første del af det danske rige til at acceptere Valdemar Atterdags styre?

af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Willekin den Hvide, en kannik fra domkapitlet i Reval (Tallinn), var vært for et middagsselskab i sit hjem i begyndelsen af maj 1339. Under dette selskab blev Hermann Heympel, en rådmand i Reval, alvorligt såret under ukendte omstændigheder. Efterfølgende kom flere borgere til Willekin den Hvides hjem for at bringe Hermann Heympel væk derfra. Borgerne kom i klammeri med de andre gæster i selskabet og dræbte en adelsmand ved navn Nicolaus af Braunschweig. Den 9. maj 1339 frikendte Bertold von Lechtes, den stedfortrædende høvedsmand i hertugdømmet Estland, borgerne for enhver skyld i dette sammenstød med undtagelse af drabet på Nicolaus af Braunschweig.

I første omgang ser denne sag at have meget lidt at gøre med forholdet mellem Danmark og Estland i 1300-tallet. Men dette retsdokument afslører vigtige informationer om forholdet mellem hertugdømmet Estland og den kommende danske konge, Valdemar Atterdag (konge 1340-1375) i årene 1338-39. For dette dokument er det første, der nævner en kongelig statholder i hertugdømmet efter Christoffer II’s død i 1332. Som det måske er kendt for læsere af denne blog, var kongeriget Danmark i dyb krise under Christoffer II’s regeringstid, hvor størsteparten af riget (med undtagelse af hertugdømmet Estland) blev pantsat til greverne af Holsten. Efter Christoffers død i 1332 var riget uden konge indtil 1340, da det lykkedes for Christoffers yngste søn, Valdemar Atterdag, at genvinde tronen.

Valdemar Atterdag. Kalkmaleri i Skt. Peders kirke, Næstved, ca. 1375. Wikipedia Commons.

Valdemar rejste sit krav på tronen i 1338. Som vi skrev i vores seneste blogpost, kom kannikken Johan af Wesenberg, der nedstammende fra en familie af kongelige vasaller i Estland, i kontakt med den unge Valdemar i foråret 1338. Kun en måned senere optrådte Valdemar som hertug af Estland for første gang, og et år senere finder vi Berthold von Lechtes som stedfortrædende høvedsmand over hertugdømmet Estland på slottet i Reval. Kunne dette tolkes som tegn på, at hertugdømmet var den første del af den danske rige, der anerkendte den unge Valdemars herredømme?

Udtog af dokumentet udstedt af stedfortrædende statholder Bertold von Lechtes, 9. 5. 1339. Tallinn Stadsarkiv.

Bertold von Lechtes var en betydningsfuld vasal i hertugdømmet Estland, en af de kongelige råd i Estland. Han blev udnævnt til stedfortrædende høvedsmand engang mellem den 12. marts 1338 og den 9. maj 1339. Høvedsmanden over hertugdømmet blev altid udnævnt af den danske konge. Da Christoffer II døde i 1332, fratrådte hans høvedsmand Marquard Breide embedet. Da den danske trone efterfølgende ikke blev besat, var der ingen, der kunne udnævne en ny høvedsmand og embedet forblev derfor også ubesat. Hertugdømmet Estland blev efterfølgende administreret af kongens råd i Estland.

En stedfortræder for høvedsmanden blev udnævnt af høvedsmanden. Dette betyder, at Bertold von Lechtes kun kunne være blevet stedfortrædende høvedsmand gennem Valdemars egen autoritet. Måske havde Valdemar udnævnt en ny høvedsmand, hvis navn vi blot ikke kender, som efterfølgende udnævnte Bertold til sin stedfortræder. Det er dog også muligt, at Valdemar, der endnu ikke var kronet som konge, valgte kun at udnævne en stedfortrædende høvedsmand. Måske havde han ikke mulighed for at sende en af sine egne følgesvende, som han kunne undvære, til Estland og besluttede derfor at udnævne en af sine estiske råder til posten.

Uanset hvad, så tyder dette kraftigt på, at de vigtigste estiske slægter var i kontakt med Valdemar i 1338, og denne kontakt havde resulteret i, at Valdemar allerede i maj 1339 var anerkendt som herre over Estland – mere end et år før han blev valgt til danske konge og kunne begynde sit herredømme her.

 

Blogpost 9: Kongerne vender tilbage?

af Stefan Pajung og Mihkel Mäësalu

Der er velkendt, at Valdemar Atterdag solgte Estland til den Tyske Orden i 1346. Men havde han en plan for at genvinde Estland? Da den danske historiker William Mollerup i 1880 skrev sit værk om Danmarks forhold til Livland, afviste han kategorisk at en sådan plan skulle have eksisteret og den konklusion holdt man fast i i mange år. Men i 1970erne begyndte nogle historikere at sætte spørgsmålstegn ved denne antagelse. Den estisk-svenske historiker Hain Rebas bemærkede i sin bog om senmiddelalderens baltiske politik og handel, at den svenske historiker Gunnar Fritzell havde meddelt ham, at han arbejdede på en artikel om Valdemars plan for at generobre Estland, men denne forblev upubliceret ved hans død i 1982. Muligheden for, at Valdemar havde planer for at genvinde Estland blev ligeledes antydet af den danske historiker Jens E. Olesen, men uden at han gik i detaljer.

Jeg begyndte at undre mig – kunne jeg finde beviser for at underbygge denne dristige påstand? Eller var den overhoved dristig? Valdemar Atterdag var kendt for aldrig at opgive en besiddelse han mente han havde ret til, og som han mente tilhørte kongeriget Danmark. Allerede i 1355 havde han forsøgt at overtale paven til at annullere salget af Estland, men Innocens VI afslog. Valdemar lod derpå sagen ligge og koncentrerede sig på at samle de forskellige danske provinser under sit eget scepter. Han besejrede alle, der stod i vejen for ham og straffede alle dem, der ikke ville underkaste sig under hans herredømme, hårdt og ubarmhjertigt. Langsomt fík han fordrevet de forskellige panthavere fra deres besiddelser og genetableret kongelig kontrol. I 1360 erobrede han endda Skåne, Halland og Blekinge fra den svenske konge Magnus Eriksson, selvom han tidligere havde indgået en traktat med ham, hvori han accepterede Magnus’ herredømme over de østdanske provinser. Kun et år senere sendte Valdemar en flåde mod Gotland – den vigtige hanseatiske udpost midt i Østersøen – og erobrede øen. Hvorfor erobrede Valdemar Gotland? Var det, fordi han havde brug for en base til at erobre Estland?

Carl Gustav Hellquist: Valdemar Atterdag brandskatter Visby, 1361. Olie på lærred, 200 x 330 cm, 1882. Nationalmuseet, Stockholm, Sverige.

Hvis kong Valdemar virkelig havde planer om at krone sin succes med at samle det danske rige under sin kontrol ved umiddelbart efter erobringen af Gotland at fortsætte mod Estland – og her ville Gotland have været den ideelle base, hvis han ville sende en flåde mod Livland – så måtte disse planer vente. For erobringen af Gotland havde vakt de hanseatiske købmænds vrede, idet han havde plyndret en af handelsnetværkets centrale byer, Visby. Dertil kom, at med Visby kontrollerede Valdemar en af hanseaternes vigtigste mellemstationer i den vitale Østersøhandel, hvor han nu kunne opkræve told af købmændene og lægger hindringer i vejen for dem, hvis de ikke fulgte hans spilleregler. Dette kunne de ikke acceptere, hvorpå de indgik et forbund med den svenske konge Magnus Eriksson, der var rasende over at miste både Skånelandene og Gotland (der jo nominelt var svensk), og så de holstenske grever, der var bekymret over, at kong Valdemar var ved at udvikle sig til en så dominerende magtfaktor i Østersøregionen, der effektivt kunne afgøre alle stridigheder efter forgodtbefindende – og dette ville betyde, at greverne af Holsten i sidste ende også kom i klemme. Denne konflikt udløste 1. Hansekrig, der varede indtil man i 1362 indgik en våbenhvile, der skulle gælde indtil begyndelsen af 1364.

Med Valdemar var ikke inaktiv under denne våbenhvile. Før den udløb, forlod han Danmark for at tage på en rundrejse i Europa, hvor han indgik flere defensive alliancer og opnåede på den måde flere diplomatiske sejre. Han fik opbakning fra kongen af Polen, den tyske kejser og endda fra den Tyske Orden – Valdemar havde ikke kun stærke forbindelser, men var dertil en snu og opportunistisk konge. Dette viste sig også under hans sidste besøg på rundturen – han tog nemlig til paven i Avignon.

Pavepaladset i Avignon

Her udviste Valdemar tegn på, hvad jeg vil mene var langtidspolitisk planlægning. På overfladen så det ud som om Valdemar kun søgte om, at hans loyale kapellaner, rådgivere og kanslere fik tildelt kirkelige embeder og stillinger ved forskellige domkapitler rund omkring Skandinavien, Nordtyskland og Livland. Men var der måske en dybere bagtanke ved, at kongen bad om disse udnævnelser? Jeg vil mene, at dette var udtryk for, at Valdemar nu forsøgte at vinde og udøve kontrol i de forskellige byer på en mere subtil måde end ved at anvende rå vold. Blandt dem, der blev belønnet for deres loyale tjeneste, på denne måde var forskellige kirkefolk fra bispesæderne Reval, Dorpat og Øsel.

Der kunne argumenteres for, at Valdemar havde tænkt sig godt om ved at sørge for, at disse kirkefolk blev tildelt gode og vellønnede poster i velplacerede domkapitler. Valdemar gjorde sjældent noget for sine blå øjnes skyld. Mens han var i Avignon, fik han også sørget for stillinger i domkapitlerne i Lübeck, Schwerin og Rostock til præster, der tidligere havde været i hans tjeneste, og han fik også udvirket forskellige tjenester til bispen af Lübeck. Mange af de præster, som nu fik en prestigefyldt position og et godt udkomme, var beslægtet med de mest betydningsfulde familier i byerne – dem, der ofte stillede med rådmænd og dermed var med til at sætte deres præg på byernes politik. Valdemars fremgangsmåde kunne blive anset som en måde hvorpå kongen indirekte vandt indflydelse i lige netop de hansestæder han lige havde været i krig med – eller i det mindste havde han nu en centralt placeret informationskilde i de forskellige byer.

Ved også at få tildelt sådanne prestigefyldte og vellønnede stillinger til estiske kirkefolk kunne der altså være tale om en langsigtet plan, hvormed Valdemar sørgede for, at hans folk både sad i magtcentrene i det tidligere hertugdømme Estland, men også i bispedømmerne Dorpat og Øsel. Ved at tage estiske kirkefolk i sin tjeneste og derefter fremme deres karrierer har sikkert skaffet Valdemar en masse god vilje hos disse kirkefolks slægtninge. Men hvem var disse slægtninge? Havde de en masse indflydelse og politisk tyngde? Hvis dette var tilfældet, var det måske Valdemars plan at skaffe sig den fornødne opbakning i Estland til en eventuel generobring af området på denne måde?

Om det var Valdemars plan, må vores videre undersøgelser vise.

Blogpost 10: Jeg anklager – ham for mord, plyndring og andre utilgivelige forbrydelser... Fortsættelsen på historien om Johan af Wesenberg

Af Mihkel Mäesalu og Stefan Pajung

Gerhard von Jork, mesteren for den livlandske afdeling af den Tyske Orden (1309-1322) skrev engang mellem 1317 og 1322 til byen Reval (estisk: Tallinn) angående visse mænd, der uhæmmet hærgede og plyndrede på bispedømmet Dorpats (estisk: Tartu) territorium. Han klagede til byrådet i Reval, fordi disse røvere åbenlyst havde deres base i Dansk Estland, som de hver gang trak sig tilbage til efter deres hærgninger, hvor de solgte deres tyvegods. Derfor anmodede Gerhard byrådet i Reval at sende nogle udsendinge til Ermes (lettisk: Ergeme) for at diskutere, hvordan man kunne få has på disse røvere og få dem udvist fra området.

I første omgang troede vi, at dette brev fra Gerhard ikke var mere end blot endnu et vidnesbyrd i forbrydelsens annaler fra datiden. Det var først fornylig, at vi pludselig så en forbindelse mellem de begivenheder beskrevet i Gerhards brev og Johan von Wesenbergs historie. Den Johan von Wesenberg, som var emnet for vores blog for ikke så længe siden, da han forgæves forsøgte at blive provst i Dorpat og endte i den livlandske kulde, for siden at dukke op som kannik i Århus.

Men nu ser det ud til, at historien har langt flere facetter. For vi fandt kilder af bisperne Nicolaus (1311-1323) og Engelbert (1324-1341) af Dorpat, som anklagede Johan for mord, plyndring og utallige andre utilgivelige forbrydelser. Vi var godt bekendt med, at Johan havde været i strid med biskop Nikolaus, fordi denne havde forkastet det pavebrev, som gav Johan førsteretten til et kannikkedømme i Dorpat. Vi anser det for at være meget sandsynligt, at anklagerne mod Johan af Wesenberg og røverne, der var genstand for Gerhard von Jorks klage, hænger sammen. Kunne det være, at der herskede en privat fejde rettet mod biskoppen af Dorpat, fordi bispen havde fejet Johans krav til side? Havde Johan mon fået sine venner og bekendte blandt de kongelige vasaller i Dansk Estland til at hjælpe sig med at angribe bispedømmet Dorpat?

Ruinerne af katedralen i Dorpat. Foto af Ivar Leidus. Fra Wikimedia Commons.

I første omgang troede vi, at årsagerne til, at biskop Nikolaus af Dorpat rejste til Danmark i 1319, enten var endnu et forsøg på at få den danske konges tilladelse til at bytte bispesæde med bispen af Slesvig, eller at forhandle med ham angående en alliance, så Nicolaus ikke længere måtte ligge søvnløs om natten af frygt for, at de russiske fyrster overfaldt hans bispedømme.

Men med disse nye informationer tenderer vi nu henimod, at årsagen til, at biskoppen tog til Danmark var, at han ville klage over de danske vasallers hærgninger og bede den danske konge om at gå ind i sagen og få overfaldene til at stoppe.

Uheldigvis døde Erik Menved i november 13109 før Nikolaus kunne fremføre sin sag. Så han blev i Danmark og deltog i det kommende kongevalg, hvor den afdøde konges bror, Christoffer, blev valgt. Det ser ud til, at hærgningerne efterfølgende stoppede – og Johan af Wesenberg blev udnævnt til kannik i Århus, hvor han blev specielt udvalgt til et nyoprettet kannikkedømme. I Århus lovpriste man Johan for at være en lærd mand, som desuagtet også kendte til den verdslige verden… Var dette mon en eufemisme for hans tidligere liv og de afskyelige gerninger han havde begået i Livland?

Men Johan af Wesenberg ville ikke give op – han mente, at han havde ret til et embede i Dorpat. Den 22. oktober 1324 udnævnte paven – sikkert fordi Johan selv havde bedt om det – ham til ny provst i Dorpat og gav ordre til, at han skulle forsynes med et kannikkedømme og et embede der. Embedet som provst var blevet ledigt efter at den tidlige provst Engelbert von Dolen var blevet valgt til ny biskop efter Nikolaus’ død. Men domkapitlet var – forståeligt nok – yderst utilfreds med udsigten til at have Johan siddende som den nye provst. Engelbert von Dolen henvendte sig derfor med det samme til kurien og meddelte, at Johan ikke ville være velkommen i Dorpat.  Hans indsættelse ville blive taget ilde op af kannikkerne og ville blot medføre alle mulige slags problemer.

Det ser ud til, at det kom til en længerevarende retssag ved kurien – som Engelbert og domkapitlet dog vandt. John af Wesenberg blev udlukket fra embedet som provst i Dorpat, og i december 1328 valgte paven at skrive til bispen og provsten på Øsel (estisk Saaremaa) samt til magister Jacob af Mutina, en kannik i Cambrai for at give dem lov til at udpege en eget person som ny provst ved domkirken i Dorpat.

Johan af Wesenberg måtte tage sig til takke med sit kannikkedømme i Århus. Dog lykkes dem ham også at blive udpeget til skolemester ved katedralskolen i bispedømmet Øsel – måske som en slags plaster på såret.

 

Blogpost 11: Ikke med sværdet – men med loven i hånd

af Stefan Pajung og Mihkel Mäesalu

I en tidligere blogpost beskæftigede vi os med Valdemar Atterdag og om hvorledes han planlagde at genvinde Estland efter at han havde samlet resten af det danske rige under sit styre. Heri bemærkede vi kort, at Valdemar i 1355 ansøgte paven om at omstøde overdragelsen af Estland til den Tyske Orden, men at paven var uvillig at gå ind på dette, før han havde hørt den Tyske Ordens stormester i sagen. Umiddelbart så det ud som om, at kong Valdemar oven på dette svar ikke forfulgte sagen yderligere.

Siden da har vi fundet ud af, at der i 1300-tallet eksisterede en bestemmelse indenfor kirkeretten ifølge hvilken et kongerige skulle forblive ”helt”, og at det var ulovligt at skille provinser, der var en integreret del af riget, fra et kongerige permanent. Dansk Estland var en sådan integreret del af det danske rige! Det ser ud til, at den Tyske Orden endda i et udkast til salgstraktaten ville have indført en bestemmelse, som forbød kong Valdemar at henholde sig til netop denne bestemmelse og dermed omstøde overdragelsen af Dansk Estland til den Tyske Ordens herredømme. Så nu er spørgsmålet – hvorfor forfulgte kong Valdemar ikke sin sag ved den pavelige domstol yderligere?

Vi formoder, at Valdemar ikke gjorte dette på grund af et enkelt ord i bestemmelsens ordlyd – nemlig ordet ”permanent”.  For mens en konge kunne overlade dele af sit kongerige i en anden herskers varetægt, så gjaldt denne overdragelse kun i herskerens egen levetid. Men når denne konge var død og hans efterfølger var blevet kronet og havde overtaget regeringsmagten, skulle enhver tidligere adskilt del af kongeriget atter tilbagegives til kronen, som nu på ny skulle afgøre, hvad der skulle ske med rigets forskellige provinser – om de skulle tildeles kongens sønner, så de var forsørget, overdrages til en loyal vasal, der skulle stå for områdets forvaltning, skatteopkrævning og forsvar, eller indtil videre forblive under kongens egen, direkte kontrol. Så det er muligt, at Valdemar Atterdag af sine egne juridiske eksperter er blevet overbevist om, at mens han selv ikke kunne genvinde Estland ved at trække på kirkerettens bestemmelser, så kunne hans arvinger følge op på sagen engang i fremtiden.

Dette var ikke ensbetydende med, at Valdemar ikke ønskede at genvinde kontrollen over Estland, mens han selv stadig var i live. Der er tegn på, at han forsøgte at udvide sin indflydelse i Livland på forskellig vis, men interne og eksterne stridigheder med hhv. den jyske adel og hansestæderne betød, at kongen ikke for alvor kunne afse tid, penge og energi til at genvinde Dansk Estland med det samme.

Den Tyske Ordens territorier og nabostaterne 1260-1410. Wikimedia Commons

Hans datter Margrete var gennem størstedelen af sin regeringstid for optaget af striden med hansestæderne og dannelsen af Kalmarunionen til, at hun kunne afsætte megen tid til det estiske spørgsmål. Det var først i hendes sidste år, at dette igen blev aktuelt. I 1412 kom udsendinge fra Højmesteren for den Tyske Orden til Margrete og hendes adoptivsøn, den unge Erik af Pommern, for at vinde dem som allierede mod Polen og Litauen, der i disse år pressede den Tyske Orden hårdt. Man ville fra den Tyske Ordens side til gengæld for en sådan alliance sørge for, at alle stridsspørgsmål mellem Kalmarunionens lande og Ordenen ville blive ordnet til Margretes og Eriks fulde tilfredshed. Dronning Margrete tog Højmesteren på ordet og sendte en delegation for at forhandle detaljerne af en sådan alliance på plads. De danske udsendinge fremsatte til gengæld krav på de tidligere danske besiddelser i Estland, da disse områder ”med ret tilhørte den danske krone”. Højmesteren var yderst overrasket over, at dette omfattende krav nu blev ytret, da han slet ikke havde forventet noget sådant. Han forsøgte derfor så venligt som muligt at afvise dette, men da de danske udsendinge pressede på, udbrød Højmesteren, at han heller ville lade sig hænge end at overdrage Estland til den danske konge.

Dette afvisende svar betød kun, at Erik af Pommern blev mere og mere fast besluttet på at genvinde Estland og genskabe sin oldefars rige.

Da den estiske ridder Hermann Little nogle få år senere i 1415 tog til Danmark for at se kongen, blev han inviteret til at spise med roskildebispen, Peder Jensen Lodehat, der ville høre, hvordan det stod til i Estland, og om befolkningen havde affundet sig med at være kommet under den Tyske Ordens styre.

Gravplade efter bisp Peder Jensen Lodehat, Roskilde domkirke. Antikvarisk-Topografisk Arkiv, Copenhagen/Wikimedia

Under samtalen lod bispen forlyde, at det ville være bedre, hvis kongen lyttede til de ældre medlemmer af rådet og undlod at bekæmpe hansestæderne, og til gengæld rettede sin opmærksomhed mod Estland, som kongen ”havde ret til”. Hvilket ret hentydede bisp Peder til her? Vi ved blot, at han var ekspert i kirkeret og i mange år havde tjent dronning Margrete som hendes kansler og nærmeste juridiske rådgiver. Kunne han mon huske, at kong Erik nu ifølge kirkeretten retmæssigt kunne kræve Estland tilbage fra den Tyske Orden, og kunne gøre dette, ikke med sværdet, men med loven i hånd? Bispens bemærkning må uanset hvad have vakt bekymring, da den siden kom for Højmesterens øre.

Spørgsmålet er nu, om kong Erik fulgte op på bisp Peder råd?

Dette vil vores videre undersøgelser vise.

 

Den dansk-islandske reception af den norrøne oldtid

I anledning af 100-året for, at Island blev en selvstændig, suveræn stat i personalunion med Danmark kunne museet takket være støtte fra Carlsbergfondet søsætte et dansk-islandsk forskningsprojekt, hvor to forskere undersøger, hvorledes den norrøne oldtid er blevet brugt i de to lande. Projektet udføres i samarbejde med Islands Nationalmuseum og Islands Universitet.