

Frederiksborg Slot ligger spektakulært på tre små holme i Slotssøen i Hillerød. Inden for slottets mure møder eleverne Nationalhistorisk Museum med særudstillinger og en overvældende samling af kunst, portrætter, historiemalerier, møbler, kunstindustri, gobeliner, ordener og medaljer. Til sammen fortæller værkerne om 500 års danmarkshistorie. Frederiksborg Slotskirke, Riddersalen, Audienssalen, pragtrum og rigt udsmykkede stuer er en stor del af besøget. Slottet er omgivet af søer og en imponerende slotspark med barokhave, badstueslot og en idyllisk landskabshave.
Undervisningen foregår i slottets sale foran værker og genstande. På sigt også i permanente undervisningslokaler, hvor vi kan fordybe os og udfolde os kreativt. Et besøg til Frederiksborg kan være anledning til et par timers undervisningsforløb med museets undervisere men kan også forlænges til en hel dag ude af huset.

Dialogbaseret undervisning
På Frederiksborg arbejder vi ’dialogbaseret’: Undervisningen bygger på en forståelse af, at meningsskabelse og kommunikation opstår og udvikles i dialog og interaktion mellem mennesker (undervisere og elever). Et dialogisk undervisningsmiljø stimuleres gennem brug af særlige spørgsmålstyper og aktiv lytning. (Den dialogbaserede undervisning som den udmøntes hos Olga Dysthe, knytter sig til begreberne om autentiske spørgsmål, optag og værdsætning. Dialogbaseret undervisning er målrettet demokratisk dannelse, hvor deltagernes forskellige stemmer udgør et værdifuldt fundament for at fremme eleven som medborger i et fællesskab, der er præget af flerstemmighed.) Omdrejningspunktet er autentiske møder med værker som primært er portrætter, historiemalerier og evt. kunsthåndværk der giver anledning til undersøgelser, samtaler og eksperimenter. Gennem mødet med disse får eleverne nøgler til at opdage, hvordan historien og fortiden giver mulighed for at forstå nutiden og inspirere til at forme fremtiden.
Formål og mål
Formålet med undervisningen er at give elever (nye og diverse) perspektiver på national historie og identitet.
Det gør vi ved at:
- Gøre historien nærværende, når vi undersøger og stiller spørgsmål om historien til kunst og genstande
- Gå sanseligt til værks med kropslige, til tider legende øvelser
- Inddrage elevernes subjektive oplevelser f.eks. når vi laver udvidede billedanalyser med en sanselig og undersøgende tilgang
Målgrupper
Vi tilbyder undervisningsforløb for dagtilbud, grundskole, ungdomsuddannelser og øvrige uddannelsesinstitutioner. I tilrettelæggelsen af undervisning tager vi højde for at læring sker på mange måder. Vi anerkender, at viden eleverne allerede har, kan indgå som basis for ny viden. I det autentiske møde med værker og genstande bringer vi elevernes viden og færdigheder fra skole og hverdag i spil. Vores undervisere er studerende på videregående uddannelser. De har det faglige ansvar for forløbet. I kan forvente, at de er forberedt og klar til at gå i dialog med jeres elever. Vi ser gerne, at I tager det pædagogiske ansvar for eleverne under besøget, at eleverne er orienteret om retningslinjerne og er klar til at deltage aktivt.