PORTRÆT #96: DEN UREGERLIGE DIPLOMAT – BODIL BEGTRUP 2:2
[udkommer 24. januar]
Danskeren Bodil Begtrup var næstforperson for det udvalg, der i 1948 skrev FN’s Menneskerettighedserklæring. Samtidig var hun forperson for FN’s Kvindekommission. Hun sikrede, at kvinders rettigheder blev skrevet ind i erklæringen.
Bodil Begtrup blev i 1949 Danmarks første kvindelige gesandt og arbejdede på sin post i Reykjavík på at skabe et ligeværdigt forhold mellem Danmark og Island. Faktisk i en sådan grad, at hun blev kritiseret for nærmest at være Islands ambassadør, ikke Danmarks.
Flere ambassadørposter fulgte, i Schweiz og Portugal.
Hendes meget selvstændige måde at drive diplomati på folder vi ud i denne episode. Med sin aktivisme og sin evne til at skabe netværk var hun en tidlig eksponent for det, vi i dag ville kalde public diplomacy.
Medvirkende i denne episode: historikeren, ph.d. Kristine Kjærsgaard, lektor ved Syddansk Universitet.
Ernst Mentze har malet Bodil Andreasen (som hun dengang hed) i 1922. Den senere diplomat og aktivist er her kun nybagt student og 18-19 år gammel. Kan ses i stue 76 på 3. sal på Frederiksborg.