Beowulf er en af de store sagnhelte omkring kong Roars og skjoldungernes kongsgård i Lejre – men vi kender ham ikke fra Saxo, fra danske sagn eller andre danske kilder. Han findes kun i ét eneste håndskrift fra omkring år 1000, skrevet på oldengelsk, og mirakuløst genfundet i 1700-tallet.
Det var en dansk undersåt, islændingen Grímur Jónsson Thorkelin, der som den allerførste udgav digtet på tryk i 1815 – og det var ingen ringere end N.F.S. Grundtvig, der var den første til at oversætte digtet til et moderne sprog, nemlig dansk, i 1820.

Mens Frederiksborg stadig er fuldt af Rasmus Myrups sagnvæsener (indtil 31. august), kaster vi i denne episode lyset på kvadet om Beowulf og hans kamp mod uhyret Grendel.
Beowulf er netop udkommet i en meget rost gendigtning af Sophus Helle, der tidligere også har oversat det mange tusind år gamle heltekvad Gilgamesh.

Historien om Beowulf og Grendel, om drager og guld, mjød og sværd, har påvirket forfattere som J.R.R. Tolkien og hele fantasy-genren, ligesom Nobelpristageren Seamus Heaney oversatte kvadet til engelsk i 1999.
Handlingen foregår nok omkring år 500. Digtet er måske skabt omkring år 700, og blev som sagt nedskrevet omkring år 1000, måske under den store engelske dronning Emma af Normandiet, som først var gift med den engelske kong Æthelred, derefter med den danske Knud den Store, som blev konge af England i 1016.

Herunder ser du et udsnit fra Lorenz Frølichs fantastiske frise i Prinsessefløjen på Frederiksborg, hvor Knud den Store og Emma bliver gift i 1017.
Derunder håndskriftets første side med begyndelsesordet “Hwæt!” – noget i retning af “Hvad!”, “Altså!” eller mere frit måske: “Så! Hør nu godt efter!”
Allerede i første linje står der om gar-dena, spyd-danerne, berømte for deres kampmod og dåd. Og i fjerde linje nævnes kong Skjold, på oldengelsk Scyld Scefing, den første konge i Lejre og stamfar til Skjoldungerne.
Nederst et maleri i Frederiksborgs samling fra 1848 af Fritz Jürgensen, der ellers var mest kendt som satiretegner. Det viser en “oldnordisk scene”, hvor en gammel, hvidskægget skjald har sat harpen fra sig og fortæller sagn og digte for lidt skræmte børn og opmærksomme voksne.
Signaturbilledet for denne episode er et monster fra et andet værk i samlingen, usigneret og udateret, men måske fra midten af 1600-tallet. Det viser egentlig Kristus nedfaret til dødsriget, hvor de døde pines af grufulde monstre og djævle. Her har jeg blot valgt at vise monstret true med knyttet næve, omgivet af flammer.
Også digtet om Beowulf indeholder kristne elementer, fordi England allerede var kristnet, da digtet om de gamle helte og monstre blev til.