PORTRÆT #42: TRONSKIFTET – BILLEDER AF EN DRONNING MED BENTE SCAVENIUS OG MATHIAS KRYGER
Den 14. januar træder dronning Margrethe tilbage som regent og overlader tronen til sin søn, kong Frederik 10.
52 år på tronen og næsten 84 års levet liv. På Frederiksborg har vi mange portrætter af dronning Margrethe, og de næste måneder viser vi alle de bedste i en særlig nyophængning på 3. sal: BILLEDER AF EN DRONNING (13. januar – 21. april).
Vi ser hende som barn med far og mor, som ung drømmende pige, som helt ung monark. Med diademer og brillanter. Med håndarbejde, saks og papir. Som majestæt og menneske.
I denne uges PORTRÆT taler Tore Leifer med kunstkritikerne Bente Scavenius og Mathias Kryger om vores billeder af dronningen.
Herunder ses øverst Rigmor Mydtskovs portrætfotografi fra 18. januar 1972.
Derunder Andy Warhols portræt fra serien “Reigning Queens”, 1985-86 (med udgangspunkt i Rigmor Mydtskovs ikoniske, officielle portræt fra 1972).
Dernæst Jørgen Bobergs portræt fra 2000. De kan alle ses på 3. sal på Frederiksborg.
Og nederst Preben Hornungs portræt fra 1985 og Niels Strøbeks “Tre Slægtled” fra 2012. De hænger begge i Riddersalen på Frederiksborg.