PORTRÆT #61: ELSKET OG UDSKÆLDT – PORTRÆTMESTEREN C.A. JENSEN
Hvad er god smag? Hvem er det, der bliver dømt inde eller ude – og hvem er det, der dømmer?
Sommerens store udstilling på Frederiksborg viser over 75 værker af portrættets store mester, Christian Albrecht Jensen.
Fra fattige kår arbejdede Jensen sig op og blev den mest populære portrætkunstner i årene 1825-1840. Både kongehuset, politikere og borgerskabet foretrak Jensen – i en sådan grad, at vi gennem hans pensel bliver ført gennem tidens mest centrale og magtfulde personer.
Hans portrætter blev så populære, fordi han havde et fabelagtigt talent for at fange både personlighed og menneskelighed hos dem, han portrætterede.
Men C.A. Jensens maleriske stil var både følsom og livlig, fri og løs. Det gav anledning til hård kritik hos de toneangivende anmeldere. Han maler urent og skrigende, han maler tåget og klattet, han maler med en kost – sådan lød kritikken, som i sidste ende betød, at han blev frosset ude og helt stoppede med at male.
Hvad er vel ravgalere end disse lyse og mørke Taager, disse Kraftklatter og Saftmasser?
Udstillingen præsenterer over 75 værker af Jensen og følger hans karriere mellem 1810-1850. Fra små intime portrætter af borgerskabet, over store formelle billeder af tidens statsmænd og kulturpersonligheder til hans ansættelse på Frederiksborg som kopist.
Udstillingen er baseret på Frederiksborgs store samling af C.A. Jensen-værker, suppleret med en række indlån.
I ugens podcast-episode fortæller udstillingsassistent Hannibal Frydendal Hansen og samlings- og udstillingschef Mette Houlberg Rung her fra Frederiksborg · Nationalhistorisk Museum.
Catharina Jensen, født Lorentzen, er her malet af sin mand C.A. Jensen i 1826, tre år efter deres bryllup. Hun bærer en knitrende ravnsort silkekjole, en smuk rød koralkæde med kors og en imponerende fjerhat. Små ørenringe i koraller og guld glimter fra ørerne, men det er korset, der sammen med det betagende ansigt udgør et midtpunkt i portrættet.
Det er signaturbilledet for sommerens store udstilling på Frederiksborg fra 24. maj til 22. september 2024.