PORTRÆT #97: GRÆNSELØSE JØDER MELLEM MAROKKOS SULTAN, FREDERIK 5. OG BERNSTORFF

Danmark og Marokko – pirater, gidsler, skibsforlis, grænseløse jøder og en brutal sultan – en vild historie fra 1700-tallet.
Danmark var nemlig et helt centralt land for Marokko midt i 1700-tallet, da det nordafrikanske land åbnede sig mod omverdenen og fik diplomatiske forbindelser med Europa.
Og i det her mærkelige spil mellem Danmark og Marokko stod to jødiske familier centralt. Familieklanerne Sumbel og Buzaglo, som rådgav både den marokkanske sultan og kronprins, og den danske kong Frederik 5. og udenrigsminister Bernstorff.
Historikeren og journalisten Bent Blüdnikow har fortalt historien i sin seneste bog, Grænseløse jøder, som også fortæller om 1700-tallet i spændingsfeltet mellem oplysning og religiøs mystik, og om en fejde med international spændvidde i det danske riges næststørste by, Altona.
Vi begynder denne uges episode med Nicolai Abildgaards Lykkens Tempel, et af hovedværkerne på Frederiksborg.
For hvem er den skæggede mand med den store hat, der går forbi i forgrunden og står fuldstændig uden for samfundets hierarki og magtspil?

Øverst Nicolai Abildgaard: Lykkens Tempel, 1785 (stue 54)
Dernæst Peder Als: J.H.E. Bernstorff, 1764 (stue 48)
Dernæst Carl Gustav Pilo: Frederik 5., ca. 1751 (stue 48)
Og nederst den, som der står, vidt berømte overrabbiner i Altona, Jonathan Eybeschütz (i den store grafiksamling på Frederiksborg)