PORTRÆT #24: ELLEN HILLINGSØ ER JOHANNE LUISE HEIBERG

FRA REGNORMENES LIV hedder P. O. Enquists berømte stykke om Johanne Luise Heiberg og H. C. Andersen, som Folketeatret nu opfører på turné over hele landet med Ole Lemmeke og ELLEN HILLINGSØ, som er gæst i denne uges podcast.
Enquist arbejdede som forfatter og dramatiker altid målbevidst med at finde smertepunkterne og bore ned i dem. De dybeste hemmeligheder, den største smerte, ja, alt det, der normalt bliver holdt skjult. “Uden smertepunkterne er vi ingenting, kun døde. Bliver de kapslet ind, begynder vi at dø.”
Da fru Heiberg var barn, gravede hun regnorme op af jorden og vaskede mudderet af deres slimede kroppe, så de blev helt rene og fine.
På denne aften i det Heibergske hjem møder vi de to renskurede regnorme H. C. Andersen og Johanne Luise Heiberg. Børn af den fattigste underklasse, børn af alkoholisme og overgreb.
Kan man vaske slimet og mudderet af? Hvad sker der under klasserejsen og den sociale opstigning?
På Marstrands store maleri af fru Heiberg er alt mudder og slim i hvert fald vasket bort. Rosen blomstrer, den rene luft bølger ind fra den danske, friske strand.
Foran maleriet fortæller ELLEN HILLINGSØ om sit forhold til 1800-tallets største danske skuespillerstjerne, Johanne Luise Heiberg.

Wilhelm Marstrands store maleri af fru Heiberg findes i kopi i “Heibergsalen” på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men den ægte vare hænger i stue 57 på Frederiksborg. Det var fru Heiberg, der selv skænkede det til museet i 1884, seks år før sin død. I samme stue hænger også et portræt af H. C. Andersen, den anden hovedfigur i Enquists teaterstykke.
Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke (øverst på siden) er fotograferet af Gudmund Thai for Folketeatret.