Aldrig mere en Grevens Fejde!
Tronskiftet forløber denne gang i god ro og orden. Dronningens ældste søn bliver konge, og alt er godt. Men sådan har det ikke altid været. Og statsministerens ord om en “ubrudt kæde” af regenter er en sandhed med modifikationer.
I 1533 udbrød der borgerkrig og arvefølgekrig i Danmark.
Frederik 1. dør efter ti år på tronen, og det naturlige havde været at vælge hans ældste søn som ny konge. Sønnen ender da også med at blive konge som Christian 3.

Det er dog sådan, at Frederik har to sønner, én af hvert ægteskab. De står på hver sin side i den religiøse strid mellem den katolske kirke og Luthers reformation.
Ovenikøbet lever Frederiks nevø og forgænger Christian 2. stadigvæk. Han sidder godt nok fængslet på Sønderborg Slot. Men han kunne jo godt blive konge igen. Mange borgere og bønder støtter ham. Han står stærkt i byerne, ikke mindst i Malmø, København og Ålborg. Han har også arvinger.
Og så er der en tredje kandidat, der melder sig. Grev Christoffer af Oldenburg, som har masser af tyske penge i ryggen. Arvefølgekrigen bryder ud.
Da Christian 3. til sidst vinder tronen, står det lysende klart, at der aldrig igen må udbryde krig om arvefølgen i Danmark.
Historikeren Lars Bisgaard fortæller om Grevens Fejde og dens efterliv.

Arvefølgekrigens sejrherre, Christian 3., er sandsynligvis malet af Jost Verheiden eller Jacob Binck. Portrættet hænger flot i stue 26 på Frederiksborg.
I magasinerne på Statens Museum for Kunst har de Peter Hansens maleri fra 1916-20 af de gæve bønder og “knejte”, som håbede, at de ville sejre i Grevens Fejde. SMK Open.