PORTRÆT #91: DET VAR MIDT I JULENAT

Er verden et rationelt sted med rationelle mennesker, hvor alt er styret af fornuft? Eller er der et eller andet sted noget oversanseligt, magisk og underfuldt? Ting vi ikke kan forklare? Noget der er større end os selv?
Grundtvig skrev 1600 salmer og sange, hvoraf en del er blevet fælles eje og en grundsten i salmebogen. Særligt en af sangene er for børn. Han kaldte den selv en “barnesang”.
Det er “Dejlig er den himmel blå”, hvor han henvender sig direkte til børnene og taler til deres hjerter og fantasi. Og han taler til barnet i den voksne.

Grundtvig var født i oplysningstiden, bare seks år før den franske revolution. 1700-tallets oplysningstænkere havde et syn på kristendommen som en religion for voksne, fornuftige, oplyste mennesker. Og et syn på verden og tilværelsen som et rationelt sted styret af fornuft – uden mirakler, fantastiske fænomener og fortryllelse.
Men begge dele var Grundtvig stærkt uenig i.

Katrine Frøkjær Baunvig, professor, ph.d. og leder af Center for Grundtvigforskning fortæller i denne jule-episode om den tryllebindende Grundtvig, hans barnesang og hans forhold til jul. Hun har bl.a. skrevet om det i Grundtvig-bogen Den store mand, som udkom i 2022.
Sangen om Jesu fødsel og de hellige tre konger skrev Grundtvig i december 1810 under en psykisk og religiøs krise. Måske hjalp barnesangen også ham selv?

Jesu fødsel er et af de 23 malerier, Carl Bloch i årene 1865-79 skabte til Kongens Bedekammer i Frederiksborg Slotskirke.
Nederst Grundtvig malet 1820 af C.F. Christensen. Kan ses i stue 55 på Frederiksborg.