PORTRÆT #107: OMVÆLTNINGERNES TID – DEN SORTE OMSTILLING

En fremmed kommer til byen.
I 1884 ankom Peter Mærsk Møller og hans familie til sejlskibsbyen Svendborg, et af Danmarks største søfartscentre. Overbevist om den nye teknologi købte han og sønnen A.P. et dampskib og forsøgte at overbevise svendborgenserne om, at dampens kraft var fremtiden.
Svendborgenserne holdt fast i vinden. Den var gratis og velkendt, mens dampskibe var for dyre og usikre. Men trods massiv modstand grundlagde familien Mærsk Møller to dampskibsselskaber. De satte gang i den sorte omstilling.
Nu, så mange år efter, står vi igen – som Mærsk Møller dengang sagde – i omvæltningernes tid. Den sorte energi skal udfases, og vinden skal ind igen. Og ligesom dengang bliver det bl.a. en kamp om følelser og identitet, om tradition og fornyelse.
Medvirkende i dag er forfatteren til den nye bog Omvæltningernes tid, Nils Valdersdorf Jensen. Han er historiker, ph.d. og afdelingsleder for Svendborg Museum.

På 3. sal på Frederiksborg kan du se portrættet af Peter Mærsk Møllers sønnesøn, Mærsk Mc-Kinney Møller, en af Danmarks største erhvervsmænd nogensinde. Mærsk er i dag verdens største containerrederi og Danmarks største erhvervsvirksomhed. Portrættet, som du også ser nederst her på siden, er malet af den britiske kunstner Bryan Organ.
Og i Slotskirken kan du se hans skjold som ridder af Elefantordenen. Han er sammen med bl.a. Niels Bohr en af de kun tre ikke-kongelige danskere, der siden Første Verdenskrig har fået Elefantordenen.