PORTRÆT #26: MAGISKE LOFTER PÅ FREDERIKSBORG

Stjernehimlen løfter sig svimlende over vores hoveder. Gefion pløjer Sjælland ud af Sverige med sine egne sønner omskabt til prustende okser. På et tredje loftsmaleri samles alle samfundets klasser om at hylde Mor Danmark.
Frederiksborgs lofter er måske ikke det første, man lægger mærke til, når man går igennem salene med blikket rettet mod malerier og møbler – men lofterne er rigt udsmykkede med storslåede malerier, nationale myter, græsk mytologi og den dragende stjernehimmel.
I de næste måneder, i efterårsmørket, bliver seks af Frederiksborg Slots fantastiske lofter iscenesat af Dark Matters, der står bag en række spektakulære, kunstneriske lysinstallationer.
Sammen med lyskunsten kan man høre kunsthistorikeren Bente Scavenius, astrofysikeren Tina Ibsen, skuespilleren Anna Neye, litteraturprofessor Søren Frank og musikeren Lydmor – og i denne uges podcast kan du høre deres fortællinger om de MAGISKE LOFTER.
Udstillingen åbner 22. september og varer til 14. januar.

Øverst på siden: Heinrich Hansen malede stjernehimlen i stue 31, som oprindeligt var helliget Danmarks første store videnskabsmand Tycho Brahe.
Herunder: Lorenz Frølich malede gudinden Gefion, der skaber Sjælland ved at pløje jorden ud af Sverige. Det pryder loftet i stue 30. Alle de magiske lofter finder du på 1. sal på Frederiksborg.