PORTRÆT #103: SVANTEVIT OG SLATTENPATTEN – RASMUS MYRUP PÅ FREDERIKSBORG

“EN MODSTANDSDYGTIG HERRE, som dog har lidt meget i hovedet. Eller… Lidt mange hoveder i hovedet… Det her med at have fire forskellige tanker på én gang kan være lidt svært at håndtere – men det er også det, der får ham til at shine!”
Sådan skriver kunstneren Rasmus Myrup om Svantevit. Vendernes gudefigur på Rygen, som Saxo Grammaticus fortæller om. En statue med fire hoveder, som man kan se blive smadret til pindebrænde på Laurits Tuxens maleri i Valdemarsalen.
Rasmus Myrup har selv lavet en Svantevit-figur i sin egen fortolkning. I alt har han lavet 16 figurer, som inkluderer Lindormen, Slattenpatten, Gefion, Misteltenen, Nøkken, jætterne Fenja og Menja og nornen Skuld.
På fotografiet øverst på siden ser vi Gerd, en jættekvinde, der er så smuk som solen – og til højre for hende Misteltenen, som ifølge Myrup blev ret såret over at blive anset som ufarlig og uskadelig, dengang alt blev taget i ed for at skåne Balders liv. Derfor er misteltenen “altså ret skrøbelig, men på den der ‘fragile masculinity’-måde. Blandt andet er hans højde lidt af et issue, og deraf hans valg af plateausko. Jeg synes, at han er cute som han er…”
Sidste år satte vi her på Frederiksborg fokus på vores Magiske Lofter. Denne gang er det Rasmus Myrup, der går i dialog med samlingen og vores rum. Med Lindormen og Gefion i loftet, med Hervard og Svantevit på vores malerier.
I ugens episode af PORTRÆT fortæller Rasmus Myrup selv.

På fotografiet herunder står Misteltenen i Løngangen på vej mod Audienssalen.
Derunder Laurits Tuxens maleri af Absalon og Valdemar, der smadrer Svantevit i Arkona.
Derefter Lorenz Frølichs loftsmaleri af Gefion, der pløjer Sjælland ud af Sverige.

De kan ses i hhv. Valdemarsalen (stue 22) og i stue 30.
Og nederst Rasmus Myrup selv i Audienssalen.