PORTRÆT #74: ET MUSEUM OM MENNESKER – FOR MENNESKER
“About people, for people” lyder det nye motto for National Portrait Gallery. Et museum om mennesker for mennesker.
National Portrait Gallery i London åbnede i 1856 som det første museum i verden, der var helliget portrætter. Det allerførste portræt i den nye samling var det berømte Chandos-portræt af William Shakespeare, som har inventarnummeret NPG1. Det er stadig verdens vel nok fineste portrætgalleri, alle portrætgalleriers moder – og på den måde søstermuseum til os på Frederiksborg.
National Portrait Gallery (eller bare NPG) genåbnede sidste sommer efter tre års ombygning og omhængning, hvor museet var helt lukket. Det kostede 41 millioner pund – mere end 360 millioner kroner.
Det var også anledning til at tænke over spørgsmål som: Hvad er et (godt) portræt? Hvem er det, der hænger på vores vægge? Hvad er det for nogle historier, vi fortæller om vores land og de mennesker, der har skabt det? Hvem er det, vi viser det hele for – hvordan kan publikum bruge det, vi gør?
Det er spørgsmål, ethvert nationalhistorisk museum og portrætgalleri må stille sig – også Frederiksborg.
Frederiksborgs portrætredaktør Tore Leifer besøgte tidligere på året to af vores kolleger på National Portrait Gallery, nemlig Dr Sarah Moulden, Senior Curator of 19th-Century Collections og Dr Charlotte Bolland, Senior Curator of Research and 16th-Century Collections.
Herunder ses den nye forhal på National Portrait Gallery, hvor publikum med det samme er i øjenhøjde med både historiske og nulevende mennesker – fra grever og grevinder over kunstnere og skuespillere til Nelson Mandela og en helt almindelig ung kvinde, der kigger opslugt på sin mobiltelefon (Reaching Out af Thomas J. Price, 2021). Foto hhv. Olivier Hess og Gareth Gardner.
Derunder museets velkomsthilsen på hhv. hjemmesiden (screenshot) og i forhallen (foto: Tore Leifer).
Derefter det berømte Chandos-portræt af William Shakespeare, NPG1. Man ved faktisk ikke med sikkerhed, om det forestiller Shakespeare, og man ved heller ikke, hvem der har malet det. Muligvis en John Taylor, maler og tidligere drengeskuespiller. Den sidste hertug af Chandos ejede det i 1700-tallet. I 1856 blev det doneret til National Portrait Gallery og indgik i samlingen som nr. 1.
Og nederst Branwell Brontës portræt af sine tre berømte søstre, Emily, Charlotte og Anne, malet ca. 1834, fundet og købt til museet i 1914.
© Olivier Hess© Gareth Gardner
NPG 1 William Shakespeare by John Taylor, about 1610 © National Portrait Gallery, London
NPG 1725 The Brontë Sisters (Anne Brontë; Emily Brontë; Charlotte Brontë) by Patrick Branwell Brontë, about 1834 © National Portrait Gallery, London