Tidligt om morgenen den 23. november 1733, før daggry, bevægede en lille gruppe sorte mænd sig op ad en stejl sti mod et lille fort med otte danske soldater. De danske soldater blev hugget ned. De slavegjorte tog magten over fortet og hejste deres eget flag.
Slaveoprøret – eller guerillakrigen – på den vestindiske ø Sankt Jan varede i et halvt år og endte med, at oprørslederne begik kollektivt selvmord.
Historikeren Louise Sebro fortæller i bogen ”Slaveoprøret på Sankt Jan” om selve oprøret, om slavearbejdet i plantagerne og det undertrykkende samfund i Vestindien, og om de slavegjorte vestafrikaneres egne forskellige etniske identiteter.
I stue 42 på Frederiksborg fortæller vi om nogle af slaveriets danske bagmænd som Carl Adolph von Plessen og Frederik Anthon Danneskiold-Laurvigen, som aldrig selv satte deres ben i kolonierne – og den rige slaveejer Johan Lorentz Carstens, som blev adlet under navnet Castenschiold. Og vi taler om deres slavegjorte tjenere, som vi ikke ser på billederne af dem, f.eks. Danneskiolds nære medarbejder, den slavegjorte Anthon.

Maleriet af slavegjorte i en sukkerplantage i Surinam tilhører Statens Museum for Kunst og er malet af Dirk Valdenburg i 1706-08. På Frederiksborg har vi desværre ikke malerier af de slavegjorte i Vestindien, men vi har malerier af deres ejere. Af dem, der tjente penge på at slavebinde andre mennesker.