PORTRÆT #90: J.P. TRAP – DEN STORE BOG OM DANMARK OG BRANDEN PÅ FREDERIKSBORG

[udkommer 13. december]

Natten mellem 16. og 17. december 1859 – altså for 165 år siden – brændte Frederiksborg, det smukke gamle slot og nationalklenodie.
Frederik 7. og hans hustru, lensgrevinde Danner, opholdt sig på slottet og havde tændt godt op i kaminerne i den kolde decembernat. Det blev slottets endeligt – dog genopstod det jo som Nationalhistorisk Museum takket være brygger J.C. Jacobsen.
Kongens kabinetssekretær Jens Peter Trap spillede en vigtig rolle under branden og fik organiseret, at 300 malerier fra den store samling blev reddet ud af det brændende slot.
Derudover er hans efternavn kendt endnu i dag, fordi det store værk om Danmark, som han grundlagde, nu efterhånden er kommet i 6 udgaver. TRAP DANMARK.
Chefredaktøren for 6. udgave, og nu bestyrelsesformand for lex.dk, Niels Elers Koch er gæst i denne episode, hvor vi fortæller om kongens kabinetssekretær, slottets brand og det enestående bogværk, som intet andet land i verden har magen til.

Ferdinand Richardt malede Frederiksborgs brand i 1859.
Herunder Otto Baches portræt af J.P. Trap fra 1882.
Begge malerier er selvfølgelig i Frederiksborgs store samling.