PORTRÆT #86: VALDEMAR SEJR 1:2 – IMPERIEBYGGEREN
Dannebrog kom ned fra himlen og sikrede danskerne en dramatisk sejr i Estland i 1219. Guddommelig indgriben! Og Valdemar, den danske konge, blev senere kendt som netop Valdemar Sejr!
Det er hans skjold med løver og hjerter, vi kan se i vores pas. Det er ordene fra hans Jyske Lov, der står på vores rådhuse og domhuse rundt omkring: ”Med lov skal man land bygge”. Og det er i hans regeringstid, at Saxo Grammaticus er med til at skabe historien om Danmark og forme danskernes identitet.
Efter den store biografi om Valdemar den Store har middelalderhistorikeren Lars Kjær nu udgivet en lige så fængende biografi om hans søn, VALDEMAR SEJR – Imperiebyggeren.
Den ser vi på i to episoder af PORTRÆT – i dag og i næste uge.
Maleren Henrik Olrik blev udset til opgaven med at udsmykke Valdemarsalen på Frederiksborg med et stort vægmaleri på endevæggen af ‘Volmerslaget’, Valdemar Sejrs sejr i slaget ved Lyndanise i Estland, 15. juni 1219.
Det blev desværre kun til en skitse fra 1885, som kan ses i Valdemarsalen. Der er gjort plads til de to døråbninger.
Derunder en fantasiforestilling om, hvordan Valdemar Sejr – Waldemarus Victoriosus – kan have set ud. Det er fra Albert Haelweghs ‘Regum Daniae Icones’, ‘Billeder af Danmarks konger’, fra 1646. Bemærk, at alle årstal er forkerte. Både fødselsår, året for Jyske Lov og dødsår. Man kan ikke stole på alt, hvad man ser!
Nederst ser vi dronning Dagmars – Dragomiras – ankomst til Danmark i 1205, skildret af tegneren Knud Gamborg. “Waldemar Seir modtager Dronning Dagmar”. Pudsigt nok vajer Dannebrog fra skibet, selvom vi først fik det flag (efter legenden) 14 år senere!