
Frederiksborgs Riddersal er udsmykket med kæmpestore gobeliner, og de monumentale, vævede billeder bærer på en usædvanlig historie: Gobelinerne blev fra omkring 1900 og 28 år frem genskabt af nogle af Danmarks mest fremsynede kvindelige entreprenører med Kristiane Konstantin-Hansen i spidsen.
Udstillingen udfolder gobelinerne som både storladne historiemotiver, kvindesag og nytænkende kunsthåndværk. Bag vævene stod kvinder, der ikke blot vævede, men planlagde, organiserede og udfordrede tidens normer – ofte i tæt dialog med samtidens kunstnere. Med mælkebøtter i krigsscener og moderne mønstre i motiverne satte de aftryk i både tekstilet og tiden. Her får publikum indblik i en æra, hvor trådene mellem historie og fornyelse og mellem hånd og ånd væves tæt sammen.
Oplev gobelinerne og andre af tidens radikale tekstilværker side om side med skitser, farveprøver, malerier og fotografier. Udstillingen vises i Riddersalen og to tilstødende sale på Frederiksborg.